fbpx

Partnerdrab på kvinder

Partnerdrab er drab begået af en nuværende eller tidligere partner. Det gælder også, selvom man ikke har boet sammen, ikke har været gift eller ikke har kaldt hinanden kærester, men blot datet. Drab på kvinder begået af (tidligere) partnere hører under fænomenet femicides. Femicides betegnes som drab på kvinder, fordi de er kvinder, det vil sige, at drabet er kønsbaseret. Begrebet dækker, udover partnerdrab og drab på kvinder/piger i familien, også over drab på kvinder begået af ikke-nære relationer, men partnerdrab er den form, der fylder mest i statistikkerne over kvindedrab globalt set. 

Partnerdrab på kvinder er sjældent spontane. Ofte findes der et forudgående mønster af kønsbaseret vold og kontrol, og selve drabet er ofte planlagt. Faktisk viser forskning, at der findes så mange ligheder, at man har identificeret 8 stadier, som leder op til drabet. Partnerdrab kan altså forebygges, hvis man kender tegnene og sætter ind i tide. Det kræver tværgående viden og politisk prioritering. 

8 trin forud for partnerdrab

Forskning af Jane Monckton-Smith peger på 8 trin, som ofte går forud for et partnerdrab:

  1. Forhistorie. Gerningsmanden har tidligere stalket en eks-partner eller været voldelig over for andre mennesker.
  2. Første impuls. Forholdet udvikler sig hurtigt til at blive meget seriøst. Pårørende beskriver efterfølgende, at det var unormalt hurtigt.
  3. Tvangsmæssig kontrol. Forholdet bliver gradvist mere kontrollerende, udøveren kan både bruge følelsesmæssig manipulation samt økonomisk og social kontrol eller lignende.
  4. Udløser impuls. En hændelse opstår, som ser ud til at true gerningsmandens kontrol, fx at kvinden vil stoppe forholdet, eller at hun siger fra over for kontrollen.
  5. Optrapning. Gerningsmandens kontroltaktikker øges i intensitet eller i hyppighed, fx ved at han truer med selvmord, eller at hans stalking optrappes, hvis forholdet er slut.
  6. En ændret måde at tænke på/beslutning. Efter en meget intens periode på dette stadie, hvor stalkingen fx bliver mere risikabel, kan gerningsmanden føle et uigenkaldeligt kontroltab, så tanken om hævn og drab opstår som en mulighed. 
  7. Planlægning. Forskerne har fundet nedskrevne planer hos gerningsmanden om, hvordan han i denne fase af forholdet vil skaffe sig adgang til offeret, og med hvilke midler eller hvordan han vil dræbe hende. 
  8. Selve drabet. Gerningsmanden slår den kvinde ihjel, som han har eller har haft et intimt forhold til, og nogle gange også hendes børn. I visse tilfælde forsøger han at skjule drabet, men det er også almindeligt, at han tilstår med det samme.  

Risikofaktorer for partnerdrab på kvinder

Ifølge de 8 stadier handler risikoen for partnerdrab om gerningspersonens behov for kontrol og gerningspersonens tab af kontrol over sin kvindelige partner. Forskning peger på, at særligt psykisk vold og kvælningsvold øger risikoen. Ligeledes ved vi, at perioden under og efter et brud er en særlig farlig tid for kvinder, der har været udsat for partnervold, da det er her, gerningspersonen mister magten og kontrollen over partneren. 

Eksempler på risikofaktorer for partnerdrab på kvinder

  • Udøverens udøvelse af fysisk vold er eskaleret 
  • Psykisk vold (særligt kontrollerende og isolerende adfærd) i parforholdet 
  • Den voldsudsatte har bedt om/eller udtrykker ønske om separation/skilsmisse 
  • Udøveren har adgang til skydevåben 
  • Udøvelse af fysisk vold under graviditet 
  • Udøveren har truet med selvmord og/eller truet med at dræbe den udsatte eller andre (f.eks. børn) 
  • Udøveren bruger kvælningsvold som volds-/kontroltaktik 
  • Udøveren kontrollerer og bestemmer den seksuelle relation 
  • Udøveren stalker, overvåger og udspionerer den udsatte i/efter forholdet 

Det er vigtigt at bemærke, at langt de fleste voldelige relationer, hvor en eller flere af ovenstående risikofaktorer er til stede, ikke ender i partnerdrab. Men faktorerne øger risikoen for partnerdrab. 

Partnerdrab i Danmark

Ifølge Justitsministeriets undersøgelse om drab i Danmark i perioden 2017-2021 begås omkring 8-11 partnerdrab om året. Langt størstedelen er drab på kvinder, begået af en mandlig (eks)partner. Inddrager man udvidede partnerdrab (dvs. drab på f.eks. børn, forældre eller nye partnere i forbindelse med partnerdrabet), er partnerdrab den største enkeltstående drabskategori i Danmark. De registrerede motiver er i størstedelen af drabene skilsmisse/separation eller jalousi. 

Partnervold øger risikoen for drab på børn

Ifølge en kortlægning af drab på børn i Danmark i perioden 1986-2018 dræbes 28 % af børn i familien i forbindelse med forældrenes samlivsbrud. Det svarer til 35 drabshændelser på i alt 56 børn over en periode på 32 år. I næsten alle tilfældene er det faren, der står bag drabet. I godt halvdelen af de sager, hvor et samlivsbrud er motiv for drabet, havde man viden om, at gerningspersonen var meget kontrollerende, bestemmende og/eller voldelig over for partneren i forholdet. Foruden børnene, blev partneren også dræbt ved 10 af de 35 hændelser. I 26 ud af 35 tilfælde begik eller forsøgte gerningspersonen selvmord i forlængelse af drabet/-ene. I 15 af de 26 sager havde gerningspersonen tidligere udtrykt tanker om selvmord. 

Kilder

Hansen, S. & Okholm, M. (2024) Drab i Danmark 2017-2021. Justitsministeriets forskningskontor. https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2024/01/Drab-i-Danmark-2017-2021_WT.pdf   

European Institute for Gender Equality (2021) Report: Defining and identifying femicide – a literature review. https://eige.europa.eu/publications-resources/publications/defining-and-identifying-femicide-literature-review  

Monckton-Smith, J. (2020) Intimate Partner Femicide: using Foucauldian analysis to track an eight stage relationship progression to homicide. Violence Against Women, 26 (11), 1267-1285. doi:10.1177/1077801219863876 

Campbell, J., Webster, D. & Glass, N. (2009) The Danger Assessment: Validation of a Lethality Risk Assessment Instrument of Intimate Partner Femicide. Journal of Interpersonal Violence, 24(4), 653-674. doi:10.1177/0886260508317180 

Ottosen, M. H. m.fl. (2022) Drab i familien – når børn bliver ofre. Djøf Forlag. https://www.vive.dk/da/udgivelser/drab-i-familien-bxqkdqxk/ 

Baumbach, T. m.fl. (2024) Partnervold og partnerdrab – samfundets blinde vinkel. Djøf Forlag 

UNODC and UN Women, Femicides in 2023: Global Estimates of Intimate Partner/Family Member Femicides (United Nations publication, 2024). https://www.unwomen.org/sites/default/files/2024-11/femicides-in-2023-global-estimates-of-intimate-partner-family-member-femicides-en.pdf    

Læs mere

På verdensplan bliver 82 kvinder slået ihjel af deres (eks)partner hver dag....
Nedgør, krænker, manipulerer, truer og kontrollerer din kæreste eller ægtefælle dig systematisk?...
Partnervold og vold mod kvinder i nære relationer kan have mange former....