3. del: Danner blev redningen

Sofie havde længe gået og skjult det kaos, der var i hendes liv. Læs 3. og sidste del af Sofies historie.


Af Evelina Gold, Danner


Sofie blev ringet op, mens hun var på arbejde den dag. Det var hendes mor, Liselotte.

Der var gået nogle dage, siden hendes søster Anne var flyttet ind hos deres forældre sammen med hendes toårige datter, Lea. Efter flere hændelser, hvor også familien havde set hendes mand være dominerende, manipulerende og uforudsigelig var han gået med til at trække sig fra parforholdet i noget tid, mens både han og Anne fik noget hjælp.

Men nu ville han pludselig have Anne hjem. Han havde ringet og sagt, at han ikke kunne sove. Han kunne ikke leve uden hende. Han var ingenting uden hende, tryglede han. Og selv om Anne ikke havde flere kræfter tilbage, følte hun, at hun burde tage hjem til ham.

Der skulle gøres noget hurtigt.

Sofie havde længe gået og skjult det kaos, der var i hendes liv. Hun havde taget fri fra arbejde på skæve tidspunkter for at være hos sin søster. Hun havde ofte sneget sig ud i omklædningsrummet for at tale i telefon med hende midt på dagen. Men nu gik hun ind til sin chef og lagde kortene på bordet. Han gav hende fri med det samme.

Hun kørte ud til sine forældre og satte sig ved siden af sin søster. Sammen ringede de til Danners krisecenter.

“De sagde, at vi bare skulle komme forbi til en snak og en kop kaffe. Vores mor tog med Anne, mens jeg blev i lejligheden sammen med vores far for at passe Lea. Min far var rystet. Det var en fuldstændigt surrealistisk situation, at hans datter var på vej ud til et krisecenter. Sådan havde vi det allesammen,” fortæller Sofie.

Anne og Toms forhold begyndte som en stor forelskelse, men udviklede sig til et spil, hvor Tom udøvede kontrol og psykisk vold. Det gik også ud over Annes familie, som følte sig rådvilde og utilstrækkelige. Til sidst blev Danners krisecenter deres redning. I denne serie på tre artikler fortæller Annes søster og mor om deres svære situation, som selv de mest ressourcestærke pårørende til en voldsudsat kvinde kan havne i.

Læs 1. del: Den slags sker jo ikke i vores familie

Læs 2. del: Den dømmende hersker


Tog beslutningen for hende

Det var december, og der var pyntet hyggeligt op til jul i Danners reception. Og helt usædvanligt var der lige netop dén dag et ledigt værelse. Anne havde svært ved at forstå, hvad hun skulle med det værelse, men lod sig overtale til at gå op og se på det.

“Hun var helt fra snøvsen. Men så fik hun øje på køjesengen og spurgte, om jeg måtte overnatte der sammen med hende. Det måtte jeg gerne. Og jeg skyndte mig at foreslå, at vi kunne lade som om, vi var i sommerhus. Det gik hun med til. På den måde tog jeg jo nærmest beslutningen for hende. Men det var et fantastisk held, at hun fik den krisecenterplads,” siger Liselotte.

Da Anne havde været der en nat, blev hun overtalt til at blive i en uge. Og Sofie flyttede ind sammen med hende, mens Lea blev passet hos sine bedsteforældre.

“Anne turde ikke være alene om natten, så jeg sov i overkøjen, tog på arbejde og kom tilbage, når jeg havde fri. Vi fik startet et strikketøj op til hende, og så sad hun helt zombieagtig og kiggede ind i en væg og strikkede. Vi lavede også noget søsterhygge, ligesom dengang vi var børn. Men vi så ikke tv, for det kunne hun ikke. Det var en af Toms regler, fordi de skulle være sådan nogle overmennesker, der kun hørte klassisk musik og læste store romaner,” fortæller Sofie.


Kunne ikke have klaret det selv

“Hun fik hjælp med det samme, og det var fantastisk!” siger Liselotte.

“Der gik jo ikke lang tid, før det gik op for os, at Danner ikke bare er et krisecenter, hvor man kommer væk fra sin mand. Det er al den støtte, man får. Vi var jo paniske og ville bare have hende væk. Vi ville have, at hun skulle blive skilt i en fart. Men det kunne hun jo slet ikke kapere. Og den slags ved fagfolk. De havde virkelig et tag på hende og gav hende tid. “Du skal ikke tage stilling til noget i dag,” sagde de.”

Sådan gik dagene. Ud over at overnatte tog Sofie ofte fri fra arbejde for at være hos Anne. Lille Lea boede på skift på Danner og hos sine bedsteforældre. Hun var blevet sværere at håndtere efter de mange omvæltninger. 

En lille måned efter indkvarteringen på Danner gik Anne i fødsel.

“Det var en super hård fødsel, men det værste var, at jeg kunne se på Anne, at hun blev ked af det, fordi det ikke var Tom, der var hos hende. Hun havde mig, men det var jo ikke sådan, hun havde forestillet sig sit liv. Det var virkelig hårdt at være der og se, hvordan hun begyndte at græde og nærmest var ved at give op under fødslen,” siger Sofie.

Krisecenteropholdet gav forståelse fra omverdenen og betød blandt andet, at Anne og Sofie kunne blive på hospitalets patienthotel i en uge. Anne gik stadig rundt i en tåge og var ikke klar til at se realiteterne i øjnene.

“Det er jo også det, de professionelle siger - at det tager lang tid. Som pårørende ville vi bare høre hende sige, at hun ville skilles og komme videre. Men det er slet ikke den måde, man skal håndtere det på. Det ved vi nu,” siger Liselotte og fortsætter:

“Vi er så dybt, dybt taknemmelige for al den hjælp, Anne har fået hos Danner. Min mand og jeg taler tit om, hvad vi skulle have gjort uden. Vi er jo en familie med ressourcer - det er ikke alle, der har forældre og søskende til at hjælpe og støtte. Men vi kunne simpelthen ikke have klaret det selv. Vi ville være brændt ud. Det var langt over vores kapacitet. Vi vidste vitterligt ikke, hvad vi skulle gøre, nogen af os. Men her var der en fantastisk ro. Her var der psykologer, socialrådgivere, pædagoger til børnene, jordemor, jurister. Der var hele tiden nogen, der var der for Anne. Det er fantastisk,” siger Liselotte.


Vreden har fyldt mest

Langsomt vendte Anne tilbage til virkeligheden og blev gradvist mere nærværende. Hun fik sat skilsmissen i gang, hvilket Tom accepterede, og begyndte at få kræfter til at have begge sine børn hos sig. Efter fire en halv måned på Danners krisecenter kunne hun tage hjem til lejligheden, som Tom var flyttet fra, og komme videre med sit liv.

“Det er imponerende, hvor godt hun klarer det, når man tænker på, at det kun er lidt over et år siden, hun var helt apatisk og boede på krisecenter. Hun har også været hjulpet godt på vej med psykologsamtaler og en efterværnsgruppe, som hun er helt vildt glad for, med kvinder, der har været i samme situation. Det er imponerende, hvad man har kunnet gøre på så kort tid. Også selv om det føltes som evigheder, da vi var i det. Det føles, som om jeg er blevet ti år ældre på de måneder, hun boede på Danner,” siger Sofie. 

For hende har vreden været det, der har fyldt mest. Det er kun et par måneder siden, at hun er begyndt at kunne give slip på den.

“Dengang, de skulle giftes, bad Tom symbolsk om hendes hånd og spurgte mig, om jeg kunne godkende deres ægteskab. Og jeg sagde: “Ja, hvis du vil love at passe godt på min søster og børnene”. Men det gjorde han jo ikke! Og jeg bliver så vred, når jeg tænker tilbage på det. Han lovede jo! Han lovede at være god ved min søster!” siger hun.


Vil lytte til mavefornemmelsen

Anne kæmper stadig med den usikkerhed, der før var så atypisk for hende. Men hun er tilbage på sit arbejde som forsker, har fået en ny kæreste, og både livet som delemor og samværsordningen med Tom fungerer. Men indimellem, når hun møder Tom, kan hun stadig godt sørge over, at hendes familieliv ikke blev, som hun ønskede det.

“Nu hvor Tom virker meget mere normal, spørger hun mig ind imellem, om det virkelig var så slemt. Og så sørger for at trække helt konkrete situationer frem, som hendes hjerne gerne vil glemme. Det er vigtigt at holde hende kærligt, men fast på det. Vi skal ikke have, at hun kommer ind i det spind igen. Men det er jeg egentlig ikke bange for mere. Med den viden, vi har fået om psykisk vold, vil jeg også lytte til min mavefornemmelse på en helt anden måde, hvis det skulle ske igen,” siger Sofie, og Liselotte tilføjer:

“Jeg havde jo en mavefornemmelse om, at det ikke gik godt i deres ægteskab, men jeg har slet ikke kendt omfanget. Anne glattede så meget ud, og jeg ville heller ikke presse på og splitte et ægtepar. Det kan jeg godt have dårlig samvittighed over i dag. Det var et chok at finde ud af, hvad der foregik.”


En anden tilgang til livet

De glæder sig begge over, at psykisk vold nu er blevet gjort strafbart. Også selv om de ikke tror, at ret mange vil blive dømt - det er svært at føre bevis for den slags. Men det vigtigste er også at sætte psykisk vold på dagsordenen, så tabuet kan blive mindre, og flest muligt kan få den viden, det kræver at gribe ind på den rigtige måde.

Livet er så småt kommet igang igen efter at have været sat på stand by. Ingen i familien er helt de samme, som de var før. På godt og ondt.

“Jeg har fået en lidt anden tilgang til mange ting i mit liv efter alt det her. Især til karriere. Jeg har fået et andet fokus. Det er min familie, venner og det nære, der er det vigtige, frem for at arbejde en masse og gøre karriere, som jeg nok ellers ubevidst var på vej til,” siger Sofie og fortsætter:

“I kølvandet på alt det, der skete, har jeg også haft en hård periode, hvor jeg har skullet bearbejde hele oplevelsen. Mens det stod på, skete der så meget, at der ikke var tid til at stoppe op og finde ud af, hvordan jeg selv havde det. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv. Men det syntes jeg ikke, der var tid til. Det ville jeg tage hånd om, når det hele engang var overstået, sagde jeg. Det gør jeg så nu.”

“Jeg vil også sige, at vi er kommet tættere på hinanden som familie. Også på Anne og børnene,” tilføjer Liselotte, og Sofie nikker.

“Ja, hun har ikke det der filter længere. Og vi to kan også tale åbent, fordi jeg ikke behøver at holde en distance til dig for at holde på en stor hemmelighed.”

Kontakt os 

Storkøbenhavn 
Tlf.: 33 33 00 47 (døgnåben)
Mail: sigdettilnogen@danner.dk

Ringsted
Tlf.: 51 72 11 27
Mail: ps@ringsted-krisecenter.dk

Randers
Tlf.: 23 99 58 37 / 23 99 58 35
Mail: sig-det-til-nogen@randers.dk

Kolding
Tlf.: 75 53 17 81
Mail: sigdettilnogen@koldingkrisecenter.dk

Holstebro 
Tlf.: 22 78 45 68
Mail: sdtn@holstebro.dk