Jeg kiggede op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig”

  • Red Min Soester - Matilde
Matilde var sammen med sin ekskæreste i et år, inden han forsøgte at kvæle hende. Selvom hun blev suget længere og længere ind i forholdet, forlod hendes venner hende aldrig: ”Det betød meget for, at jeg kom ud af forholdet.”


Fortalt til Maria Brus, Femina
Foto: Sarah Buthmann. Blomster: Poppykalas


Jeg mødte min kæreste på Tinder. Det var meget intenst i starten, han var kæk og på, og jeg blev hurtigt fænget. Hans øjne borede sig ind i mig, og jeg følte ikke, at han så andre end mig i rummet. Nu kan jeg se, at forholdet var intenst – men ikke intimt. 

En dag skulle jeg holde fødselsdag for mine venner, og den morgen bragte han et tidligere skænderi op og var ved at pakke sine ting og smutte. 20 minutter inden de skulle komme, ombestemte han sig og gik i gang med at dække bord og pynte op. Så var han rigtig sød, mens alle var der, men så snart folk var gået, ville han ikke tale med mig mere. Dér startede det sceneskift med massiv kærlighed og afstraffelse, som varede resten af vores forhold. Jeg har aldrig oplevet et menneske, der kunne gå fra at true, slå op, ignorere mig – og så skifte til at kærlighedsbombe mig på et splitsekund. 

Han var med til at plante en idé om, at jeg skulle skifte job til hans arbejde. Det intensiverede den psykiske vold, for hans mulighed for at kontrollere mig blev større. 

Da vi havde været sammen et års tid, skulle vi til et arbejdsarrangement med overnatning. Han ville ikke tale med mig, fordi vi skulle holde privatliv og arbejdsliv adskilt. Det var enormt svært for mig, fordi jeg havde været på den arbejdsplads i så kort tid, og al den tid havde han sagt, at folk ikke kunne lide mig. 

Men da jeg stod og klædte om på mit hotelværelse om aftenen, skiftede jeg attitude over for det hele. Og så var jeg den gamle mig, der snakkede med gud og hvermand. 
På et tidspunkt lagde en af mine mandlige kollegaer sin hånd på min arm, og det så han. Han smilede bare lumsk til mig, og jeg vidste med det samme, at dén episode ville give anledning til en ny konflikt med ham.

Sidst på aftenen spurgte jeg ham, om vi ikke kunne gå ud at snakke. Vi fandt en afkrog, og han begyndte at fortælle mig, hvor stor en luder jeg havde været på det dansegulv, og hvor meget jeg havde lagt an på gud og hvermand. Han fortalte mig om alle hans tidligere sexpartnere og en model, han havde været sammen med. Det stak i alle retninger. På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde: ”Nu stopper du, jeg vil ikke høre mere.” Så sparkede han mig tre gange i maven og sagde: ”Din mave er fyldt med kræft, held og lykke med at få børn.” Jeg har haft celleforandringer i underlivet, og jeg har siden kæmpet med at slippe det, han sagde. 

Han begyndte at fortælle mig, hvor stor en luder jeg havde været på det dansegulv.

Vi gik op på hans hotelværelse, og han lagde sig i sengen. I lang tid har jeg kæmpet med at tilgive mig selv for, at jeg fulgte med ham efter sparkene. Lige indtil en læge fortalte mig, at det er ganske normalt, at der går lang tid, før hjernen registrerer, hvad ens krop har været udsat for. På værelset tog jeg mit tøj af, så jeg kun havde undertøj på, satte mig i sengen og konfronterede ham med, at han havde sparket mig.

Dér slog det klik. Først lagde han sig over mig, så tog han fat om mine håndled, vred dem om og tvang dem op på min hals. Jeg frøs fuldstændig fast til sengen, mens han trykkede mine egne håndled ind mod min strube. Jeg kiggede op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.”

Han tog fat i mine ben, hev mig ned ad sengen og skubbede mig over i dørkarmen. Han kylede alle mine ting ud på gangen, og så stod jeg dér klokken halv fem om morgenen i undertøj.
Da jeg kom tilbage til byen næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg vidste, at hvis jeg ikke delte det med nogen, ville jeg ende tilbage ved ham igen. I lang tid troede jeg, at det var svagt, at jeg ikke kunne klare det selv, men jeg har fundet ud af, at det var et stærkt tegn, at jeg rakte ud. Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde godt vidste, var hamrende forkert. Og jeg var bange. 

12 kvinder

Så mange bliver i gennemsnit slået ihjel om året af deres partner eller tidligere partner i Danmark.

Flertallet af kvinder, der bliver dræbt, bliver dræbt af deres partner eller ekspartner.

I projektet Red Min Søster sætter vi sammen med Femina fokus på kvindedrab.

Vi både kan og skal vi blive bedre til at forebygge disse drab.

For 12 kvindedrab om året er 12 for mange.

Jeg tænkte, at hvis han kunne gøre det på et sted med 200 kollegaer til stede, hvad kan der så ikke ske derhjemme.

Efter overfaldet blev jeg sygemeldt på ubestemt tid, og min nærmeste chef var virkelig god. Jeg valgte selv at fortælle mit arbejde, hvad der var sket, for jeg kunne hurtigt se, at der ville gå lang tid, før jeg kunne gå på arbejde igen. Desværre bar deres håndtering præg af, at det – heldigvis – ikke er hver dag, en arbejdsgiver bliver konfronteret med en sag som min. Jeg følte ikke, at de lyttede til mig eller mødte mig dér, hvor jeg var på det tidspunkt. Det gav mig en ny følelse af magtesløshed og håbløshed, og i lang tid var jeg ked af det og vred på dem. 

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det har været en svær sag for dem, fordi vi begge arbejdede der. Men jeg håber, de har lært noget. Første skridt til at håndtere sådan en situation ordentligt er jo at vide, hvad vold og psykisk vold er. Hvis der havde været en politik på arbejdspladsen om de her ting, så havde arbejdspladsen formentlig bedre vidst, hvordan de burde have håndteret situationen over for mig, og jeg ville også bedre have vidst, hvad mine muligheder var. 

Mine venner slog ring om mig efter det og var der med alt, hvad jeg havde brug for. Jeg kom også til samtale på Danner. 

I månederne efter turde jeg ikke gå rundt i gaderne i København, jeg var skrækslagen. Men da nedlukningen kom sidste forår, tog jeg ud på det sted, hvor han havde forsøgt at kvæle mig. Jeg gik rundt de steder, hvor det skete. Det føltes på én gang, som om det var et andet liv, og på den anden side stod det hele jo stadig lysende klart. 

Mine venner og min familie skubbede mig aldrig væk, og det betød meget for, at jeg kom ud af forholdet.
Der er en forestilling om, at vold og social kontrol kun foregår i visse etniske miljøer, men både min ekskæreste og jeg er hvide, højtuddannede og med gode jobs. Folk opfatter mig som direkte og sjov, kompetent og som én, der ikke tager noget bullshit. Og sådan opfatter jeg også mig selv. Men social kontrol og dynamikken mellem skiftevis vold og kærlighed foregår i alle lag. Jeg var også en af dem.


Matilde er 29 år gammel. Matilde er ikke hendes rigtige navn. Hun har ønsket at være anonym af hensyn til hendes nuværende og tidligere arbejdsplads og hendes ekskæreste.


Gå til oversigten, på Red Min Søsters hovedside, for at se de øvrige billeder og læse de fem voldsoverleveres og deres medsøstres personlige fortællinger, om enten at have levet med vold eller at være en offentlig stemme imod den.
Red Min Søster er en fotoudstilling, der vil gøre det til en fælles sag at stoppe vold mod kvinder i hjemmet. Derfor er vi glade for, at også medierne fortæller om Red Min Søster. Her kan du se alle medieomtalerne!
Skaberne af de otte smukke kunstværker er fotograf Sarah Buthmann og blomsterdesigner Poppykalas. De har været en vigtig drivkraft for at projektet kunne lykkes. Tak til alle, som har gjort det muligt at realisere Red Min Søster.