Partnerdrab kan forebygges af os alle

Vi skal erkende at partnervold og –drab ikke er individuelle, ukønnede problemer, men noget der skal håndteres på flere niveauer. Der skal ikke være tvivl om, hvad vi som samfund forventer af hinanden.
24. august 2018

Af Lisbeth Jessen, direktør i Danner. (Dette indlæg har også været bragt i Politiken 5. juli 2018).

Henover sommeren har der fokus på drab, vold og seksuelle krænkelser. DR har analyseret de seneste 25 års drabssager og giver et brugbart overblik over et underbelyst emne. Desuden har SDU og Statens Institut for Folkesundhed netop lavet en omfangsundersøgelse af vold og seksuelle krænkelser. Selvom der på nogen måder er langt fra partnerdrab til seksuelle krænkelser, så kalder begge problematikker på, at vi alle begynder at interessere os for, hvorfor kvinder i særlig grad er ofrene, når vi på papiret har et af de mest ligestillede samfund i verden.

Jeg har arbejdet med drab i politiet - alle slags drab og jeg kan huske dem alle, men særlige spor sætter sig, når det er drab i familien. Det var – og er - en kønnet kriminalitet, med kvinden som offer. Mens drab i kriminelle miljøer kan betragtes som en erhvervsrisiko, er kvindens eneste brøde at indlede en relation til en mand, der ikke respekterer ligeværd. Drab i familier omtales altid fra sag til sag, med pressens fokus på morbide detaljer og ikke som et samlet samfundsproblem. DR´s overblik viser et skræmmende omfang af partnerdrab - hvert fjerde drab er et partnerdrab - og det er i særdeleshed kvinder, der er ofre og mænd, der udøvere.

Jeg arbejdede i den hedengangne drabsafdeling i København, hvor nu afdøde Kurt Jensen var chef. Kurt var en hård hund, kendt for sine rappe replikker og dygtighed, og fordi han sov på kontoret, når der var drabssager, der skulle opklares. Drab jokede han dog aldrig med, men klemte tværtimod på med cigaretten i mundvigen, mens ordrer piskede ud af den anden mundvig. Han arbejdede med os i teamet i døgndrift, indtil sagen var løst og en gerningsmand stillet til ansvar.

Vi arbejdede fra sag til sag og tænkte ikke over mønstret, kun på at opklare sagen. Så denne analyse er også min refleksion over egen ufuldstændighed. Vi talte i de få pauser om miljøerne og om kendetegnene ved sagerne, men ikke om hvorfor det altid var kvinderne, det gik ud over - det havde vi og samfundet for længst accepteret som en præmis. Forebyggelsen fandt sted i en anden afdeling, som koncentrerede sig om de unges kriminalitet og senere, i 90’erne og frem, om radikalisering og bandemiljøernes unge på kanten af samfundet.  

I dag fylder bandekonflikter og opgør i kriminelle miljøer stadig meget i drabsstatistikkerne.  Seneste bandepakke fra Justitsministeren indeholder derfor 28 initiativer, der skal stoppe bandernes territoriale hærgen. Samtidig styrkes fokus på ofre for forbrydelser i Respektpakken. Under dette fængende navn, forsøger man politisk at genoprette respekten for individet og det fælles. En kriminalisering af psykisk vold er næste skridt i samme retning.

Men med udgangspunktet for dette indlæg, nemlig drab på kvinder, må man spørge sig selv, om vi som samfund gør nok? Gør vi nok for at genoprette respekten for individet og for kvinden? Og for at blive i banderetorikken: accepterer vi strukturelt, at nogle mænd tror kvinder er deres territorium? ”Jalousidrab” eller ”familietragedie” er bortforklaringsmodeller på noget sygt i vores samfund, der ikke kan bortforklares, uanset hvor jaloux og dominerende han er.
Det er på tide at vi få talt om, hvad der skal til for at stoppe partnerdrab i Danmark – og der er fire niveauer at tale ud fra.

 

  1. På det samfundsmæssige niveau; hvordan kan vi styrke ligeværdet mellem kønnene, når vi nu ved, at det modsatte fører til drab?
  2. I lokal- og nærmiljøerne; hvilke barrierer møder kvinder for at bryde med en voldelig partner, når vi ved, at vold fører til drab? Hvordan vi sikrer tidlig indgriben i forbindelse med udrykninger til vold i hjemmet og mistrivsel i familier?
  3. På det relationelle niveau; hvordan lærer vi unge (og ældre) om grænser og ligeværd –  med et klart signal om ikke at begå verbale krænkelser, seksuel chikane eller vold over for kærester og andre?
  4. Og på det individuelle niveau; hvordan sikrer vi, at der bliver færre voldsudøvere? Og bedre hjælp til både udsatte og udøvere, når det er gået galt?


Vi skal erkende at partnervold og –drab ikke er individuelle, ukønnede problemer, men noget der skal håndteres på flere niveauer. Der skal ikke være tvivl om, hvad vi som samfund forventer af hinanden. Vores lovgivning skal tage højde for denne problematik, og ikke fx sætte barrierer op for kvinder, så det bliver svært at forlade en voldelig partner, og de mennesker, der lever i vold skal kunne få tidlig, anonym og professionel rådgivning.

Forskning og viden skal gå hånd i hånd med politiet og kommunernes arbejde med vold i familier, og der skal sikres effektive systemer, hvor ingen indberetning overses eller negligeres.
En samlet indsats kan bryde kurven og redde liv – og vi kan spare den enkelte familie for store lidelser og samfundet for de store udgifter, som disse tragiske sager bringer med sig.