Jeg vidste, det var med livet som indsats, hvis jeg gik fra ham

  • Laura Red min Søster
I mange år var Laura sammen med en mand, der kontrollerede hendes liv ned til sidste minut. Hun har boet hos Danner. Da hun var gået fra ham ham, frygtede hun, at han vil slå deres fælles børn ihjel.

Fortalt til Maria Brus, Femina
Foto: Sarah Buthmann. Blomster: Poppykalas

Jeg var bange for, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg gik. At den krænkelse af ham simpelthen ville være for stor. Mens vi var kærester, indviede han mig i meget detaljerede fantasier om, hvordan man begik det perfekte mord. Efterfølgende har mange omkring mig sagt, at de var virkelig bange for, at han ville slå mig ihjel.

I de mange år, vi var sammen, skulle jeg hele tiden kæmpe for at være mig selv og have mine egne tanker og have en plads. Nu er jeg nødt til at sige, at det er sådan her, det var, og det jeg oplevede, var rigtigt.


Identitet som mor

Det var kærlighed ved første blik, da vi mødte hinanden. Jeg var lige kommet ud af et andet forhold og ledte ikke efter et nyt, men hver dag i en måned kom han forbi min lejlighed og stod ude foran. Det fejede til sidst benene væk under mig.

Set i bakspejlet er det skørt og viser noget om, at han ikke respekterer andres grænser. Allerede dér var der noget, som ikke var, som det skulle være. Da vi havde kendt hinanden i 14 dage, tilbød han at passe min datter, så jeg kunne komme i fitness, fordi jeg var for tyk.

Det lyder forkert nu, men dengang var det fantastisk. Vi var superforelskede.

Jeg blev ret hurtigt gravid, og at være mor blev en stor identitet for mig. Han præsenterede mig som denne her fantastiske kvinde, som kunne tilsidesætte sine egne behov for børnene. Jeg var hjemme hele tiden med børnene. Jeg er taknemmelig for de børn, vi har, men de var også et slags redskab for ham til at låse mig tæt på ham i hjemmet.

Han var meget jaloux på mit arbejde, og han ringede og ringede. Han begyndte at kontrollere min tid, og jeg var altid stresset, fordi jeg skulle hjem så hurtigt som muligt.

Vi fik endnu et barn sammen, og da jeg skulle begynde på arbejde igen, gik det slet ikke. Så blev jeg dagplejemor, så jeg kunne være hjemme, og der var ro på.
 

”Tabte” børnene

Han lavede skemaer for min tid, fordi han mente, jeg var for dum til selv at administrere den. Så havde jeg for eksempel 45 minutter til at gøre stuen ren. Han skrev indkøbslister til mig, der var struktureret efter den butik, jeg skulle handle i. Jeg kunne ikke engang gå frit i forretningerne. Jeg så ikke det, han gjorde, som psykisk vold. Jeg så mig selv som en meget stærk kvinde med en kompliceret mand.

Han har aldrig slået børnene. Men han gjorde tit noget, der gjorde ondt på dem, og så sagde han altid: ”Det har du misforstået, Laura.” Hvis de gjorde noget, de ikke måtte, bar han dem op ad trappen i armen og ”tabte” dem. Hvis de græd, holdt han dem for munden, for støj i hjemmet var vold mod ham.

Han lukkede sig inde på deres værelser med dem i timevis, og så skulle de erkende, hvad de havde gjort forkert. Det var aldrig nok at sige undskyld. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det blev altid vendt til, at det var mig, der havde gjort noget forkert. Diskussionerne tog timevis, og jeg måtte ikke gå i seng, før jeg indrømmede, at jeg havde krænket ham.

Engang var vi på en legeplads, hvor vores ene søn havde sparket ud efter et andet barn. Min kæreste tog fat i ham, smed ham på jorden og lagde sig oven på ham. Han bemærkede slet ikke, at alle andre var chokerede.

Jeg blev vant til at være i tvivl om, hvorvidt det, jeg så, var rigtigt.

Til en fødselsdag trak han stolen væk under vores søn, så han faldt på gulvet. Han sagde, det var et uheld, og at det var mig, der overdramatiserede. Jeg blev vant til at være i tvivl om, hvorvidt det, jeg så, var rigtigt.

Jeg troede ikke på, at jeg kunne komme ud af forholdet. Jeg vidste, det ville blive en krig, hvis vi var skilt. Jeg tænkte også, at børnene ikke kunne tåle at være alene med ham i syv dage. Så var det bedre, jeg i det mindste var der.

Det er forfærdeligt at sige det her, men allerede da jeg var gravid første gang, håbede jeg, at han blev kørt ned. Jeg tænkte, det var den eneste måde, jeg kunne komme ud på.

På samme tid var jeg vildt forelsket i ham og følte mig som det heldigste menneske i verden. Han var smuk og klog, og vi kunne grine fra morgen til aften. Der er ikke nogen, jeg har haft det så sjovt med.

Stop Kvindedrab! 

I Danmark bliver cirka 12 kvinder hvert år slået ihjel af deres partner eller tidligere partner. Det svarer til en kvinde om måneden et sted i Danmark.

Skriv under, og hjælp Danner med at sætte kvindedrab på den politiske dagsorden for at stoppe det. 

12 kvindedrab om året er 12 for mange! 

Ressourcestærk på overfladen

Kontrollen og dominansen eskalerede, når vi var ude. Han blev mere voldsom og nedladende over for mig, og han kunne finde på at sige til gæster, at de ikke skulle lytte til mig. Det var pinligt for alle.

Uanset hvor umulig han var, blev min familie ved med at være tæt på os, og de blev ved med at invitere os. Det betød enormt meget.

To år inden jeg gik, begyndte jeg at sige, at jeg ville skilles. Han ville ikke acceptere det. Så kontaktede jeg kommunen i smug for at få hjælp. Udadtil var vi en vildt velfungerende og ressourcestærk familie.  Han var politisk aktiv, vi havde nogle velfungerende børn. Det gjorde det svært at bede om hjælp. Hver gang sagde kommunen, at jeg måtte bede ham om at flytte. Det kunne jeg jo ikke. Derudover skulle jeg altid tage 14 dages tilløb til at ringe til dem, fordi jeg skulle finde et tidspunkt, hvor han ikke opdagede det.

Jeg følte, jeg forsøgte at svømme ind til en kant, og så var der ingen, der hjalp mig op. Jeg anede ikke, det kunne være psykisk vold, og jeg vidste intet om krisecentre. Kommunen skulle have inviteret mig ind, så jeg kunne folde det ud.

I deres øjne var var jeg for ressourcestærk til at få hjælp med at finde en bolig, så i desperation købte jeg en kolonihave tæt på børnenes skole. Jeg vækkede dem tidligt en morgen, og så satte vi soveposer bag på cyklerne og cyklede hen til kolonihavehuset.

Han havde sagt, at han ikke ville overleve det, hvis jeg gik. Han havde flere gange truet med at begå selvmord, hvis jeg forlod ham. Da jeg gik fra ham, vidste jeg, at det var med livet som indsats.


Systemet så det ikke

Engang da han havde været til børnefødselsdag hos os i kolonihaven, ville han ikke gå igen. Da politiet kom, bebrejdede de mig og sagde, at så måtte jeg jo lade være med at invitere ham indenfor, og at det var for dumt af mig.

Myndighederne var ude ved os flere gange for at tvangsindlægge ham, fordi han havde truet med at begå selvmord, og en af politimændene sagde, at jeg skulle have noget hjælp. Jeg anede bare ikke, hvad han mente. Den psykiater, der tvangsindlagde ham, ringede flere gange efterfølgende og sagde, at jeg skulle have hjælp. Jeg vidste ikke eller var ikke i stand til at forstå, hvad det ord betød, ”hjælp”. De skulle have været helt konkrete og sagt til mig, at jeg skulle ringe til et krisecenter. Det er ikke sikkert, jeg havde gjort det første gang, men med tiden. Jeg ville ønske, det var blevet sagt højt til mig, at jeg var udsat for vold.

Det hele kulminerede, et års tid efter jeg var gået, da han havde børnene med på ferie. Han ringede en morgen fra ferien og sagde, at han havde det rigtig dårligt, og at han havde lyst til at køre ud over en skrænt. Jeg sagde alt det, han gerne ville høre: ”Jeg elsker dig, jeg glæder mig, til vi skal flytte sammen igen.” Jeg lovede ham alt muligt. Han blev ved med at holde mig på pinebænken hele ferien og sige, at han ikke havde noget at leve for.

Da de kom hjem, virkede han mere rolig, og jeg sagde, at vi ikke skulle være sammen igen. Det gik godt nok nemt, tænkte jeg. Ugen efter skulle jeg aflevere børnene, og der viste han mig tre plancher med fremtidsscenarier. Det ene var, at han flyttede hen til mig og børnene, de to andre var, at han flyttede langt væk til en ø med børnene. Han sagde også, at det med at køre ud over en skrænt var helt misforstået.

Jeg tænkte bare: ”Du er færdig med at true og manipulere mig” og fortalte ham, at vi ikke skulle flytte sammen igen. Så sagde han: ”Det bliver enden på det hele, og det ved du også godt.” Da jeg spurgte, hvad det betød, gentog han bare, at det vidste jeg udmærket godt, og nu skulle jeg sige farvel til børnene. Han skubbede mig rundt, og så åbnede han et skab, hvor der stod en del engangsgriller. Min eksmand hader at grille. Et par måneder inden havde en af vores bekendte begået selvmord ved at fylde sin lejlighed med engangsgriller og lave kulilteforgiftning.

Jeg spurgte, hvad han skulle med alle de griller, og han sagde, at det skulle jeg ikke blande mig i. Så skubbede han mig ud og låste døren.

Jeg ringede til politiet og sagde, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. De kom i hold, og til sidst var de seks betjente, der talte med ham gennem døren. Han sagde, at han ingen engangsgriller havde, for han hadede at grille.

Imens var en af betjentene gået rundt om huset og kunne se, at alle engangsgrillene var sat op. Min eksmand rullede gardinerne for og begyndte at spille høj musik. Det endte med, at de stormede huset og kom ud med børnene. Der sagde en af betjentene til mig, at vi skulle på krisecenter. Det var først der, det gik op for mig.

Jeg ringede rundt hele natten. Der var ingen, der havde plads. Til sidst ringede jeg til Danner igen, og vi fik lov til at komme derind i et slags depotrum. Samme nat blev jeg afhørt over telefonen af politiet. De sigtede ham for forsøg på tredobbelt manddrab, men sagen blev henlagt.


Retraumatiseret

Han blev ikke dømt. Han forklarede, at han gerne ville grille og ikke vidste, at man ikke kunne grille indenfor. Samtidig startede hele efterspillet med børnene. En uge efter jeg kom på krisecenter, sad jeg til et familieterapeutisk møde sammen med ham. Sagsbehandleren sagde, at vi skulle starte med at sige noget pænt til hinanden. Der blev jeg vred, og jeg sagde: ”Prøv lige at høre her: Jeg er forurettet i en voldssag. Det er en uge siden, seks betjente stormede huset og hentede mine børn.”

Hvis det var en fremmed, der havde truet med at slå mine børn ihjel, havde de jo ikke bedt mig sige noget pænt til ham. Der er en forventning om, at man skal samarbejde, når man har børn, og det er fuldstændig retraumatiserende. Jeg er bange, hver gang jeg ser ham. Når vi skal i retten, kaster jeg op hele morgenen. Der er virkelig mange i systemet, der ikke har forstået, hvor udsat jeg var. Og som er blevet charmeret af min eksmand.

Børnene har ikke set ham siden den aften. Han har opsøgt dem en gang, hvor jeg tilkaldte politiet. En aften, da jeg gik hjem fra arbejde, fik jeg pludselig en fornemmelse af nogen bag mig. Da jeg vendte mig om, stod han der i sort tøj og sagde, at han kiggede på huse i nærheden.

Han vil gerne have almindeligt samvær med børnene, men det tør jeg ikke. Han er så tilpas narcissistisk, at han ikke regner andres liv for noget. De vil egentlig gerne se ham og har selv foreslået en gang hvert halve år. Det er mærkeligt for dem at have en far, som ikke er død, men som ikke er der.

Mens vi var sammen, havde jeg en følelse af, at det, der var mig, blev mindre og mindre. Det er så flovt at blive skældt ud og ydmyget foran andre. Bagefter har jeg haft behov for at rejse mig op i min fulde højde. Jeg er nødt til at stå ved mig selv og ikke skamme mig.


Laura er ikke kvindens rigtige navn. Hun er anonym af hensyn til hendes sikkerhed. Hun har boet på Danners krisecenter.

Lauras eksmand blev ikke dømt for forsøg på manddrab. De har en samværssag kørende om børnene. 


Gå til oversigten, på Red Min Søsters hovedside, for at se de øvrige billeder og læse de fem voldsoverleveres og deres medsøstres personlige fortællinger, om enten at have levet med vold eller at være en offentlig stemme imod den.
Red Min Søster er en fotoudstilling, der vil gøre det til en fælles sag at stoppe vold mod kvinder i hjemmet. Derfor er vi glade for, at også medierne fortæller om Red Min Søster. Her kan du se alle medieomtalerne!
Skaberne af de otte smukke kunstværker er fotograf Sarah Buthmann og blomsterdesigner Poppykalas. De har været en vigtig drivkraft for at projektet kunne lykkes. Tak til alle, som har gjort det muligt at realisere Red Min Søster.