Voldsudsatte børn tegner deres rettigheder
Af Johanne Luise Boesdal, frivillig i Danner
”At blive bskøtet af mor”, står der på en tegning af et barn, der har sin mors arme rundt om sig i en stor hjerteformet bue. ”Du skal ikke slå mor”, står der på en anden, hvor far har slået mor, så blodet fra hendes hoved løber ned på hendes trøje. Tegningerne er lavet af børn, der bor sammen med deres mødre på et af landets krisecentre. Fredag den 19. maj blev tegningerne hængt op i et lyst lokale med højt til loftet på Statens Museum for Kunst (SMK), hvor de indgik i et projekt, arrangeret af Landsorganisationen af Kvindekrisecentres (LOKK) børnegruppe.
Som en del af tegneprojektet har kunstneren Kasper Købke været på turné i hele Danmark, og i sidste etape var det mødre, børn og ansatte på krisecentre i hovedstadsregionen, der fik mulighed for i fællesskab at sætte streger på deres oplevelser med utryghed og vold i hjemmet. Tegneprojektet tog udgangspunkt i en plakat og et puslespil, der illustrerede børnenes 10 særlige rettigheder. Som for eksempel rettigheden til at snakke om sine oplevelser med vold – eller rettigheden til at følge med i beslutninger i deres liv.
Øvelse skaber udvikling
Denne fredag i København er det blevet beboerne i Danners tur til at tage blyanten i hånden, og tegne tankerne på plads. Efter en halv time med sandwich, sodavand og snak henover bordene i det venlige lokale, SMK har stillet til rådighed for arrangementet, får alle et hvidt stykke papir uddelt. Snakken forstummer, og man fornemmer koncentration og en anelse nervøsitet. De børn, der begyndte på skødet af deres mor, kravler ned og sidder på deres egen stol. En lille pige i en blomstret sommerkjole tager for første gang sin tommelfinger ud af munden. Hun vælger en lilla farveblyant.
Så snart Kasper Købke med smittende entusiasme beder deltagerne tage hånden i vejret, og ryste blyanten klar til dagens første opgave, falder de flestes skuldre en anelse ned igen. ”Tegn en elefant – I får et minut!” Tre minutter og tre elefanter senere, ses det på papiret, at øvelse gør mester. ”Udvikling” svarer en pige på 12-13 år, da kunstneren spørger, hvorfor de fleste bedst kan lide deres tredje elefanttegning.
Fra brudstykker til to tætte hjerter
Efter endnu en tegneøvelse, hvor deltagerne blander fantasi og forestillingsevne og tegner videre på hinandens tegninger, bliver der uddelt et puslespil med børns rettigheder. I modsætning til et almindeligt firkantet puslespil, som har en velkendt ramme, stikker brikkerne her i flere retninger. ”Indimellem falder brikkerne i det puslespil, som livet er, fra hinanden. Så må man samle dem på ny”, siger Kasper Købke om motivationen for dagens opgave. En mor får brug for et kram fra sin kontaktperson, inden hun åbner posen med brikker, og går i gang med at samle dem.
Hvad der begyndte med at stritte i alle retninger blev til to hjerter under overskriften ”Børns rettigheder”. En dreng, der lige netop er kommet i skolealderen, har et svar på, hvorfor puslespillet har form som to hjerter, flettet sammen som et julehjerte: ”Mor og barn er gode ved hinanden, derfor sidder hjerterne sammen. Selv når de er fra hinanden, er deres hjerter tæt på hinanden.” Drengen kigger op på sin storebror, der som enhver anden teenager forsøger at holde mobilen i lommen. Lillebror får et anerkendende nik og råber til sin mor, der sidder ved et andet bord, at hun først må se hans tegning, når den er helt færdig. Hun lover ikke at kigge.
Efter en kort pause med småkager og frugt er det blevet tid til at vælge. Alle børn skal vælge en rettighed, som de har lyst til at folde ud på en tegning til den fælles opslagstavle. Tungen kommer frem på læben, og rummet emmer af koncentration. De ældste børn sidder lidt længere med tankerne og kigger på det blanke papir, inden de går i gang med de første streger. Forbavsende få krøller papiret og starter forfra. Børnene er varmet op, de har været klar længe til at sætte billeder på, hvad de tumler med af oplevelser fra fortiden og forhåbninger for fremtiden.
Kasper Købke ved, hvad han gør. Han er erfaren i tegneworkshops for børn og mener, tegninger er et kommunikationsværktøj på lige fod med tale, intonation og kropssprog.
”De fleste af os har en visuel hukommelse: vi husker i billeder. Derfor vil integration af tegning i den daglige kommunikation styrke formidlingen og reducere risikoen for misforståelser”, har Kasper Købke udtalt ved en tidligere tegneworkshop.
Dagens tegninger er ved at være færdige, og det er blevet tid til at lægge blyanten fra sig og vende tilbage til hverdagen. Denne fredag eftermiddag på kunstmuseum i selskab med Kasper Købke har været en rigtig god en af slagsen. Og forhåbentlig begyndelsen på flere hverdage med plads til at udtrykke følelser i både ord og billeder. I fællesskab med andre.