Tunesiens kvinder er vores håb
Hvis Danmark vil arbejde med ligestilling, migration og anti-radikalisering international, er opbakning til kvindebevægelsen i Mellemøsten og Nordafrika et godt sted at sætte ind.
Læs Danners kronik i Politiken, skrevet af Anna-Maria Mosekilde, projektleder i Danner
Du kan også læse kronikken herunder:
Tunesiens kvinder er vores håb i Mellemøsten
Udenrigsminister Kristian Jensen er i dag i Tunesien for at samle inspiration til indholdet i Danmarks nye udenrigspolitiske strategi – og det er et rigtigt sted at besøge. Tunesien er nemlig et godt land at hente inspiration i, når vi taler om demokratisk udvikling, menneskerettigheder, og stærkt civilsamfund – dyder, der hidtil har været stærke pejlemærker i Danmarks udenrigspolitik. Tunesien har som eneste land i Mellemøsten-Nordafrika-regionen formået at omstætte den folkelige opstand i forbindelse med det arabiske forår til et relativt stabilt demokrati. Kvinders rettigheder er fortsat højt på dagsordenen og er dermed en indikation for at reformkræfterne stadig har styrke – og skal støttes.
Udenrigsministeriet har allerede lanceret dele af den nye udenrigspolitiske strategi. Det virker ulogisk at man vil skære Mellemøsten-indsatsen, Det Arabiske Initiativ, ned fra syv til fire lande på et tidspunkt, hvor befolkningerne mere end nogensinde har brug for støtte til opbygning af stabile strukturer, der respekterer menneskerettigheder og understøtter økonomisk fremgang. Der er over hele regionen civilsamfundsbevægelser, som er afhængige af samarbejdet med danske partnerorganisationer. Både i forhold til faglig støtte og solidaritet så de progressive kræfter ikke taber pusten/gejsten
Jeg er netop selv kommet hjem fra Tunesien og mødte en række markante menneskerettigheds– og kvinderettighedsforkæmpere, som ser med bekymring på de formørkede kræfter, der begynder at positionere sig i det offentlige rum i Tunesien – fx ved instruerede demonstrationer, som netop har foregået i Tunis – med udgangsforbud til følge. I det hele taget kan man se et land, hvor de progressive kræfter trækker alt hvad de kan, men der lurer hele tiden faldgruber og modstand af social forandring.
Siden revolutionen i 2011 – som det arabiske forår også kaldes – har Tunesien på mange måder fulgt demokratiets ABC. De har vedtaget en ny forfatning, de har gennemført frie og demokratiske valg, hvor politikerne har accepteret vælgernes dom. Civilsamfundet har god plads til at holde myndighederne ansvarlige og presse på for yderligere reformer. Og netop nu ligger en række progressive lovforslag og venter på at blive vedtaget. Set med ligestillingsbriller er lovforslaget om at staten generelt skal beskytte kvinder mod vold både banebrydende og progressivt i et land som Tunesien.
Rusen fra revolutionen har dog lagt sig visse steder, og derfor er der brug for at et land som Danmark fortsat yder støtte til Tunesien. Landet har nemlig potentiale til at blive et best practise-eksempel for de øvrige lande i regionen. Manges øjne vender mod Tunesien – klarer de skærene, mens store dele af regionen står i brand? Den positive udvikling tuneserne er i gang med må ikke stoppes af den uro, der sender flygtninge og terrorister ind fra nabolandene Algeriet og Libyen. For hvor skal vi så kigge hen for at finde inspiration og håb for regionens befolkninger?
Krig og kriser i nabo-landene presser ikke kun Tunesien udefra men også indefra. Hjemvendte Syrien-krigere er velkendte urostiftere og nogle af dem er terrorister. Deres ambition og bestukne formål er at skabe ustabilitet, at ramme økonomien ved at ramme turistindustrien. Det lægger pres på regeringen og truer i sidste ende den tunesiske stats overlevelse, fordi der stadig ulmer en social uro.
I januar gennemførte regeringen endnu en gang udgangsforbud i kølvandet på nogle demonstrationer i byen Kasserine. Demonstrationerne var indledningsvist reelle protester mod manglende reformer af arbejdsmarkedet, men de blev hurtigt fulgt op af iscenesatte demonstrationer i Tunis, hvor omkring 100 mænd smadrede butiksruder og tiltrak sig den kalkulerede opmærksomhed fra medier i ind- og udland. Ifølge nogle tunesiske medier modtog mændene betaling af ukendte personer med henblik på at skabe yderligere ustabilitet.
Befolkningen og rettighedsaktivister tog blandet imod udgangsforbuddet, mens jeg var dernede. På den ene side bliver der omgående ro, og ingen kommer til skade, på den anden side bremses samfundshjulene og fremdriften. Den internationale rejsebranche reagerede prompte negativt, fx har rejseselskabet Thomas Cook aflyst alle rejser til Tunesien resten af året. En tidlig aften tur i medinaen summer heller ikke af vandpiber og liv som den plejer, fordi de handlende skal nå hjem inden udgangsforbuddet træder i kraft.
Den gentagne række af udgangsforbud det seneste halve års tid kan derfor tolkes som en sejr for de kræfter, der ønsker at destabilisere Tunesien. For når almindelige love og adfærd sættes ud af kraft og politiet kan udrette nødværge mod dem, de mistænker for terrorisme, så vidner det om en svag stat, der må ty til totalitære løsninger. Ikke en holdbar situation for et land, der kun har få års erfaring som demokratisk pioner i regionen.
Kristian Jensen og den danske regering bør derfor tænke på, at politisk og økonomisk støtte til de demokratiske kræfter i Tunesien er en støtte til stabilitet. En stabilitet som er ekstrem vigtigt ikke bare for Tunesien, men for hele Mellemøsten, som vi i Danmark har en egeninteresse i.
Danner har gennem fire år arbejdet sammen med nogle af landets mest fremtrædende kvinderettighedsorganisationer via bevilling fra Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet. Vi arbejder for mere ligeværd mellem kønnene og for at nedbringe mænds vold mod kvinder. Udenrigsministeren har ved flere lejligheder sagt, at kvinders rettigheder ligger højt på hans agenda, det er vi i Danner naturligvis enige i – og vi opfordrer ham til at holde fast i den prioritet. Kvinders frihed, lighed og fremgang er den bedste investering i global og social forandring.
Vold mod kvinder er en barriere for kvinders deltagelse i det offentlige rum og dermed deres aktive bidrag til en demokratisering af samfundet. Her er Tunesien også unik. Kvinderne er generelt bedre uddannet end i nabolandene. De offentlige universiteter har en høj standard og mange både mænd og kvinder får en uddannelse dér. Anslået 40 % tager til udlandet for at studere i kortere eller længere tid. Tunesiens kvinder har viden og vilje til at deltage aktivt i den fortsatte demokratiseringsproces, og dermed er Tunesien allerede selv godt på vej til at udfolde potentialet, der skal være med til at skabe forandringer.
Også i den henseende har Danmark en interesse i at støtte både i forhold til stabilitet og til kvinders ligestilling. Vi ved at jo mere ustabilitet og vold, der er i det offentlige rum, jo mere vold og uligeværd er der også i den private sfære – sagt på en anden måde, jo mere fred og stabilitet der er i det offentlige rum, jo mere respekt og ligeværd er der i de nære relationer. Der er således rigtig meget på spil. Både for den enkelte kvinde, for kvinders retsstilling og for det tunesiske samfund.
Det er dog vigtigt at huske på, at selvom der er mange fremskridt for kvinder i Tunesien, er der stadig lang vej at gå. Ifølge tunesiske myndigheder bliver 47 % af kvinder mellem 18 og 67 år udsat for fysisk og psykisk vold. I Sydtunesien har helt op mod 72 % været udsat for vold – men selvsamme myndigheder har ikke en resolut løsning på at nedbringe det tal. Tværtimod må kvinderne enten acceptere volden som et livsvilkår eller bryde med hele familien, hvis hun forlader den voldelige mand. Der er kun ét (!) sted i hele Tunesien, hvor kvinder kan søge tilflugt og bo, når de er ’socialt udsatte’. Der er altså ikke et særligt tilbud til voldsudsatte kvinder, der har nogle særlige behov for omsorg, beskyttelse og terapi.
Men også her er der tegn på at Tunesien som samfund er ved at rykke sig. Netop i denne måned åbner det første statsstøttede krisecenter for voldsramte kvinder i Tunesien. Det er et tegn på en begyndende anerkendelse af at vold mod kvinder også finder sted i Tunesien, og at der skal gøres noget særligt for disse kvinder. Kvindekrisecenteret, der ligger i udkanten af Tunis skal drives af en af de ældste kvinderetsorganisationer AFTURD (Association des Femmes Tunisienne pour la Recherche et le Dévelopement), som i øvrigt er en af Danners samarbejdspartnere i Tunesien.
Kvindebevægelsen i Tunesien har altid talt dunder mod diskriminering af kvinder. Men især efter revolutionen i 2011 har de progressive kræfter inden for ligestilling mellem kønnene og en accept af kvinders rettigheder fået luft – også rundt om i statsforvaltningen. Med dette nye krisecenter for voldsudsatte kvinder er der opstået unik relation mellem staten og kvindebevægelsen, fordi staten har bevilget en delvis finansiering og dermed har taget et vigtigt skridt i opgøret med mænds vold mod kvinder.
Det unikke samarbejde mellem stat og ngo har selvfølgelig sine udfordringer. Krisecenteret kan ikke fortælle lokalsamfundet, at det er et krisecenter for voldsudsatte kvinder, fordi mænds vold mod kvinder stadig er tabu. Faktisk tror naboerne, at det er et nyt bordel, der åbner til erstatning for det gamle som lukkede et andet sted i området for et par måneder siden.
Der skal nogle ’brede skuldre’ og masser af opbakning til for at driften af krisecenteret lykkes. Hvordan skal de overkomme omverdenens fordomme? Hvordan skal man uddanne personalet til at yde en faglig kompetent indsats for kvinder, der har været udsat for vold, så de kan komme videre som hele mennesker? Hvordan kan kvindernes sikkerhed og anonymitet bevares, når centeret samtidig skal finde måder at finansiere den daglige drift? De har heldigvis mange idéer om at blive selvforsynende ved at lave osteri, bi-avleri og diverse smålandbrug, for at kunne blive selvforsynende – og for at kunne inspirere andre til at åbne flere krisecentre med en bæredygtig økonomi.
Disse gode strømninger i Tunesien er på den lange bane værd at støtte. Meget kan gå rigtig godt – især når civilsamfundet og befolkningen spiller med ind i den positive udvikling.
Tunesien blev ramt af tre alvorlige terroranslag i 2015. Det seneste anslag skete Tunis i november, hvor en ung mand sprængte sig selv i luften i en bus. Hans mor fortalte senere, at han blev lovet penge til familien, hvis han gennemførte aktionen.
På samme tidspunkt var en tunesisk delegation af kvinderettighedsforkæmpere i Danmark på besøg hos Danner. De var naturligvis chokerede og fortvivlede og bus-episoden, men det blev hurtigt afløst af stærk fordømmelse af terror. Vores tunesiske gæster gik efterfølgende med banner nedad Strøget og demonstrerede mod vold og terror. Det er disse bevægelser Danmark skal fortsætte med at støtte.
Med dansk inspiration fra bl.a. LOKK (Landsorganisationen for Kvindekrisecentre), Voldsobservatoriet og Socialstyrelsen har Danner siden 2012 styrket samarbejdet blandt tunesiske organisationer, som arbejder specifikt med at bekæmpe vold mod kvinder. I begyndelsen havde organisationerne ikke tillid til hinanden, men de indså snart at de var nødt til at finde sammen i nye netværk og alliancer for at skabe forandringer nedefra.
En skov af nye (kvinde)rettighedsorganisationer er skudt op, og de har efterspurgt vores ekspertise i forhold til at bekæmpe vold mod kvinder, særligt i yderområderne i Tunesien.
Særligt interessant er den unge gruppe AFC (Sammenslutning af kvinder for medborgerskab), som uden tøven har kastet sig ind i det store arbejde med at yde støtte til voldsudsatte kvinder tæt på grænsen til det uroplagede Algeriet. Det er et krævende arbejde, hvor de også selv risikerer at blive traumatiseret, da de må forholde sig til problemstillinger, der umiddelbart kan virke uoverkommelige. Fx når en kvinde dukker op og fortæller om årelang mishandling og frygter for sit eget liv, mens politiet mener, at det er en privat sag mellem kvinden og hendes mand.
I Danner har vi mere end 35 års erfaring med metoder og praksis, der giver præcis og professionel hjælp til den enkelte voldsudsatte kvinde og hendes børn i vejen ud af vold. Med støtte fra Udenrigsministeriet har vi omsat vores erfaring til en tunesisk kontekst, og vi har undervist omkring 35 organisationer og personer i arbejdet med at støtte voldsofre på en måde så tilgangen er professionel og så frivillige ikke knækkes af mødet med voldshistorierne og af den kæmpe arbejdsindsats de dagligt yder for kvinderne – og for at bryde tabuet om vold.
Mange af de unge kvinder, som har meldt sig under fanerne hos organisationen AFC, er selv vokset op i patriarkalske familier, for dem handler denne kamp både om alle kvinders rettigheder, men også i høj grad om dem selv. Derfor klør de på – og derfor skal vi anerkende at deres kamp også er vores kamp.
Kvindebevægelsen i Tunesien ved at meget er på spil for de nyvundne rettigheder i disse år. De stærke og ambitiøse kvinder går gerne foran i kampen mod vold i det offentlige og private rum. Det er samtidig en bevægelse som er i stand til at mobilisere bredt – mænd, unge og gamle på tværs af sociale skel. Det er helt unikt.
Hvis Danmark vil arbejde med ligestilling, migration og anti-radikalisering i international skala så giver det – om nogen steder – mening at styrke kvindebevægelsen i Mellemøsten og Nordafrika. Det vil Kristian Jensen formentlig også se på sin tur i Tunesien.
Skrevet af:
Anna-Maria Mosekilde, videnskonsulent i Danner