Vi blev besat af et hus

Det var ikke kun 300 faminister, der besatte og efter en hård kamp fik lov at købe det dengang ret forfaldne Dannerhus i 1979. Det var også huset, der besatte dem. Og huset har besat feminister lige siden.
11. november 2019

Dette er den anden ud af tre kronikker, hvor Danner, i anledningen af 40-året for besættelsen af Dannerhuset, gør status over Grevinde Danners opstigning gennem det patriarkalske klassesamfund, rødstrømpernes besættelse af Grevinde Danners Stiftelse i København i kampen mod mænds undertrykkelse samt opgøret med snærende kønsnormer, der fortsat muliggør mænds vold mod kvinder.

Kronikken er bragt i Politikken 24. okt. 2019. 

 

Vi skriver 1979. Det er en mørk og kold aften. En kvinde sidder i en folkevognsboble og gemmer sig ved rattet. Når der er fri bane, skal hun blinke med forlygterne. Hun trykker sig godt ned i sædet for ikke at blive set, når politiets patruljevogn ruller forbi. Hjertet banker ekstra hurtigt denne aften.

Hun gemmer sig lidt for længe og får aldrig blinket med lygterne, for rødstrømperne længere henne ad gaden er utålmodige. De har allerede set, at ’salatfadet’ er kørt forbi. Bevæbnet med soveposer, sovepiller i pølser til eventuelle politihunde samt alibi for at være til kvindekonference småløber de i ly af mørket og parkerede biler på Nansensgade i det indre København.

Anført af ’indbrudsgruppen’ kravler de ind ad et kældervindue – og hilses velkommen af de fire ældre kvinder, som bor i huset, for de er enige; kvindehuset skal ikke bygges om til kontorhus. Der bliver malet store kvindetegn på ruderne ud mod den store vej. Huset er blevet besat. Befriet for patriarkatets planlagte omkalfatring – i hvert fald for en stund.

Sådan var de dramatiske minutter omkring besættelsen af den store bygning, der blev til Dannerhuset.

Huset og tilhørende fond var blevet opført ’for trængende fruentimmer af arbejderklassen’ i 1873 af Grevinde Danner og havde fungeret som sådan i over 100 år, da pengene slap op.

Man var stoppet med at indlogere nye, trængende kvinder, og et ejendomsfirma havde bidraget til husets drift i nogle år, med henblik på at købe huset for at rive det ned og opføre et kontordomicil.

Samtidig arbejdede blandt andre Nansensgade Beboerforening for en fredning af huset, som skulle vise sig at blive meget essentiel.


Det var kommet kvindebevægelsen for øre, at huset var ved at blive solgt, derfor - i et forsøg på at legitimere opløsningen af fonden og salget af huset til et kommercielt formål - tilbød kommunen, at Dansk Kvindesamfund kunne købe huset for 3,5 millioner kroner.

Man vidste udemærket, at kvindesamfundet ikke havde den slags store penge. ”Hvad man(d) nok ikke havde regnet med, var at Dansk Kvindesamfund henvendte sig til andre kvindeorganisationer – og sammen bad de om forhandlinger.” citat fra bladet ’Kampen om Grevindens hus’, som blev udgivet af besætter-kvinderne et år efter besættelsen.

I månederne forud for besættelsen forhandlede disse kvindegrupper derfor om overtagelse af huset – ikke køb, men videreførelse af fondens ånd.

De fik dog ikke de lovede møder, og erfarede pludseligt at ejendomsfirmaet havde underskrevet et betinget skøde den 22. oktober 1979.

Købet skulle godkendes af boligministeren, og det var kvindebevægelsens eneste chance. De skulle gøre sagen politisk og skabe en folkelig opinon, der kunne påvirke ministeren. Det mest oplagte var derfor – naturligvis – at besætte huset.

”Det er simpelthen den mest lovlige besættelse, der nogensinde er sket. Følte vi. Og selvom vi kun havde få dage til at forberede os i, var den godt organiseret. Vi havde nedsat funktionsgrupper, en el-gruppe til genetablering af det nedbrudte el-net, en rengøringsgruppe, en kakkelovnsgruppe osv. I højtidelig stemning ved blafrende stearinlys erklærede vi huset for besat. Klapsalverne bragede, og vor sang overdøvede vindens sus ind ad de utætte vinduer. Efter få minutter strømmede lyset ned over os – el-gruppen var allerede i fuld gang.” Citat fra besætternes egen udgivelse ’Kampen om Grevindens hus’.

 

Med en tidsklokke hængende over hovederne gik de i gang med vedtægter, bestyrelse og oprettelse af en fond samt en forening, som kunne forhandle med Justitsministeriet, fordi alt skulle være gennemsigtigt og troværdigt. Men få uger efter besættelsen godkendte ministeren salget af huset til ejendomsfirmaet - selvom det krævede en ændring af fundatsen. Harmen var stor over hele landet. Men en redningskrans blev smidt ud netop her: huset blev erklæret fredet! Ejendomsfirmaet kunne alligevel ikke rive huset ned.

Derfor fik kvindebevægelsen igen tilbudt at købe huset - denne gang i form af dennyoprettede Danner-forening og til en billigere pris, nemlig 2,8 millioner. Heller ikke denne gang troede man(d), at det var muligt.

Men da først kvinderne gik ud på gader og stræder i hele Danmark for at indsamle de 2,8 millioner kroner, gik det op for dem, hvor udbredt – og hemmelig - vold i parforholdet var. Behovet for at bryde dette tabu var stort – og det var afgørende at have et sted, hvor tabuet kunne brydes fra.

“Jeg kendte ikke meget til vold mod kvinder i hjemmet, men vi besatte Dannerhuset en fredag, og efter få dage kom der simpelthen artikler og skriverier i pressen om vold mod kvinder og om, at der endelig var nogen, der gjorde noget ved det. Der var mange, der havde en moster eller en tante, der havde noget hemmeligt, man ikke talte om. Det ændrede også situationen for os. Vi havde drømt om et mangfoldigt kulturhus for kvinder med mange ting, men det var vold mod kvinder, som blev det, der samlede Danmark.”

Sådan fortæller Inger Stauning, der var 30 år den gang, og en af de centrale figurer til at planlægge og gennemføre besættelsen af ’Dannerstiftelsen’, som huset blev kaldt før besættelsen. Før dét havde hun været med til flere andre kvinde- og boligpolitiske husbesættelser rundt om i byen.

Hanne Nielsen, der også var med i besættelsen af Dannerhuset, var også overvældet over folks reaktioner på netop denne besættelse.

“Jeg var med i kvindegruppen Feministisk Selvforsvar og havde på den måde et forhold til vold og overgreb, men som så mange andre unge kvinder den gang, havde jeg ikke meget kendskab til vold i hjemmet, forfølgelse og hustruvold. Det var ligesom ikke noget, jeg havde opdaget. Den folkelige reaktion vi fik på besættelsen af huset, var en øjenåbner. Hold da op, et stort problem, vi pludselig havde lukket op for! Et tabu. Det væltede frem! Man blev forbavset over, hvad det var, man var med til. Det var også en stor energigiver, fordi det var så bevægende. Man smed det, man havde i hænderne - for det her, det var så meget vigtigere end noget andet. Det afslørede så meget om vold i familien dengang.”

 

På rekordtid fik den nye forening via forskellige initiativer – landsindsamling, loppemarkeder, foredrag og støttekoncerter - indsamlet pengene til at købe huset og havde endda 400.000 i overskud til at påbegynde en renovering.

Den amerikanske antropolog Margaret Mead var kendt for sin forskning inden for kønsroller og seksualitet, og hendes bøger fungerede som grundlag for debatten i 1960’ernes seksuelle revolution. Hun formulerede de berømte ord: “Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it's the only thing that ever has.”

Det var præcis, hvad der skete med besættelsen af Dannerhuset; få engagerede kvinder bragte en kæmpe forandring med sig. De var inspireret af de amerikanske rødstrømper, som var lykkes med at oprette krisecentre for ’battered women’. Kvindekrisecentre begyndte at skyde op rundt om i Danmark, foruden krisecenteret i Ringsted, som var åbnet et halvt år før. Kvinder i centraladministrationen, kvindelige journalister og kvinder alle steder blev løftet af fællesskabet og bakkede op på tværs af landet; det her hus skulle lykkes.

Med støtte fra stat og kommune fik foreningen i Dannerhuset mulighed for at lave et arbejdsløshedsprojekt, som kunne lønne arbejdsløse kvinder til at udføre renoveringen.

På den tid var især unge kvinder arbejdsløse, og her var en mulighed for at give dem noget arbejdserfaring og færdigheder, der brød med de traditionelle kønsroller, hvilket var totalt i tråd med ånden i huset. Blandt besætterne var også faglærte håndværkere, og de fik travlt med at lære fra sig. Om sommeren blev der lavet ’byggelejr for frivillige’, som satte rummene på husets første sal i stand og i løbet af et par år begyndte husets 2198 kvadratmeter at blive anvendelige.

Mens renoveringen pågik, var der selvfølgelig også fuld gang i det kvindepolitiske og kvindekulturelle hus.


En del af visionen var at skabe et trygt rum og tilflugtssted for kvinder, der blev udsat for vold af deres mænd. Men huset skulle også fungere som et kvindecenter med værksteder, mødelokaler, kulturelle arrangementer, bogcafe og kontorlokaler, som på mange måder kunne bidrage til at styrke kvinder.

“Den dér fornemmelse af styrke, solidaritet og fællesskab - det var meget vigtigt for os. Det var ikke nok at lave et krisecenter for voldsramte kvinder - vi skulle ikke være alene om at løse et samfundsproblem. Det var meget vigtigt, at det blev kombineret med andre kampe, der kunne gøre kvinder stærke. Sådan at vi ikke bare skulle sidde og reparere på nogle overgreb, der var sket, men også kunne gøre kvinder stærke, så den slags overgreb ikke skete igen og igen. Så kvinder kunne sige fra. Derfor var det vigtigt at forbinde kampen med feministisk selvforsvar og med at gå ud og påvirke politikerne og med at have kvindeaktiviteter, der kunne vise, at kvinder kan og er stærke,” fortæller Inger Stauning.

Nogle af kvindegrupperne i huset gik sammen om at oprette nødboliger for voldsudsatte kvinder og børn, altså forløberen for krisecenteret. For første gang nogensinde var mange kvindegrupper gået sammen for stoppe vold mod kvinder.

De formulerede en målsætning, som i lange stræk desværre også er relevant i dag:

”Vold er det ekstreme udtryk for det patriarkalske klassesamfunds undertrykkelse af kvinder. Fysisk og psykisk vold er udtryk for denne undertrykkelse. Volden skal bekæmpes både på det individuelle og det samfundsmæssige plan”

Antallet af kvinder, der havde brug for asyl, var fra begyndelsen stort – og deres barske historier om voldeligt samliv med kærester og mænd – gjorde stort indtryk.

Modstanden mod vold mod kvinder gav kvindekampen vind i sejlene. Den enkelte kvinde havde svært ved at tage opgøret mod undertrykkelse eller en dominerende og voldelig mand, men sammen med andre kvinder blev hun styrket: ’Nu skal det stoppe – også for mine døtres skyld.’

I begyndelsen af 80’erne myldrede det til med engagerede kvinder og basisgrupper skød op. Cafégruppen, Nike (unge kvinder), Genbrugsgruppen, Aktionsgruppen, Bilgruppen, Kina-gruppen, Lesbisk gruppe, Mosekonerne osv.

Det store, smukke hus var med til at gøre kvindekampen mangfoldig og rummelig. Huset var til for kvinder – og kun på kvindernes betingelser. Hvis der var mænd i huset, blev der sat et skilt op i døren, så man var advaret! Som Inger Stauning formulerer det: ”Det er ikke os, der har besat et hus - det er huset, der har besat os.”

Men der kom også en modreaktion efter 70’ernes og start-80’ernes positive skridt mod større ligestilling og ligeværd mellem kønnene. Spørger man rødstrømpe og filminstruktør Mette Knudsen, der blandt andet står bag dokumentarfilmen ‘Grevindens Døtre’ med unikke optagelser fra Dannerhusets besættelse og første tid, var 80’erne præget af en bevidst og systematisk historieforvrængning, som samfundets liberale kræfter stod bag.

De stok-konservative var ikke meget for at afgive deres hævdvundne privilegier til progressive kvinder. De lagde kræfter i at fremstille Rødstrømperne som mandehadende, overvejende lesbiske, radikale hystader - og lykkedes med det.

“Det er det, jeg kalder ‘Isvinteren’. Der blev bare helt stille og tilfrosset, og man kunne ikke sige et ord om feminisme uden at blive vrænget af og shamet,” siger Mette Knudsen.

Modstanden mod feminisme har stadig lommer i det moderne Danmark, men generelt ser det ud til, at et tøbrud er på vej. Modstanden mod krænkelser og forsvaret for retten til sin egen krop har igen sat gang i et oprør og et opgør.

#Metoo–bevægelsen har over det meste af verden vist, at kvinder og mænd i alle samfundslag og sektorer tager kampen op mod seksuelle overgreb og for at fremme ligeværd. Da 300 feminister for 40 år siden forcerede gitterlågen ind til det store gamle hus, skubbede de samtidig til en lavine, som stadig ruller i dag