Vold i familien er blevet privatiseret og normaliseret

I denne uge sender TV2 – Station 2 første del af dokumentaren ”Fra kærlighed til vold”. I første afsnit møder vi Laila, der i 21 år levede i et voldeligt forhold men intet sagde- af skam og for at beskytte sine børn.
31. januar 2018

Debatindlæg bragt i Jyllands Posten 18. januar 2018

Af Lisbeth Jessen, direktør i Danner

Hvor er det godt, at Laila nu har brudt tavsheden. Både hun og andre skal vide, at det aldrig er for sent at søge hjælp. Tak til TV2 for at sætte fokus på det samfundsproblem, at tusindvis af danskere lever i og med vold.

Helt nye tal i en rapport fra Socialstyrelsen viser, at 1770 kvinder og 1993 børn boede på krisecenter i 2016. Mens antallet af kvinder på krisecentre er nogenlunde stabilt, så er der en stigning i antallet af børn, der er vokset op i vold, som vi skal være opmærksomme på. På krisecentrene giver vi støtte og hjælper kvinder og børn videre til et liv uden vold. Det er svært og det lykkes heller ikke altid at slippe volden, angsten og skammen. Hvert år bliver omkring 10 kvinder dræbt af deres partner, og vi ved fra forskningen, at der i 75% af sagerne er gået psykisk vold forud for drabet. Ikke alle anerkender, at volden har en kønsmæssig slagside – selvom ikke alle anerkender, at kvinder både er mest udsatte og at den vold de udsættes for, er den farligste. For os i Danner handler det ikke om, at vold mod mænd ikke er problematisk, eller at mænd ikke skal have samme muligheder som kvinder. Det skal de! Men for at lave de rigtige indsatser, må vi nødvendigvis anerkende voldens kønsmæssige asymmetri.

Samme rapport fra Socialstyrelsens viser, at 44% af kvinderne på landets krisecentre har symptomer på PTSD, altså at tilbagevendende angst og flashbacks er en del af dagligdagen, også efter krisecenteropholdet. Vi ved, at børn udvikler overlevelsesstrategier for at klare at leve i volden. De passer på - og holder øje med – deres mor. Når de kommer på krisecenteret, er de præget af søvnmangel og har ofte ondt i maven. Deres fysiske udvikling er ofte langsommere end hos andre børn, og deres kognitive færdigheder kan ligeledes være svækkede. De er morgendagens voksne, som vi som samfund ikke formår at beskytte.

Samtidig skyder banderne i gaderne, og skaber utryghed for borgerne i det offentlige rum, mens politiet kæmper en brav kamp for at vise overskud og handlekraft. Der sættes fra politisk niveau hårdt ind mod banderne; bandepakken fra 2017 med 35 indsatser er sågar døbt ”Bander bag tremmer”.

Når det kommer til den mere subtile og komplicerede vold i familien er der straks længere mellem pakkerne – ja, der spejdes stadig efter en konsekvent og sammenhængende indsats, der klart signalerer handlekraft og 360 graders ønske om at nedbringe volden i familierne. Mit postulat er, at denne vold i familien har mindst lige så store omkostninger på langt sigt. Det gælder ikke mindst for børnene og den opvækst, som skal ligge til grund for et sundt og frit liv som voksne.

Vold i familien er privatiseret. Mange af os ved godt, at nogen vi kender lever med vold. Der er også offentlige myndigheder, der sidder inde med den viden. Men vi handler af mange grunde ikke på det. Det er også nemmere at lade være – på kort sigt. Men på den lange bane har det vidtrækkende konsekvenser.

Vold i familien er normaliseret. Tallet er stabilt – 33.000 børn, 33.000 kvinder og 13.000 mænd bliver udsat for fysisk vold hvert år. Vi kender ikke tallene for den psykiske vold, men de er formentlig væsentligt højere. 99% af kvinderne på landets krisecentre havde været udsat for psykisk vold i 2016, mens 85% havde været udsat for fysisk vold. Hvorfor har vi ikke som samfund glødende interesse for at nedbringe de tal. Ligesom der er en glødende interesse for at stoppe bande-volden? Mange uskyldige rammes af vold i nære relationer, men det er måske svært at se for udenforstående. Det koster samfundet uendelig mange ressourcer, og vi har en stor gruppe af mennesker, der kobles af samfundet og aldrig kommer til at udfolde deres virkelige potentiale, fordi de er under et ekstremt pres af deres nuværende eller tidligere partner.

I sats-puljebevillinger kan der søges om tidsbegrænsede kortsigtede projektmidler til mindre tiltag, men en egentlig helhedsorienteret indsats i lighed med ”Bander bag tremmer” udebliver.

Læs også

Hjælp voldsudsatte kvinder og børn

Følg os på Facebook

Modtag nyhedsbrev

Sig ja til ca. fire årlige mails om nyt fra Danners arbejde for at stoppe vold mod kvinder og børn.