2 del: Den dømmende hersker


Af Evelina Gold, Danner


“Hvordan overlever hun at blive brudt ned hver evig eneste dag?”, blev Sofie ved med at tænke. Hun var den eneste, der kendte til omfanget af den psykiske vold, som hendes svoger udsatte hendes søster Anne for. Men af frygt for at bryde Annes fortrolighed, kunne hun ikke dele hemmeligheden med nogen. Ikke engang deres mor. Og det sled voldsomt på hende.

En dag, da Annes mand Tom var taget på ferie med deres toårige datter, brød Anne grædende sammen og betroede Sofie, at hun havde mødt en anden mand. Han var stormende forelsket i Anne, og hun havde også fået følelser for ham.

“Lige der faldt tiøren for mig. Det var derfor, hun kunne holde ud at bo sammen med Tom! Hun var så skamfuld, at hun næsten ikke kunne få det sagt. Men jeg tænkte, at Tom fandeme selv var ude om det,” fortæller Sofie.

Der gik nogle måneder, hvor Anne syntes ude af stand til at handle eller træffe en beslutning, men i december skete der noget. Anne havde gjort det forbi med den mand, som hun havde en affære med og besluttet sig for at vælge familien. Det gik hun hjem og fortalte Tom. 

“Og så stak det hele af,” siger Sofie.

 

Pårørende fortæller Anne og Toms forhold begyndte som en stor forelskelse, men udviklede sig til et spil, hvor Tom udøvede kontrol og psykisk vold. Det gik også ud over Annes familie, som følte sig rådvilde og utilstrækkelige. Til sidst blev Danners krisecenter deres redning. I denne serie på tre artikler fortæller Annes søster og mor om deres svære situation, som selv de mest ressourcestærke pårørende til en voldsudsat kvinde kan havne i.

Læs 3. del: Danner blev redningen

Læs 1. del: Den slagt sker jo ikke i vores familie

Djævleyngel

Tom smed Anne ud af deres lejlighed og beholdt deres lille datter Lea, uden at Anne kunne gøre noget. Da Anne ringede på hos Sofie, rystede hun af angst.

“Hun turde ikke tage hjem og hente Lea, fordi hun var bange for, hvad han kunne finde på, når hans adfærd var så uforudsigelig og ustabil. Den aften forlangte han, at Anne skulle gennemgå et renselsesritual, så hun kunne blive ren nok til igen at komme ind i deres hjem. Eller hun skulle sige ja til at sælge alt og rejse verden rundt i en rugbrødsvogn, hvis hun virkelig ville familien,” fortæller Sofie.

Selv om Anne igen og igen forsikrede Tom om, at barnet i hendes mave var hans, kaldte han det for djævleyngel og krævede det bortadopteret. Eller også kunne hun bare beholde djævleynglet, mens han beholdt Lea, sagde han.

“Jeg kunne mærke, at hele situationen var fuldstændigt ude af kontrol,” siger Sofie.

“Jeg sagde til Anne, at vi blev nødt til at involvere vores forældre. Det her kunne vi ikke stå med alene.”

Tom forlangte, at Anne, Sofie og deres forældre skulle møde op til et familieråd. Så da deres forældre, Liselotte og Claus, dagen efter landede i Kastrup efter en ferie, hentede søstrene dem i lufthavnen.

“Jeg kan huske, hvor lettet jeg var, da vi kørte hjem til dem fra lufthavnen. Nu skulle jeg ikke gå og dække over det mere. I første omgang fortalte Anne dem bare, at hun havde været utro og var blevet smidt ud hjemmefra. Så de forstod ikke situationens alvor. De vidste jo ikke, hvor langt ude Tom var. Men jeg var alligevel så lettet. Stadig bange og vred, men lettet. Nu var vi i det mindste flere, der kunne prøve at finde ud af, hvad fanden vi skulle gøre,” husker Sofie.


Et vanvittigt familieråd

Stemningen var højspændt, da de alle mødte op i Toms og Annes lejlighed og satte sig rundt om spisebordet næste dag.

“Jeg har aldrig set hans øjne sådan før. Han lignede en sindssyg. Jeg blev faktisk bange for ham,” siger Liselotte, der ellers ikke virker som typen, der er let at kyse.

“Og Anne, hun havde bare lukket ned,” tilføjer Sofie.

“Hun sad bare der med et helt tomt blik. Og sådan fortsatte det egentlig derfra.”

Tom var meget direkte. “Se på jeres datter! Se, hvad hun har gjort!” blev han ved. Liselotte og Claus var dårlige forældre, mente han. For hvis de havde opdraget Anne ordentligt, ville hun ikke have været utro. De skulle fordømme Anne og rådgive om, hvad de skulle gøre som par, krævede han.

“Ved du hvad? Anne er 37 år. I Danmark er man ansvarlig for sit eget liv, når man er 18,” svarede Liselotte og fortsatte:
“Og jeg er ikke nogen dårlig mor! Jeg kan være uenig i Annes handlinger, men jeg vil aldrig fordømme hende. Hun vil altid være min datter.” Sådan sagde jeg til ham, og så begyndte jeg at græde. Lige pludselig. Jeg gik ud på toilettet, og Anne kom ud til mig og sagde: “Hvor er jeg glad for, at du så de øjne, mor! At I kan se, hvad jeg er udsat for. Og hvor er det godt, at du siger fra!”

Det absurde familieråd blev ved og kørte i ring. Det var stort set kun Tom, der talte. Lige indtil Claus tog bladet fra munden. Han havde skrevet alt, hvad der var blevet sagt ned og begyndte at spørge ind til det, punkt for punkt. Men Tom kunne ikke svare på noget af det.

“Og så slog Tom helt om og lignende en skoledreng, der var blevet pisket. Nu ville han have vores sympati frem for at være den dømmende hersker. Det var som om, han pludselig var krympet,” fortæller Liselotte.

“Men jeg vidste jo godt, at så snart vi gik ud af døren, og han igen var alene med Anne, ville han ikke være den ydmyge part længere,” siger Sofie.


Zombie

Efter familierådet gav Tom sin tilladelse til, at Anne kunne flytte hjem igen. De skulle arbejde på at redde deres forhold, blev aftalen.

Ugen efter var det Annes fødselsdag, og Liselotte og Claus inviterede på lagkage. I den uge, der var gået, havde de desperat gået og tænkt over, hvad de skulle gøre. Hvordan kunne de få deres datter væk fra Tom? Hvordan kunne de hjælpe hende bedst?

Rådvild havde Liselotte søgt på nettet, var faldet over nummeret til Psykiatrifondens pårørendetelefon og havde ringet op. Hun nåede ikke at fortælle ret meget, før kvinden i den anden ende sagde: “Hun skal væk fra ham, og det kan ikke gå hurtigt nok.” Og så nævnte hun Danner.

Til fødselsdagen sad Anne og Tom ved siden af hinanden i sofaen og spillede lykkeligt par.

“Der var en super mærkelig stemning. Tom sad og aede Anne på armen, mens hun sad der højgravid, udmattet, med et fuldstændigt tomt blik og et påklistret smil og sagde, at det gik godt mellem dem. Hun lignede en zombie. Senere fortalte Anne mig, at han havde krævet, at de skulle virke, som om de havde det godt sammen,” siger Sofie.

“Tom spurgte mig, om jeg kunne tilgive ham for, at han havde fået mig til at græde ugen inden,” fortæller Liselotte.

“Hvis jeg svarede nej, ville han blive vred igen. Så jeg løj og sagde ja. Jeg sagde også, at han skulle have noget hjælp. Og det skulle Anne også. Det var ikke Anne, der sad der. Jeg har senere spurgt hende, om hun kan huske, hvad der skete. Det kan hun overhovedet ikke.”

Den dag gik Tom med til at lade Anne og Lea blive boende hos hendes forældre i noget tid. Og dagen efter tog Liselotte med op til Annes læge.

“Du skal væk fra ham med det samme!” sagde lægen og skrev en henvisning til en psykolog.

Kontakt os!