Susanne, 38 år

Troede, det var min egen skyld.

Susanne møder sin mand, mens hun læser på universitet. De falder hurtigt for hinanden, og da de er færdige med universitet, bliver de gift. De har begge fokus på karrieren og får begge hurtigt eftertragtede lederjobs.

Da Susanne venter deres første barn, begynder hendes mand at ændre sig. Han bliver let vred og oprevet over umiddelbart små ting. Han taler oftere og oftere grimt til Susanne og kritiserer hendes udseende, påklædning og holdninger. I perioder taler han næsten ikke til hende, hvis han er sur på hende. Mandens kritik af Susanne begynder at påvirke hendes selvværd, hun bebrejder sig selv skænderierne og føler sig mindre værd. Hun begynder også at finde sig i mere og mere og svarer ofte ikke tilbage, når manden bliver urimeligt vred på hende.

En dag, hvor Susanne og hendes mand har et skænderi, skubber manden pludselig Susanne ind i væggen. Hun bliver meget chokeret, men giver samtidig sig selv skylden for, at det er kommet så vidt. Hun forsøger at undgå skænderierne, men det lykkes ikke altid. Hun er i tvivl, om hun er udsat for vold, eller om det er noget, hun bilder sig ind.

En veninde opdager nogle blåmærker på Susannes overarm. Da veninden spørger til det, bryder Susanne sammen og fortæller om hendes mands voldelige opførsel. Veninden forsøger at overtale Susanne til at kontakte et krisecenter, men Susanne er umiddelbart meget imod det. Hun føler ikke, at hun er typen, der søger hjælp på et krisecenter. Hun kan ikke se sig selv bo på et krisecenter. Efter en lang snak får veninden alligevel Susanne overtalt, og hun tager kontakt til Danner.

”Jeg troede, at kvinder på krisecenter var en helt anden socialklasse end mig. Jeg tog fejl. Der var mange forskellige kvinder og børn fra alle lag i samfundet. Vi var alle i samme båd uanset baggrund. Jeg kunne bruge de andre kvinder og deres historier. Da jeg først kom til Danner var mit selvværd fuldstændigt nedbrudt. De gav mig accept og forståelse af, at det, jeg var udsat for, rent faktisk var vold. Jeg lærte at mærke mine egne grænser, og at det er okay at sige fra. Og der udover fik jeg hjælp til alle de mange juridiske, økonomiske og praktiske problemstillinger som også var en del af  mit farvel til volden.

Efter et ophold på krisecentret bor Susanne nu for sig selv, og går i dag stadig i en af Danners efterværnsgruppe for voldsudsatte.


Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt