Sommerferie i naturen

Hen over sommerferien skal børn og kvinder på Danners krisecenter på to slags rejser. Rejser ud i naturen og rejser ind i selv
22. juni 2020

Det bliver en sommerferie med gode minder for de børn og kvinder, som bor på Danners krisecenter denne sommer. Med kunstværksted i skoven, besøg af naturformidlere og uforstyrret samvær kan mødre og børn få ro til at være sammen om noget positivt. Og mon ikke der også bliver tid til legeland, strand og is.

Alle børn har oplevet et særligt pres under coronakrisen ved at være begrænset i, hvem de må besøge, og hvad de må lave. Når man lever i et hjem med vold er den slags begrænsninger en del af hverdagen, derfor kan de fleste sikkert nu forstå, hvorfor det er så vigtigt at kunne komme på krisecenter og få fred til at være sig selv og bestemme selv. En sommerferie med glædelige, udramatiske oplevelser er derfor alfa og omega.

Vi gør noget ud af sommerferien for de kvinder og børn som bor hos Danner. De skal opleve, at en sommerferie kan være dejlig og uden konflikter. Måske er det første gang, at de her børn har en rigtig ferie, hvor de kan være børn uden at skulle bekymre sig om mors og fars trivsel eller konfliktniveau, fortæller Susanne Lamhauge, leder af Danners krisecenter.

Drømmefangere

Sommerferien i Danner byder på busture for kvinder og børn ud til fredelige steder i naturen. Her får de besøg af både naturvejledere og kunstnere, som har nogle særlige forudsætninger for at lære kvinder og børn om dyr, planter og naturens materialer.

Vi har planer om at lave drømmefangere og andre kunstværker af naturmaterialer, og vi kommer til at bruge nogle af de naturterapeutiske værktøjer, som vi har. Der skal selvfølgelig også grilles skumfiduser over bål, og når vi tager hjem, falder børnene i søvn i bussen, mens mor er træt men glad, fortæller Susanne Lamhauge.

Mor og barn 

Denne sommer er speciel på grund af coronakrisen, men vi vil alle sammen gerne lave nogle hygglige ting sammen. Det gælder selvfølgelig også for kvinder og børn hos Danners, som måske har været særligt pressede, inden de kom på krisecenter. 

Det uforstyrrede samvær om noget positivt, er noget som mor og barn har brug for. De kan bruge naturen til at finde hinanden igen, efter at volden har sat deres forhold på en hård prøve. Det kan være en flot blomst eller en sjov fugl, som åbner for en hyggelig samtale og giver nogle fælles minder, som man kan tale om, når man kommer hjem, fortæller Susanne Lamhauge.

I løbet af ferien laver kvinder og børn en fernisering for hinanden. Her kan de se hinandens natur-kunstværker og billeder fra turene. Og børnene børn får en fin billedbog, som de kan tage med i skole og vise til deres venner. På dem måde håber Danner, at det giver dem alle nogle positive sommerfortællinger, som de kan bygge videre på.  

Vil du give børnene gode sommerferieminder? Giv et bidrag i dag