Mandecentret har helt ret i, at voldsudsatte mænd mangler adgang til offentligt finansieret ambulant behandling og rådgivning, som direktør, Lars Lindholm, efterspørger i et indlæg i Jyllands-Posten. Den ret har hverken mænd eller kvinder i dag. Derfor bør en ny regering tage det næste nødvendige skridt og give alle voldsudsatte en lovfæstet ret til ambulant behandling og rådgivningsforløb.
Debatindlæg af Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, og Mette Marie Yde, direktør i Danner bragt i Socialmonitor d. 30. april 2026.
Hvert år udsættes 118.000 kvinder og 83.000 mænd for partnervold. Alligevel står alt for mange uden den hjælp, de har brug for – ofte efter mange års vold, før de endelig tør række ud. Ventetiderne er lange, og hjælpen findes langt fra i hele landet. Det er ikke godt nok. Derfor skal alle voldsudsatte have ret til voldsfaglig, specialiseret ambulant behandling og rådgivning.
Ikke alle kan – eller skal – på krisecenter
I dag har voldsudsatte kun én lovsikret mulighed for hjælp: akut beskyttelse på krisecenter. Men det løser kun én del af problemet. For mange voldsudsatte har ikke et akut beskyttelsesbehov, og mange kan faktisk få et trygt og bæredygtigt brud med volden, mens de bliver boende i deres egen bolig.
Et krisecenterophold er en omfattende døgntilbudsindsats, der skal være målrettet dem, der reelt er i akut fare eller har brug for massiv døgnbaseret støtte. Og 2025 mindede os desværre om, at partnerdrab stadig er en realitet i Danmark – og at tidlig, tilgængelig hjælp derfor er afgørende.
For voldsudsatte, der på det pågældende tidspunkt kan klare sig uden krisecenter, kan et ambulant tilbud være en løsning, der sikrer den nødvendige volds- og sikkerhedsfaglige hjælp, samtidig med at den voldsudsatte kan fortsætte med de dele af livet, der er med til at skabe gode forudsætninger for et liv i frihed: arbejde, uddannelse og tæt kontakt til netværket. Det kan redde liv.
Som Mandecentret påpeger i et indlæg i Jyllands-Posten, er der også mandlige partnervoldsofre, der ikke kan identificere sig med at flytte på krisecenter eller have et beskyttelsesbehov. Hvis ikke, de får andre tilbud, risikerer vi derfor, at de slet ikke får hjælp.
Ambulante tilbud er derfor både et afgørende og et oplagt supplement til krisecentertilbud. Derfor bør de to typer af tilbud sidestilles juridisk, så begge bliver noget, man som voldsudsat har ret til.
Uden ambulant hjælp står mange voldsudsatte helt alene
Netop derfor er det også et stort problem, at ambulant hjælp i dag er begrænset og geografisk skævt fordelt. I flere kommuner er ventetiden mange måneder, og i store dele af landet findes der slet ikke ambulante tilbud. Konsekvensen er, at voldsudsatte, som kunne hjælpes ambulant, i stedet potentielt ender på krisecenter – en dyrere og mere indgribende løsning, som slet ikke passer til deres behov.
Ambulante forløb er veldokumenteret effektive. Vores erfaringer fra vores respektive ambulante tilbud Sig det til nogen og Ud af voldens skygge er, at de gør det muligt at opspore vold tidligere, forhindre eskalation og nå mennesker, der ellers ville blive ved med at leve i volden alene. Men efterspørgslen overstiger langt kapaciteten, og ventelisterne vokser.
Ingen voldsudsat bør være overladt til sig selv på den måde. Hvis vi mener, at partnervold for alvor skal bekæmpes, må retten til hjælp ikke afhænge af, om man er i målgruppen for et krisecenterophold, om man har mulighed for at søge ophold på et krisecenter, eller af hvor i landet man bor.
En ny regering bør derfor sikre, at ambulant behandling og rådgivning bliver en lovfæstet rettighed på linje med krisecenteropholdet. Det er helt nødvendigt, hvis alle voldsudsatte skal have en reel mulighed et frit liv uden vold.
