Hvor meget må man tjene på mennesker, der har brug for vores hjælp? 

Dét spørgsmål er for alvor rykket op på den politiske dagsorden, efter statsminister Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde stemplede ind i debatten om velfærdskriminalitet. Her satte hun spørgsmålstegn ved, om man skal kunne tjene store penge på de mest udsatte mennesker i vores samfund – og om et profitloft på sociale tilbud kan være en løsning. 

Det er en vigtig debat. Men når det handler om kvinder, der har været udsat for partnervold og har brug for et krisecenter, bør vi stille spørgsmålet endnu mere specifikt: 

Hvorfor skal nogen overhovedet kunne tjene penge på, at en voldsudsat kvinde bliver boende på et krisecenter? 

Dagbladet Informations afdækning af de private, kommercielle krisecentre den seneste tid har vist, hvorfor spørgsmålet er nødvendigt. 

Avisen har blandt andet fortalt om Aisha, der boede næsten tre år på et privat, kommercielt krisecenter. På et tidspunkt kostede hendes ophold kommunen 11.500 kroner om dagen mod en almindelig takst på 3.325 kroner. Da hun senere talte alene med sin kommunale sagsbehandler, blev det vurderet, at centret havde haft en økonomisk interesse i at fremstille hendes situation som værre, end den var – og dermed holde hende længere på krisecentret. 

Vi kan selvfølgelig ikke drage konklusioner om alle private, kommercielle krisecentre på baggrund af enkelte sager. Men historien viser en grundlæggende udfordring.  

For der er i dag et hul i sociale botilbud, hvor blandt andet krisecentre kan bruges til at tjene penge udenom staten. Helt konkret sker det ved, at krisecentre foretager deres egne visitationer af borgere, der akut har brug for hjælp. Kommunen skal derfor ikke inddrages i beslutninger om opholdets relevans, pris eller længde. 

Dagbladet Information kan fortælle, at der i 2019 var seks private, kommercielle krisecentre. Det tal er vokset til 26 krisecentre i 2026.Det tegner et billede af et område i vækst, hvor voldsudsatte kvinder og børn kan ses som en forretning med mulighed for at tjene mange penge. Og det bør vi se nærmere på.  

Kvinden er ikke en kunde 

Når en kvinde flygter fra partnervold, er det ikke for sjov. Vi ved, at risikoen for partnerdrab er størst i forbindelse med, at en voldsudsat kvinde forlader sin partner. Hun er ofte bange, i chok og kan have sine børn med sig.  

Det er derfor altafgørende, at hun kan mødes af professionelle folk, der har solid voldsfaglig viden til at kunne skabe sikkerhed, tryghed og omsorg for hende – og de ofte medfølgende børn – med det samme.  

På krisecentre opererer vi under selvhenvenderprincippet. Det betyder kort fortalt, at den voldsudsatte borger skal kunne henvende sig direkte uden først at skulle visiteres af kommunen. Når behovet for sikkerhed opstår, er det akut, og derfor er det ikke en mulighed, at visitation skal gå gennem kommunen. Vores system er derfor særligt indrettet på dette område, hvor det er op til det enkelte krisecenter, om kvinden skal indskrives, og hvornår hun er klar til at flytte videre. Kommunen betaler regningen. 

Det giver mening, når vurderingen alene handler om kvindens behov, og om hvorvidt kvindens behov ligger inden for krisecentrets opgave. Men hvis krisecentret også er en privat virksomhed, der tjener penge på hvert døgn, kan der opstå en interessekonflikt, som ikke burde være en del af et system, der skal hjælpe mennesker ud af vold. 

Private krisecentre kan både være selvejende og kommercielt drevne, og det private ejerskab er i sig selv ikke problemet. Problemet opstår, når økonomiske interesser kan få betydning for, hvordan kvindens behov vurderes, og hvor længe hendes ophold på krisecenter varer. 

Når butikken skal løbe rundt 

Informations afdækning viser, at det ikke kun er en teoretisk bekymring. På krisecentret, hvor Aisha boede, fortæller tidligere medarbejdere om et mønster, hvor kvinder angiveligt blev holdt længere, når der var færre indskrevne kvinder. Ifølge Socialtilsynet blev der talt om, at ”butikken skulle løbe rundt”. 

Den formulering rammer noget centralt:  

For hvis en kvindes ophold samtidig er centrets indtægt, bliver hendes behov for hjælp en del af centrets forretningsgrundlag.  

Profitloft er ikke nødvendigvis nok 

Derfor er det positivt, at vi nu – også på Christiansborg – diskuterer, om man skal kunne tjene penge på velfærden. Men på krisecenterområdet er et profitloft ikke svaret. 

For et profitloft regulerer, hvor meget man må tjene – udover det, personalet får i løn og de øvrige reelle omkostninger ved at drive et krisecenter. Det fjerner ikke nødvendigvis det økonomiske incitament til at drive tilbuddet med et overskud, der kan trækkes ud til privat forbrug ud over den løn, man allerede har fået. 

På et krisecenter er det særligt problematisk, fordi den samme aktør kan have indflydelse på, hvor længe en kvinde opholder sig – og dermed på, hvor meget der kan faktureres. 

Det bør vi ikke kun forsøge at kontrollere os ud af. I stedet bør vi indrette systemet, så incitamentet ikke er der i første omgang. 

Pengene skal blive i den sociale opgave 

Det betyder ikke, at krisecentre ikke må have overskud. Tværtimod skal et godt krisecenter have en sund økonomi. Der skal være råd til dygtige medarbejdere, sikkerhed, ordentlige fysiske rammer og udvikling af faglighed og kompetencer. 

Men der er forskel på et overskud og en privat fortjeneste. Og hvis offentlige midler er afsat til at hjælpe kvinder og børn ud af vold, bør pengene blive i den sociale opgave. 

Det handler ikke om at være for eller imod private aktører. Det handler om, at voldsudsatte kvinder og børns sikkerhed og behov for hjælp altid skal komme først.  

Kvinder, der flygter fra partnervold, skal ikke være grundlag for profit. Og derfor skal vi tage profitmotivet helt ud af ligningen. 

The post Vi skal sætte en stopper for, at kvinder på flugt fra partnervold kan være en forretning  appeared first on Danner.

Debatindlægget er skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner, og Thomas Enghausen, Næstformand i FOA, og er bragt i Socialmonitor d. 3. september 2026.

I dag skal socialminister Monika Rubin i samråd om økonomien på private sociale tilbud.

Samrådet kommer efter en række kritiske sager om snyd, svigt og store udbytter på socialområdet. Sager, der med god grund har rejst spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at offentlige midler bliver brugt til det, de er sat af til.

Derfor er det godt og vigtigt, at politikerne tager problemet op. For det er nødvendigt at få styr på reglerne. Vi skal have et stærkt tilsyn, klare krav og konsekvenser, når nogen snyder eller svigter.

Men vi bør også spørge, om vi har indrettet systemet rigtigt til at begynde med. For når vi giver offentlige kroner til et socialt tilbud, bør det være helt på sin plads at spørge: Hvad skal der ske med pengene, hvis tilbuddet giver overskud?

Skal pengene blive i tilbuddet og bruges på faglighed, kvalitet og udvikling? Eller skal de kunne udbetales til de private ejere som tillæg til den løn, de allerede får?

Et driftsoverskud er ikke i sig selv et problem. Det kan være nødvendigt for en robust drift, investeringer og udvikling af kvalitet. Men når pengene er givet til en social opgave, bør de også blive i den sociale opgave – og ikke tages ud til egen profit, hvor de kan ende med at blive brugt på privatforbrug som biler, huse, bonusser eller ferier.

Når økonomi og sikkerhed mødes

Det er også derfor, vi følger samrådet med stor interesse. Det er oplagt, at det også fører til en større diskussion af, hvordan vi indretter et socialområde, hvor offentlige midler først og fremmest bruges på de mennesker, de er sat af til.

Det spørgsmål er især vigtig på krisecenterområdet.

Her kan en voldsudsat kvinde selv henvende sig direkte på et krisecenter uden først at skulle visiteres af sin kommune. Det er afgørende, fordi behovet for sikkerhed kan opstå akut – forskning viser nemlig, at risikoen for partnerdrab er størst, når den voldsudsatte kvinde forlader sin partner.

Hos Danner møder vi kvinder, hvor netop den direkte adgang har været afgørende for, at de kan komme i sikkerhed.

Samtidig er krisecentrene offentligt finansierede. Krisecentret laver en faglig vurdering af, hvem der har behov for beskyttelse, og hvornår en kvinde kan flytte videre, mens opholdet betales af hendes hjemkommune. Det betyder, at vi skal være særligt opmærksomme på, hvilke økonomiske incitamenter, vi bygger ind i systemet.

For når beslutninger om ophold på krisecentre samtidig kan have økonomisk betydning for den aktør, der driver tilbuddet, kan der opstå en interessekonflikt. Og det, mener vi, skal håndteres. Vi har et ansvar for at sikre, at kommunen og de mennesker, der er udsat for vold, har fuld tillid til, at afgørelser om deres ophold og udskrivning af krisecentre alene træffes på baggrund af en faglig vurdering af deres behov for beskyttelse og støtte.

Vi skal fjerne profitmotivet

Derfor mener vi, at der skal indføres et konkret krav om non-profitdrift på § 109-området om krisecentre.

Et non-profitkrav skal samtidig være reelt. Reguleringen bør derfor omfatte både direkte profitudtag og indirekte værdioverførsler til private ejere, nærtstående eller koncernforbundne parter. Det kan for eksempel være gennem uforholdsmæssige husleje-, administrations- eller konsulentaftaler.

Det betyder ikke, at et nonprofit-krisecenter ikke må have overskud. For selvfølgelig skal der være plads til en sund økonomi, investeringer og udvikling af kvaliteten. Forskellen er bare, at pengene bliver i tilbuddet og bliver brugt på den sociale opgave.

Vi skal sikre, at økonomiske interesser ikke bliver en del af ligningen, når vi tager beslutninger om mennesker i en udsat situation. Det absolut vigtigste må være, at en person, der flygter fra vold, kan stole på at behovet for beskyttelse vejer tungere end økonomien.

The post Danner og FOA: Profitmotivet skal være taget ud af ligningen, når vi træffer beslutninger om mennesker i udsathed appeared first on Danner.

Debatindlæg af Mette Marie Yde, direktør i Danner, er bragt i Jyllands-Posten d. 19. maj 2026.

I Danners krise- og rådgivningscentre møder vi kvinderne hver dag. Kvinder, der har levet i voldelige relationer og har søgt beskyttelse og hjælp. Sidste år havde 85 pct. af kvinderne på Danners krisecenter været udsat for mere end én form for vold, og hver fjerde var blevet tvunget til seksuelle handlinger.

Det dækker over mange former for overgreb: sex, man ikke ønsker, men presses eller tvinges til, sex for at få adgang til penge eller sex for at undgå fysisk vold. Fælles for det hele er, at det er voldtægt.

Overgrebene er grænseoverskridende, nedbrydende og ulovlige. Og skammen bliver ofte endnu større, når det er en partner, der begår overgrebet. Psykisk vold, kontrol og frygt gør det svært for kvinden at gå. Og endnu sværere at anmelde.

Samtidig viser en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed, at personer udsat for psykisk vold og voldtægt er blandt de grupper, der har mindst tillid til politiets håndtering af deres sag.

Kun 31 pct. af personer udsat for psykisk vold er tilfredse med politiets indsats. For voldtægtsudsatte gælder det 36 pct. Til sammenligning er 75 pct. af indbrudsramte borgere tilfredse med politiet.

Når kvinder, der udsættes for nogle af de mest alvorlige forbrydelser, har mindst tillid til politiets håndtering, er det et alvorligt tegn på, at retssikkerheden ikke fungerer godt nok. Det bør mane til alvorlig eftertanke.

For den enkelte kvinde er det første møde med systemet afgørende. Hvis politiet møder hende med manglende forståelse, fejlregistreringer eller uklare svar, kan tilliden forsvinde med det samme. Og så forsvinder anmeldelsen måske også.

Derfor handler Rigsrevisionens kritik ikke kun om registreringspraksis. Den handler om retssikkerhed. Politiet har brug for langt mere viden om vold, voldtægt og psykisk kontrol – også hos de medarbejdere, der først møder kvinderne i telefonen, ved skranken og i den første afhøring.

Samtidig skal kvinder, der anmelder vold og voldtægt, have krav på langt større gennemsigtighed. Alt for mange oplever, at politiet henlægger deres sag uden at forklare hvorfor. Når en kvinde har overvundet frygt, skam og risikoen ved at anmelde sin partner, er et standardbrev ikke godt nok.

Vi har også brug for et grundlæggende opgør med forestillingen om, hvordan voldtægt ser ud. Mange forbinder stadig voldtægt med et overfald i en mørk gyde – noget, som systemet også historisk har været indrettet til at genkende. Men mange voldtægter sker i parforhold, uden vidner og ofte uden synlige skader. Det gør dem ikke mindre alvorlige.

Med samtykkeloven, som trådte i kraft i 2021, tog vi i Danmark et vigtigt skridt mod en bredere forståelse af voldtægt. Men Rigsrevisionens kritik viser, at lovændringen endnu ikke har slået igennem hele vejen ud i praksis.

Ikke hvis politiet stadig registrerer sager forkert eller møder kvinderne med manglende forståelse af vold, kontrol og frygt i nære relationer.

I et retssamfund skal myndighederne efterforske alle forbrydelser ordentligt. Og kvinder, der anmelder vold, skal kunne stole på, at systemet tager deres sag alvorligt. Ellers mister vi tilliden til vores retssystem.

Det er retssikkerheden, der er på spil. Og efter Rigsrevisionens nye kritik er det svært ikke at tænke, at den hænger i en tynd tråd for voldsudsatte kvinder.

The post Voldsramte kvinders retssikkerhed hænger i en tynd tråd appeared first on Danner.

Debatindlæg af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, og Mette Marie Yde, direktør i Danner bragt i Socialmonitor d. 30. april 2026.

Hvert år udsættes 118.000 kvinder og 83.000 mænd for partnervold. Alligevel står alt for mange uden den hjælp, de har brug for – ofte efter mange års vold, før de endelig tør række ud. Ventetiderne er lange, og hjælpen findes langt fra i hele landet. Det er ikke godt nok. Derfor skal alle voldsudsatte have ret til voldsfaglig, specialiseret ambulant behandling og rådgivning. 

Ikke alle kan – eller skal – på krisecenter  

I dag har voldsudsatte kun én lovsikret mulighed for hjælp: akut beskyttelse på krisecenter. Men det løser kun én del af problemet. For mange voldsudsatte har ikke et akut beskyttelsesbehov, og mange kan faktisk få et trygt og bæredygtigt brud med volden, mens de bliver boende i deres egen bolig.  

Et krisecenterophold er en omfattende døgntilbudsindsats, der skal være målrettet dem, der reelt er i akut fare eller har brug for massiv døgnbaseret støtte. Og 2025 mindede os desværre om, at partnerdrab stadig er en realitet i Danmark – og at tidlig, tilgængelig hjælp derfor er afgørende.  

For voldsudsatte, der på det pågældende tidspunkt kan klare sig uden krisecenter, kan et ambulant tilbud være en løsning, der sikrer den nødvendige volds- og sikkerhedsfaglige hjælp, samtidig med at den voldsudsatte kan fortsætte med de dele af livet, der er med til at skabe gode forudsætninger for et liv i frihed: arbejde, uddannelse og tæt kontakt til netværket. Det kan redde liv.  

Som Mandecentret påpeger i et indlæg i Jyllands-Posten, er der også mandlige partnervoldsofre, der ikke kan identificere sig med at flytte på krisecenter eller have et beskyttelsesbehov. Hvis ikke, de får andre tilbud, risikerer vi derfor, at de slet ikke får hjælp. 

Ambulante tilbud er derfor både et afgørende og et oplagt supplement til krisecentertilbud. Derfor bør de to typer af tilbud sidestilles juridisk, så begge bliver noget, man som voldsudsat har ret til.   

Uden ambulant hjælp står mange voldsudsatte helt alene  

Netop derfor er det også et stort problem, at ambulant hjælp i dag er begrænset og geografisk skævt fordelt. I flere kommuner er ventetiden mange måneder, og i store dele af landet findes der slet ikke ambulante tilbud. Konsekvensen er, at voldsudsatte, som kunne hjælpes ambulant, i stedet potentielt ender på krisecenter – en dyrere og mere indgribende løsning, som slet ikke passer til deres behov.  

Ambulante forløb er veldokumenteret effektive. Vores erfaringer fra vores respektive ambulante tilbud Sig det til nogen og Ud af voldens skygge er, at de gør det muligt at opspore vold tidligere, forhindre eskalation og nå mennesker, der ellers ville blive ved med at leve i volden alene. Men efterspørgslen overstiger langt kapaciteten, og ventelisterne vokser.  

Ingen voldsudsat bør være overladt til sig selv på den måde. Hvis vi mener, at partnervold for alvor skal bekæmpes, må retten til hjælp ikke afhænge af, om man er i målgruppen for et krisecenterophold, om man har mulighed for at søge ophold på et krisecenter, eller af hvor i landet man bor.  

En ny regering bør derfor sikre, at ambulant behandling og rådgivning bliver en lovfæstet rettighed på linje med krisecenteropholdet. Det er helt nødvendigt, hvis alle voldsudsatte skal have en reel mulighed et frit liv uden vold.  

The post Mødrehjælpen og Danner: En ny regering bør give alle voldsudsatte ret til ambulant behandling og rådgivning appeared first on Danner.

I dag sætter vælgerne deres kryds efter en lang og intens valgkamp. I ugevis har den politiske debat blandt andet handlet om formueskat – et forslag, der ifølge Socialdemokratiet vil berøre omkring 22.000 danskere.

Men vi taler langt mindre om det, der hvert år rammer næsten ti gange så mange: vold i nære relationer. Omkring 118.000 kvinder og 83.000 mænd bliver hvert år udsat for fysisk eller psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner.

Kontrasten er til at tage og føle på. For mens politikerne diskuterer skatter og økonomisk fordeling, lever titusindvis af mennesker hver dag med vold, kontrol og frygt i deres eget hjem. Det kalder på mere end enkeltstående initiativer. Det kalder på politisk retning.

Det seneste år har været præget af alvorlige sager om partnerdrab, og sammen med justitsminister Peter Hummelgaards personlige fortælling om at vokse op i et hjem med vold, har vold trukket overskrifter og skabt politisk handling.

Politiet har styrket indsatsen gennem specialiserede enheder. Brugen af omvendt fodlænke er blevet udvidet, straffene er skærpet, og regeringen har besluttet at nedsætte en partnerdrabskommission. Det er vigtige skridt. Men særligt de mange partnerdrab understreger også, at indsatsen mod vold i nære relationer stadig mangler et langsigtet og samlet politisk fundament.

Siden begyndelsen af 00’erne har Danmark arbejdet med handlingsplaner og enkeltstående initiativer på området. Det politiske ansvar har været fordelt på tværs af flere ministerier og sektorer. Det afspejler, at vold i nære relationer er et komplekst problem, der berører både rets-, social-, ligestillings- og sundhedsområdet. Med den konsekvens, at den politiske indsats har været præget af fragmentering, kortsigtede bevillinger og manglende sammenhæng.

Skal vi forebygge og forhindre partnervold, partnerdrab og vold mod børn, kræver det en klar politisk retning. Danmark har brug for en 10-årig, finansieret strategi mod vold i nære relationer. En strategi, hvor ét ministerium sætter sig for bordenden og samler indsatserne på tværs af sektorer, opstiller nationale mål og sikrer, at vi sætter tidligere og mere systematisk ind.

Konkret mener vi, at der er behov for, at flere får hurtigere og lettere adgang til voldsfaglig hjælp. Det bør være et mål for en 10-årig strategi. Mange voldsudsatte – både mænd og kvinder – har ikke behov for et krisecenterophold, men for voldsfaglig rådgivning og støtte til at forstå og bryde med volden.

Voldsudsatte børn bør anerkendes som selvstændige parter – også når en forælder søger hjælp. Og mange voldsudøvere har brug for behandling, men venter i dag alt for længe. Ambulant voldsfaglig rådgivning bør derfor være forankret i lovgivningen, landsdækkende, lettilgængelig og af høj faglig kvalitet. Vi anerkender fuldt ud de mange tiltag i denne valgperiode, hvor ministre og ordførere på tværs af partier har stået sammen om at sikre politisk handling. Men der mangler en større, sammenhængende og holdbar indsats. Tiden er inde til, at en ny regering forpligter sig på en national strategi og skriver den direkte ind i regeringsgrundlaget.

The post En ny regering skal sætte handling bag ordene om at stoppe vold i nære relationer appeared first on Danner.

Debatindlægget er skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner; Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold; Randi Ringgaard Christoffersen, forstander i Frelsens Hærs Krisecenter og botilbud Svendebjerggård; Anita Lund Clausen, forstander i Fonden Gaia; Eva Bertelsen, konstitueret direktør i LOKK og Jon Krog, direktør i Selveje Danmark, og er bragt i Socialmonitor d. 23. marts 2026. 

Er du voldsudsat, har du lovmæssigt ret til voldsfaglig hjælp og støtte på et krisecenter. Men dette er ikke lovfæstet for børn, der i dag blot betragtes som ’medfølgende’ og derved nærmest er usynlige i lovgivningen. 

Børn har ifølge lovgivningen kun ret til 10 timers psykologhjælp under deres ophold på krisecenter, hvilket langt fra er tilstrækkeligt for børn i en så udsat situation. De har behov for målrettede børnefaglige indsatser under deres ophold. 

Desværre går det lige nu den forkerte vej. Socialtilsynet er nemlig for nylig begyndt at indskærpe over for krisecentrene, at de ikke må taksere for børnefaglige indsatser. Socialtilsynene gør det desuden klart, at krisecentre end ikke må bruge midler på fysiske rammer målrettet børn, fordi børn ikke er nævnt eksplicit i bestemmelsen. 

Børn risikerer at stå uden hjælp 

Vi er bekymrede for, at det i praksis fremover betyder, at børn, der flytter med deres forælder på krisecenter, ikke kan modtage selvstændige indsatser som børnefaglig støtte, trivselsfremmende aktiviteter eller samtaler om volden. 

Skal det forstås således, at børn, der har været vidne til eller udsat for vold i hjemmet, og som ofte er dybt traumatiserede af dette, ikke skal have voldsfaglig hjælp og støtte til at bearbejde den vold, de har været udsat for? Det er både helt uforståeligt og aldeles uacceptabelt. 

Det går desuden imod hensigterne i barnets lov, der blandt andet fastslår, at børn med behov for særlig støtte har ret til en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der fremmer deres trivsel og udvikling. Samtidig understreger FN’s Børnekonvention, at barnets tarv altid skal være et grundlæggende hensyn, at børn har ret til beskyttelse mod alle former for vold, samt at staten har pligt til at sikre rehabilitering og psykosocial støtte til børn, der har været udsat for vold eller andre traumer. 

Med andre ord: Vi svigter børn på landets krisecentre ved at ignorere deres nationale og internationale rettigheder, hvilket i praksis gør dem dårligere stillet end andre børn i udsatte situationer. 

Konsekvenserne kan følge børnene resten af livet 

Konsekvenserne er alvorlige. Forskning viser, at børn, der vokser op med vold, har øget risiko for mistrivsel, psykiske lidelser og sociale problemer senere i livet. Desuden er risikoen for at udøve partnervold 4,6 gange højere, og risikoen for at blive udsat for partnervold er 3,6 gange højere, når man sammenligner med børn, som ikke har været udsat for vold i barndommen. 

Når børn ikke får den nødvendige faglige støtte og hjælp, vi ved virker, skaber vi i stedet store udfordringer for dem senere i livet. Mange af de samme børn dukker senere op i statistikkerne om psykiatri, hjemløshed, kriminalitet og lav beskæftigelse. Der er derfor kun gode argumenter for, at vi sætter ind med tidlig hjælp og støtte til disse børn. Vi kan som samfund ikke være andet bekendt. 

Barnets lov må også gælde børn på krisecentre 

Krisecentrene har en unik mulighed for at hjælpe en meget udsat gruppe af børn med at bryde med volden. Disse faglige børneindsatser bør prioriteres og understøttes politisk. Barnets lov blev indført for at styrke børns rettigheder og sikre, at deres perspektiv altid er i centrum. Den ambition skal naturligvis også gælde for de over 2.500 børn, der hvert år kommer på krisecenter. 

Derfor er det helt afgørende, at voldsudsatte børn, der opholder sig på krisecenter, anerkendes som selvstændige individer med egne behov og rettigheder. 

Det bør derfor lovfæstes, at krisecentre skal kunne tilbyde målrettede børnefaglige indsatser og skabe rammer, der understøtter børns trivsel og bearbejdning af volden – både under og efter krisecenteropholdet. 

Alt andet er et svigt af disse børn. 

The post Krisecenter og organisationer: Børn på krisecentre er næsten usynlige i lovgivningen  appeared first on Danner.

Debatindlægget er skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner og Karina Lorentzen, retsordfører for SF, og er bragt i Jyllands-Posten d. 5. februar 2026.

2025 blev et rystende år. Mindst 16 kvinder blev dræbt i Danmark. En dyster statistik, der har udløst både vrede, sorg og afmagt – og fået Alternativet til at foreslå en særskilt bestemmelse i straffeloven om kvindedrab. Det er forståeligt. Men selvom vi deler ønsket om at forebygge kvindedrab og styrke indsatsen mod kønsbaseret vold, mener vi ikke, at en særlig kvindedrabsparagraf er den rigtige vej. 

Kvindedrab er sjældent pludselige, isolerede hændelser. De er oftest kulminationen på år med vold, kontrol og trusler. Tallene viser, at størstedelen af drab på kvinder i Danmark begås af en nuværende eller tidligere partner. I dag udgør partnerdrab omkring hver femte drabssag. Det er voldsomt. Og det forpligter os til at se problemet som netop dét, det er: et massivt samfundsproblem – ikke en række individuelle tragedier. 

Derfor er vi bekymrede for, at en særlig kvindedrabsparagraf i praksis vil være vanskelig, måske endda umulig, at anvende. Hvordan skal man juridisk bevise, at et drab blev begået, fordi offeret var kvinde? 

Risikoen er, at partnerdrab på kvinder i stedet forsvinder ind i en juridisk gråzone, og at paragraffen ender som symbolpolitik uden reel effekt for hverken forebyggelse eller retssikkerhed. 

På baggrund af voldsfaglig viden, 40 års praksiserfaring med at hjælpe voldsudsatte kvinder og mange års politisk engagement peger vi på tre veje, der kan bringe os tættere på reelle løsninger. 

For det første bør strafferammen for drab begået mod en nuværende eller tidligere partner skærpes. Ikke fordi køn er uvæsentligt, men fordi relationen er den mest afgørende risikofaktor. Det er juridisk mere præcist, lettere at bevise og rammer dér, hvor faren er størst. 

Samtidig sender det et klart signal om, at drab i nære relationer udgør en særlig grov krænkelse af både individets sikkerhed og den grundlæggende tillid, private relationer bygger på. Partnerdrab mod mænd er sjældne, men vurderingen af skyld bør stadig ske ud fra kønsneutrale principper. 

For det andet halter forebyggelsen. Alt for mange voldsudsatte kvinder mangler stadig adgang til rettidig beskyttelse, kvalificeret rådgivning, retshjælp og specialiseret støtte. Ja, det kræver investeringer. 

Men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. For hver gang hjælpen udebliver, stiger risikoen for, at volden eskalerer – med dødelig udgang. Derfor er det afgørende, at Danmark endelig får fuldt implementeret Istanbulkonventionen, som netop forpligter stater til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder systematisk. 

For det tredje mangler vi viden. Danmark har ikke tilstrækkelig systematisk, kønsspecifik data om partnervold og partnerdrab. Uden solid viden famler vi i blinde. Vi foreslår derfor et tværministerielt organ med ansvar for dataindsamling, overvågning og koordinering af indsatser og lovgivning. 

Den nyligt vedtagne partnerdrabskommission bør være et centralt omdrejningspunkt, så hvert drab bliver analyseret for advarsler, myndighedssvigt og forebyggelsesmuligheder – og ikke blot reduceret til endnu et tal i statistikken. 

Andre lande viser, at forebyggelse virker. Norge, Sverige og England gransker systematisk partnerdrab. Spanien har en særskilt lov understøttet af et sekretariat under statsministeriet og omfattende dataindsamling. I England har politiet erklæret vold og drab mod kvinder som en national nødsituation. Det samme alvorlige blik mangler vi i Danmark. 

Derfor skal kvindedrab helt op på den øverste politiske dagsorden. Ikke som en snæver strafferetlig øvelse, men som et bredt og forpligtende samfundsansvar. Vi skylder kvinderne handling, der virker – ikke løsninger, der blot ser handlekraftige ud. 

The post Kvindedrab skal øverst på den politiske dagsorden  appeared first on Danner.

Det kan ikke være rimeligt, at udsatte personer skal løfte ansvaret for at påpege svindel, bare fordi det offentlige vælger at skære i tilsynet af bosteder.

En ny rapport fra Hvidvasksekretariatet viser, at alt for mange kommercielle botilbud misbruger offentlige midler.

Men mens debatten om økonomisk svindel fylder i medierne, skærer regeringen i det sociale tilsyn.

Argumentet er bl.a., at tilsynets ressourcer skal bruges der, hvor der er størst behov for dem. Men hvem skal opdage svindlen, hvis ingen kommer regelmæssigt på besøg? Hvem skal opdage den svigtende kvalitet, hvis ingen tjekker regelmæssigt?

Gennem årene har der været flere horrible enkeltsager, bl.a. fra Fyn, og i Danner har vi i årevis forsøgt at understrege behovet for opstramning. For det, der foregår nogle steder, er ganske enkelt uacceptabelt over for målgruppen, som bl.a. tæller voldsudsatte kvinder og børn, der har behov for og ret til beskyttelse og specialiseret støtte. Og over for et samfund, der forventer, at midlerne går til omsorg – ikke til profit.

Danner mener, at ingen bør kunne tjene penge på mennesker i krise. For når profitmotiv blandes med socialt ansvar, skaber det grobund for både dårligere kvalitet og økonomiske fiksfakserier. I allerværste fald sættes allerede udsatte borgeres liv i fare.

Danners krisecenter er et selvejende, men ikke et kommercielt tilbud. Det er en afgørende forskel, for det betyder, at vi investerer pengene i kvalitet til målgruppen, f.eks. uddannet personale og supervision. Så når fortalere for profittilbud siger, at det ikke kan lade sig gøre at drive et socialt botilbud uden profit, vil vi gerne sætte et stort og klart spørgsmålstegn ved den påstand. Hver dag viser vi – de selvejende tilbud – at det kan lade sig gøre.

Kontrol af økonomi og kvalitet hænger uløseligt sammen, og tilsynene bør afspejle den virkelighed. Når et tilbud manipulerer med økonomien, ser vi nemlig ofte samtidigt brud på ledelseskvalitet, ledelsesansvar og mangelfulde faglige beslutninger, som direkte skader de borgere, man (burde) være sat i verden for at hjælpe. Hvis vi vil forhindre udhuling af faglighed og systematisk profitmaksimering, skal tilsynene derfor styrkes – ikke svækkes.

Alligevel lægger den nye bekendtgørelse om socialtilsynet op til færre tilsynsbesøg. Det giver ingen mening. For uden løbende kontakt mister tilsynet blikket for både manglende kvalitet og økonomisk ansvarlighed. Det efterlader de mest sårbare borgere uden et reelt sikkerhedsnet og giver mere plads til aktører, der prioriterer økonomiske interesser over menneskers trivsel.

Samtidig flytter myndighederne nu mere ansvar over på whistleblowerordninger. Men det er både urealistisk og urimeligt at forvente, at voldsudsatte kvinder skal dokumentere svigt, fejl eller svindel.

Mennesker i akut krise skal ikke bære ansvaret for at afsløre problemerne, mens de befinder sig i en periode af deres liv, hvor de har brug for en specialiseret indsats. Det ansvar må og skal vi som samfund løfte gennem nærværende og kompetente tilsyn, der følger med, stiller spørgsmål og reagerer, før situationer eskalerer, og før udsatte mennesker betaler prisen.

Hvis vi vil beskytte de mest sårbare mennesker i vores samfund og stoppe svindel, må vi altså styrke tilsynene og samtidig én gang for alle gøre op med muligheden for at trække profit ud af et tilbud, som drives af offentlige midler til sårbare mennesker.

Vi har ganske enkelt ikke råd til et system, hvor kontrolbesøg sker hvert tredje år, og hvor profitmotiver hersker på bekostning af fagligheden.

The post Hvor blev logikken af? Der bliver afsløret svindel med midler på bosteder, mens man svækker tilsynet med dem appeared first on Danner.

På Danners Krisecenter sidder der lige nu en flok kvinder med en trykkende knude i maven. De har taget mange tilløb for at bryde med den vold, de har levet i. TV 2’s dokumentar ”Spillet om børnene”, som for nylig rullede over skærmen i bedste sendetid, skubbede igen til den frygt, som har fastholdt dem i fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk vold. Deres voldelige partner har gaslightet dem: »Det er dig, der er galt på den.« »Du er ikke mere værd.« »Ingen vil tro på dig.«

Kvinderne på Danners Krisecenter er ikke alene. For nylig viste en EU-rapport, at 48 pct. af danske kvinder har været udsat for fysisk vold, trusler om vold eller seksuel vold. For hver fjerde var voldsudøveren deres partner.

En dansk undersøgelse viser, at 118.000 kvinder i Danmark hvert år udsættes for psykisk eller fysisk vold af deres partner. Hvert fjerde drab er et partnerdrab – oftest med kvinder som ofre. Det farligste sted for en kvinde er dermed hendes hjem. Den form for vold er kønnet, fordi det er kvinder, der bliver ramt af den. Og dermed er vold det farligste ligestillingsproblem, vi som samfund har.

Vi er forpligtede af både Istanbul- og Børnekonventionen til at beskytte kvinderne og deres børn, og krisecentrenes opgave er at yde den helt akutte beskyttelse og støtte.

En udpræget misforståelse er, at en kvinde, der ikke er udsat for vold, bare kan ”tage ophold” på et krisecenter. Det er også det billede, TV 2-dokumentaren tegner. Men et krisecenterophold sker efter en indledende visitation og løbende revisitation.

Danner modtager over 3.000 opkald om året, men vi har kun plads til 18 kvinder og deres børn ad gangen. Vi tager vores ansvar om at indlogere voldsudsatte kvinder inden for målgruppen alvorligt. Det er vores ansvar og vores forpligtelse.

Personalet på krisecenteret er erfarne voldsfaglige specialister, som arbejder ud fra proportionalitetsprincippet om, at kvinden og hendes børn modtager den rette og passende hjælp. Det er ikke vores erfaring, at kvinder snyder gennem gentagne visitationer med en falsk voldshistorie eller forsøger at ”time” et krisecenterophold med en verserende sag i Familieretshuset.

Vi oplever derimod ofte, at de kvinder, der henvender sig, ikke tror, deres oplevelser med vold er alvorlige nok. Det gælder også for de kvinder, hvor den faglige risikovurdering viser, at de er truet på livet.

Det er faktisk en af de farligste konsekvenser af at have levet i vold gennem mange år – kvinderne mister evnen til at vurdere, hvor farlig volden kan være. Det store problem er ikke, at kvinder lyver om vold; det store problem er, at de bliver udsat og fastholdt i voldelige forhold.

En dokumentar, som den TV 2 sendte, er ikke uden omkostninger. For den rammer mennesker, der i forvejen kæmper mod mistro. De kvinder, der lige nu lever i voldelige forhold, skal samle mod, kræfter og overskud til at komme ud af det. Og når de samtidig får at vide, at de er utroværdige, bliver det kun endnu sværere.

For de kvinder, der allerede har brudt med volden og står i en sag om samvær, komplicerer dokumentaren situationen endnu mere.

Selvfølgelig skal ingen fædre uberettiget anklages for vold eller ubegrundet afskæres fra deres børn.

Vi må dog insistere på, at vi som samfund har en oplyst og nuanceret samtale om, hvordan vi sikrer, at det ikke sker.

I den samtale er der brug for statistik og forskning – ikke for enkeltsager, som risikerer at stigmatisere en hel gruppe. Og medierne bærer et ansvar her. Solid dokumentation. Proportionalitet. Etik. Hvor blev det af? »Ingen vil tro på dig.« Det var det, han sagde. Og det er det, TV 2-dokumentaren videreformidler.

Kontakt

Kontakt leder af Kommunikation og Viden i Danner, Winnie Alim, for spørgsmål:
Mail: wal@danner.dk
Tlf.: 30 78 58 48

The post Vold mod kvinder er det farligste ligestillingsproblem, vi som samfund har appeared first on Danner.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 13. oktober og skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner.  

“Når mænd slår på kvinder, er det så æres-løst, som det kan være. Ingen familie skal bestemme over piger og kvinder i Danmark. Lad os kalde det, det det er: Vold mod kvinder er vold.” 

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt tale til Socialdemokratiets kongres for nylig. Jeg er enig. 

Rækken af politikere, der ønsker at hjælpe kvinder udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold er lang. Ofte er de ved at falde over hinanden for at komme til orde. Det er positivt. For der er nok at gøre for kvinderne. 

Men lad os være ærlige: Der er brug for mere end ord. For ordene skal følges op af handling fra politikere, som ønsker og formår at skabe reel forandring for de kvinder, de taler så floromvundet om. 

”I 15 år har jeg været bange for, at de tager mine børn fra mig” 

I Danner møder vi hver dag kvinder, som har brudt med æresrelateret vold og negativ social kontrol. Både på Danners krisecenter, i vores specialiserede indsats Sig det til nogen – Migrant, hvor kvinderne stadig bor hjemme, og i vores efterværnsindsatser for kvinder, der har boet på krisecenter og skal etablere et nyt liv efter opholdet. 

Næsten halvdelen af kvinderne på Danners krisecenter har etnisk minoritetsbaggrund. Størstedelen er fra ikke-vestlige lande. Det er svært og kompliceret at bryde med vold i en nær relation – for alle mennesker. Fra Danners indsatser ved vi, at kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ofte møder barrierer for at bryde med volden, som andre voldsudsatte kvinder ikke oplever. 

”I 15 år har jeg været bange for, at de tager mine børn fra mig, hvis jeg talte med min sagsbehandler, eller hvis jeg talte til min læge.” Sådan fortalte en af kvinderne i Danners indsats Sig det til nogen – Migrant.  

15 år. Desværre er det ikke enestående. 

Kvinderne har oftere begrænset netværk og kontakt til samfundet. De står oftere uden for arbejdsmarkedet. De kender ikke altid systemet og deres rettigheder. De kender måske ikke sproget. Og så er partneren ikke altid den eneste, som udøver volden og kontrollen. Familien og netværket accepterer, opretholder og udøver oftere også volden og kontrollen. Derudover møder vi kvinder, som bliver fastholdt i voldelige ægteskaber, fordi udlændingelovens særlige voldsbestemmelse ikke virker i praksis. 

Det gør det alt sammen vanskeligere og mere omkostningsfyldt at bryde med en voldelig partner. Og derfor er vi nødt til i højere grad at målrette hjælpen og indsatserne til de kvinder. 

Lovgivningen og hjælpemulighederne virker ikke i praksis 

Siden 2019 har psykisk vold været ulovligt i Danmark – herunder også negativ social kontrol. Og siden 2021 har det været ulovligt at tvinge eller fastholde nogen i religiøse ægteskaber i Danmark. Men lovgivningen virker ikke i praksis.  

Danner mener, der er brug for et skarpere og mere virkelighedsnært fokus på den kontrol og tvang, der udspiller sig i praksis. Der er brug for, at kvinderne i højere grad får viden om de rettigheder og muligheder, de rent faktisk har, når de vil bryde med vold, kontrol, tvang og religiøse normer. For kvindernes retssikkerhed skal styrkes, hvis de skal have reel mulighed for at bryde med vold. 

Og så er der brug for specialiserede indsatser, så kvinderne og deres børn kan få hjælp til at bryde med volden på en sikker og holdbar måde. Vi er nødt til at erkende, at der ikke findes en one-size-fits-all-model, når det handler om at bryde med vold. Det betyder også, at politikerne er nødt til at prioritere forskellige typer indsatser til forskellige målgrupper. Det er ikke raketvidenskab. Alligevel sker det ikke i dag.  

Mens politikerne taler om deres ambitioner, venter voldsudsatte kvinder stadig på den hjælpende hånd, der kan gøre, at de bryder med volden. Derfor er mit ønske, at de gode ambitioner og intentioner snart omsættes til reel politisk handling.  

Læs vores anbefalinger her.

The post Kvinder udsat for æresrelateret vold og negativ social kontrol kigger langt efter hjælp  appeared first on Danner.