Sundt at fokusere på vores skrøbelighed
Foto: Sarah Buthmann. Blomster: Poppykalas
Hvorfor har I sagt ja til at være med?
Signe:
Jeg synes, det er et privilegium at være med til at sætte fokus på et super vigtigt emne. Jeg ved, at mange kvinder og børn desværre stadig lever et liv, som er præget af vold.
Iben:
Jeg tror på, at en større opmærksomhed kan hjælpe kvinder, der er voldudsatte til at forstå, at sådan et liv skal ingen have. Tænk sig, at 12 kvinder mister livet hvert år, fordi de bliver slået ihjel af en partner eller ekspartner - det er 12 for meget.
Læs også: Ambassadører i Red Min Søster Dy Plambeck og Geeti Amiri: Langt de fleste kvinder er meget stærkere, end de tror
Hvad kan kunsten, når det handler om et emne som vold mod kvinder?
Signe:
Jeg elsker grundideen om at “pakke" kvinder ind i det smukkeste og mest skrøbelige, der findes, nemlig friske blomster. Jeg tror, vi alle har godt af at fokusere lidt mere på vores skrøbelighed - både hos os selv og vores søstre.
Iben:
Jeg håber, de fine portrætter kan få os alle til at spærre øjnene op og reflektere. Emnet er jo ellers noget vi vender det blinde øje til, men her håber jeg, at man ikke kan lade være med at kigge.
Hvad kan vi gøre for at forebygge vold mod kvinder?
Signe:
Jeg tror, det vigtigste vi kan gøre, er at råbe højt som nu. Der er en underlig fordom om, at man sikkert selv er skyld i det. Jeg oplevede en gang, at taxachauffør prøvede at forgribe sig på mig, efter jeg var faldet i søvn i taxaen. Og min første reaktion, da jeg var kommet sikkert ud af situationen, var, at det sikkert også var min egen skyld, fordi jeg havde bare skuldre. Den fordom skal vi have fjernet. Det er aldrig nogens egen skyld at blive udsat for vold eller overgreb. Og det tror jeg vi skal sige mange gange til os selv og vores medsøstre, før det rigtig siver ind.
Hvilke ord vil du sætte på dobbeltportrættet af jer to?
Signe:
Jeg elsker det. Jeg synes, vi ligner nogle seje bad ass-damer, samtidig med at vores nøgenhed og de friske blomster signalerer, at vi er skrøbelige. Den dobbelthed holder jeg meget af.
Hvad er dit budskab til dine medsøstre?
Iben:
Jeg ved at vold kan ramme alle - både høj og lav – det er vigtigt at anerkende. Og så skal vi huske at holde af og holde øje med alle vores medsøstre.