Sommerferie på krisecenter kan både være sjov og helende

Selvom børnene på Danners krisecenter ofte ikke skal nogen steder i sommerferien, får de stadig gode oplevelser, der giver glæde, en pause fra de tunge tanker og noget at fortælle om, når skolen begynder igen.
21. juni 2021

En uge i sommerhus med hygge og glade dage på stranden er noget, der for de fleste børn hører med til en helt almindelig sommerferie. Men når man har oplevet vold og er flyttet på krisecenter med sin mor, er pengene ofte så små, at der ikke er råd til at tage på ferie. Det er der heldigvis råd for på Danners krisecenter. 

Her er sommeren fyldt med kreative aktiviteter og dagsudflugter, som kan give børnene gode oplevelser, der skaber glæde og en tiltrængt pause fra de svære følelser, de bærer rundt på. 

I løbet af sommeren kan børnene og deres mødre blive inviteret i Zoologisk Have, en tur på stranden, en bådtur på kanalerne eller på Frilandsmuseet. Og sommerferiedagene byder også på masser af sjove, kreative og hyggelige aktiviteter i Danners terapihave.

Sommerhøjskole i skoven
Derudover holder Danner igen i år sommerhøjskole i skoven med masser af naturoplevelser og kreativitet. Hver dag i en uge bliver børnene og deres mødre kørt i bus ud i skoven, hvor de tilbringer dagene med at lære en masse om planter og dyr sammen med naturformidleren Emil, laver mad over bål og er nærværende sammen som familie.

Den frie leg i naturen med mor kan noget særligt. På vores sommerhøjskole er afslapning og leg helt bevidst i fokus. Mor og barn kommer til at se hinanden på en anden måde, når de leger og griner sammen. I den frie leg bruger de kroppen og sanserne på en anden måde, og det er let og luftigt, og man kan bare være til. Dét skal der være plads til i en god sommerferie for en mor og hendes børn, der skal lægge volden bag sig,” fortæller leder af Danners krisecenter, Susanne Lamhauge.

Naturen heler 
Sommerhøjskolen i skoven er ofte en meget positiv oplevelse for dem, der deltager. Men har mor ikke overskud til det, kan børnene også få masser af gode naturoplevelser i Danners have.

Vi bruger naturen enormt meget. Vi går på skattejagt, tegner og maler, danser til musik og leger gemmeleg. Der er også biograf i havehuset, for indimellem skal man også bare have lov til at være stille og slappe af med en god film og popcorn, siger børne- og familierådgiver i Danner, Amalie Houmann og fortsætter: 


Naturen i sig selv er terapeutisk. Det er bevist, at ens blodtryk og stressniveau  daler, når man befinder sig i naturen. Men børn lærer også en masse af at grave efter biller og være blide ved dem og passe godt på dem. Eller af at gå og vente spændt på, at havens bær og tomater bliver modne.

Du kan støtte op om sommeren på Danners krisecenter - giv et bidrag
 

Børnene har brug for normalitet
Når børn har oplevet vold og bor på krisecenter, er noget af det, de har mest brug for, sikkerhed, forudsigelighed og normalitet. De har brug for at lave de samme ting, som andre børn, og at kunne fortælle om ferieoplevelser til deres venner, når børnehaven eller skolen starter igen.

Når der er vold i familien, er børnene hele tiden på stikkerne, og det kan derfor være svært at mærke sig selv og sine egne behov. Det samvær, vi har med kvinder og børn i sommerferien og resten af året, baserer sig på, at alle har værdi, og de og deres behov bliver set. Forskellige sommeraktiviteter, som vi sætter i gang på Danners krisecenter, kan derfor blive afsæt til gode oplevelser, som man kan glæde sig over og fortælle videre om til kammeraterne efter ferien, siger Susanne Lamhauge.

Læs mere om sommeren på Danners krisecenter


Et barn, der har oplevet vold i familien har brug for sikkerhed og forudsigelighed. Det der er ’normalt’ er vigtigt for et barn, såsom positive oplevelser man kan glædes over og fortælle om henne i skolen.
På Danners krisecenter er du og dine eventuelle børn i sikkerhed, og her får I hjælp og støtte til at bearbejde traumerne og finde vejen ud af volden. I Danmark udsættes 38.000 kvinder hvert år for vold – 1800 af dem har brug for plads på et krisecenter.
De fleste parforhold begynder med en stormende forelskelse. Desværre udvikler nogle parforhold sig usundt, fordi den ene i forholdet tager magt over den anden. Er du udsat for vold, eller i tvivl om du er? Læs om typiske tegn og få eksempler på vold her.