fbpx

Danners historie

I 1873 opførte Grevinde Danner et hus til udsatte kvinder. 100 år senere gik stiftelsen konkurs, og huset skulle rives ned. 300 feminister besatte huset og byggede kvinde- og krisecenter drevet af frivillige. I dag er Danner en professionel organisation, men stadig båret af frivillighed og aktivisme. 

”Undertegnede Louise Christine Lensgrevinde af Danner, Kong Frederik d. 7.s enke, meddeler herved min fuldmagt til i mit navn og på mine vegne at oprette og søge Kongelig Confirmation på fundatsen af en stiftelse for trængende Fruentimmer af Arbejderklassen.” 

Sådan skrev Grevinde Danner i et brev i 1873. Det blev begyndelsen på historien om huset i Nansensgade, som de fleste kender som Dannerhuset. Læs hele historien her:

Født som horeunge i arbejderklassens København

Grevinde Danner var døbt Louise Christine Rasmussen. Hun blev født i rendestenen som horeunge. Hun fik selv en horeunge med sit livs kærlighed. Hun blev Danmarks første ’rigtige’ modehandlerske. Og hun blev siden kongens hustru til venstre hånd og fik titlen grevinde. 

Grevinde Danner tog livtag med borgerskabet og embedsvældets stive normer og moral i en sådan grad, at hun blev et af smædevisernes yndlingsofre og mødte enorm modstand. 

Louise Rasmussen blev født af tjenestepigen Juliane Rasmussen.  

Juliane var blevet bragt i uføre af sin arbejdsgiver, grosserer Gotthilf Køppen. Og datidens sociale normer foreskrev, at frøken Rasmussen skulle forlade sin plads og føde i dølgsmål. 

Køppen vedkendte sig ikke faderskabet officielt, men betalte af og til lidt aflad hos Juliane. Derfor måtte hun herefter ernære sig som vaskekone og syerske i det indre København.  

Her voksede Louise op som et af gadens fattige børn. Hun gik dog lidt i skole. Og hun lærte, modsat mange andre fra den tid, at læse og skrive. 

En billet til balletten

Louises mor blev senere gift med en billetkontrollør ved Det Kongelige Teater. Selv om det ikke var Louises oplagte løbebane, fik han sin 11-årige steddatter ind ved balletten.


Hun havde hverken fod eller ben til at danse.

”Hun havde hverken fod eller ben til at danse”, fortalte balletmester Bournonville. Men hun lærte at føre sig yndefuldt. Louise havde en stærk personlighed. Og allerede som barn gjorde hun til en balletprøve på Hofteateret indtryk på den daværende kronprins Frederik. 

“Netop som prøven var begyndt, kom jeg derind; en lille pige med lyst krøllet hår kom dansende fra kulissen med et neg i hånden, men idet hun løb forbi, trådte hun mig på foden – se, således var vort første møde. Jeg tænkte ofte på den lille pige, men så hende først igen som voksen hos en af hendes veninder. Jeg følte stor sympati for hende, og hun tiltalte mig, fordi hendes væsen var noget anderledes end de andre unge pigers.” Sådan har Frederik 7. fortalt om sit første møde med Louise. 

Et patriarkalsk og klasseopdelt Danmark

I 1800-tallet havde kvinder og tyende ikke stemmeret. En gift kvinde var ægtemandens eje, og tilhørte man underklassen, blev man dér.  

Selvom Grevinde Danner udfordrede både klasse- og kønsnormer, skal man ikke tro, at hun var feminist.  

Respekten for kvinders evner og berettigelse var begrænset. Den unge Louise havde formentlig kun skuldertræk til overs for kvinders ligeberettigelse.  

I sin kamp op ad den sociale rangstige mødte hun heller ingen søstersolidaritet. Tværtimod.  

De borgerlige kvinder var selv produkter af klassesamfundet. Og de levede op til mænds forventninger. Kvinderne blandede sig ikke. De så pæne ud. Og de koncentrerede sig om hjem og børn. 

Foregangskvinde for velfærdsstaten

I sine unge år handlede Louise Rasmussens liv om overlevelse og flugt fra fattigdommen. Hun var stræbsom og snedig. Og det bragte hende langt i livet. Men hun glemte aldrig sit ophav.  

Hun blev aldrig accepteret af den danske adel eller det kulturelle borgerskab. Men hun var ikke uden indflydelse. Hun var foregangskvinde for velfærdsstaten. Og hun medvirkede til, at statens penge blev brugt som sikkerhedsnet under nogle af samfundets svageste.  

Louise og Carl

Carl Berling var kejtet og introvert, men dannet, belæst og en flot mand. Louise Rasmussen var ekstrovert, ubekymret og videbegærlig.  

De to fandt i hinanden en diametral modsætning, og sød musik opstod.  

Carls mor var enke og forvaltede familiens ære og det Berlingske hus. Og hun var stor modstander af sønnens kærlighedsforbindelse. Han turde ikke trodse sin mor.  

Som 25-årig blev Louise gravid og måtte med Carls hjælp tage væk fra byens lange blikke for at føde. Men han kunne ikke hjælpe hende med hendes sjæls sorg. Hun måtte afgive sønnen til en anden familie for at holde sig oven vande. Savnet sled på hende gennem hele livet. 

Den første modehandlerske i Danmark

Med økonomisk støtte fra Carl tog Louise på studierejse til Paris. Her fik hun ophold hos en berømt modehandlerske. Fra Paris skrev hun breve til både Carl og Frederik 7. I brevene skrev hun, at hun var afhængig af dem begge. 

Carl kunne hun ikke få som ægtemand. Men uden hans venskab kunne hun ikke håndtere Frederik. For han var både lunefuld og omgivet af rådgivere, der prøvede at holde kvinder som Louise på afstand. 

Frederik hjalp Louise med at åbne en modehandel inspireret af Paris på Strøget i København. Aldrig havde danskerne set en roterende mannequindukke før. Og folk stod i kø for at se den fascinerende butik.  

Dengang måtte kvinder ikke være selvstændige erhvervsdrivende. Kun virkeligt trængende og aldrende fruentimmer kunne få lov at drive en lille butik.  

Louise var kun 28 år, men sendte alligevel en ansøgning til handelslauget. I ansøgningen skrev hun, at hun var knæskadet og pensioneret fra balletten. Og at hun skulle tage sig af sin mor og bedstemor. 

Først fik hun afslag fra lauget. Men kongen hjalp hende. Og hun blev den første egentlige modehandlerske i Danmark. 

Desværre brændte butikken kort efter, at den var åbnet, og Louise måtte igen genopfinde sig selv. Heldigvis havde hun en støtte i Carl. Selv om de undervejs var blevet rygende uvenner om giftermålet og forsonet igen – det vidner deres brevvekslinger om. 

”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere”

I 1848 tiltrådte Frederik 7. som konge.  

På det tidspunkt var det velkendt, at Louise og Carl Berling havde deres gang på Christiansborg. Carl var blevet succesfuld som udgiver af Berlingske Tidende. Og han også blevet udnævnt til kongens privatsekretær.  

Folket var imod kongens forhold til Louise. Og der blev da også gjort flere ihærdige forsøg på at bryde det. 


Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere.

Men kongen stod fast og udtalte de berømte ord: ”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere.”  

Han var træt af, at andre bestemte over hans privatliv. 

Kongens hustru til venstre hånd: lensgrevinde Danner

I 1850 blev Louise Rasmussen gift til Frederik 7.s venstre hånd og tilegnede sig derved titlen ’Lensgrevinde Danner’. 

Kong Frederik 7. havde langt om længe fået sin Louise.  

Det betød også, at Carl kunne gifte sig og få børn, uden at det umiddelbart forstyrrede de nære relationer mellem de tre. Selvom Berlings ægteskab gav Grevinden en del frustrationer, blev hun ven med hans kone, Polly.  

Aristokratiet og det københavnske borgerskab lykkedes det dog aldrig Louise – eller de to andre – at komme overens med. Hun blev mødt med had, kammerherren med foragt. Og majestæten blev mødt med spot. 

Grevinden gav udsatte kvinder husly

Efter 13 års både fordrageligt, kærligt og tumultarisk ægteskab døde Frederik 7. i 1863. Og offentlighedens interesse for de to efterladte i trekanten forsvandt hurtigt. 

Med Carls kones billigelse begav Louise og Carl sig på en drømmerejse til Palæstina sammen. Men da de kom til Egypten, måtte Carl give op – han havde været syg i noget tid og døde i Louises arme i 1871.  

Grevinden overlevede således begge mændene i sit liv.  

Efter kongens død arvede hun penge. For dem oprettede hun stiftelsen for fattige enlige kvinder og børnehjemmet på Jægerspris Slot.  

Grevinde Danner blev dermed én af de første i Danmark til at gå ind i humanitært arbejde af den størrelse. Hun var en vigtig velgører for datidens fattige kvinder og børn.  

Dannerhuset blev tegnet af Theodor Zeltner, slotsforvalter ved Christiansborg Slot og bygmester på Kong Frederiks private byggerier.  

Huset fik navn efter hendes mand: ”Kong Frederik den VII’s Stiftelse for fattige Fruentimmere af Arbejderklassen”.  

Kvinderne boede i 52 små værelser og betalte ikke leje, men sørgede selv for kost og brændsel. 

En kriseramt stiftelse 

Siden 1883 boede der primært kvinder fra arbejderklassen i huset. Men op igennem 1900-tallet kom socialloven. Og boligforholdene blev bedre og mere tilgængelige. Derfor forsvandt kvinderne gradvist. 

I 1979 boede der kun fire kvinder i husets stueetage. Resten af huset var i forfald.  

Stiftelsen var ved at gå fallit. Og bestyrelsen besluttede derfor at sælge ejendommen og nedlægge stiftelsen.  

Huset blev solgt til entreprenør A. Jespersen og Søn A/S, som ville rive det ned og bygge kontorer på grunden.  

Det rygtedes i Nansensgade-kvarteret i det indre København. Og i 1978 protesterede den meget aktive beboerforening ved at ansøge Fredningsstyrelsen om en fredning af huset. 

Huset bliver besat af kvinder 

En mørk og kold aften i 1979 sad en kvinde i en folkevognsboble og gemte sig bag rattet. Når der var fri bane, skulle hun blinke med forlygterne. Hun trykkede sig godt ned i sædet for ikke at blive set, da politiets patruljevogn rullede forbi. Hjertet bankede ekstra hurtigt denne aften. 

Hun gemte sig lidt for længe og fik aldrig blinket med lygterne. For rødstrømperne længere henne ad gaden var utålmodige. De havde allerede set salatfadet køre forbi.  

Bevæbnet med soveposer, sovepiller i pølser til eventuelle politihunde samt alibi for at være til kvindekonference småløb de i ly af mørket og parkerede biler i Nansensgade. 

De fire ældre kvinder, som boede i huset, åbnede døren for dem. De var enige: Kvindehuset skulle ikke erstattes af kontorer. Der blev malet store kvindetegn på ruderne ud mod den store vej. Huset var blevet besat – befriet for patriarkatets planlagte omkalfatring. I hvert fald for en stund. 

Forud for besættelsen

Men huset stod stadig til salg. I et forsøg på at legitimere opløsningen af fonden og salget af huset til et kommercielt formål tilbød kommunen, at Dansk Kvindesamfund kunne købe det.  

De forlangte 3,5 millioner kroner. Men de vidste godt, at Kvindesamfundet ikke kunne lægge så stort et beløb. Men de havde nok ikke regnet med, at Dansk Kvindesamfund nu henvendte sig til andre kvindeorganisationer – og sammen bad de om forhandlinger. 

Kvindegrupperne forhandlede om overtagelse af huset – ikke et køb, men en videreførelse af fondens ånd. Deres kamp mødte dog modstand. Pludselig erfarede de, at ejendomsfirmaet havde underskrevet et betinget skøde den 22. oktober 1979.  

Kvindebevægelsens eneste chance var, at købet skulle godkendes af Justitsministeriet. De skulle gøre sagen politisk og skabe en folkelig opinion, der kunne påvirke ministeren. Det mest oplagte var derfor – naturligvis – at besætte huset. 

I kapløb med tiden gik de i gang med vedtægter, bestyrelse og oprettelse af en fond og en forening, som kunne forhandle med Justitsministeriet. Alt skulle være gennemsigtigt og troværdigt.  

Men få uger efter besættelsen godkendte ministeren salget af huset til ejendomsfirmaet – selvom det krævede en ændring af fundatsen. Det vakte stor harme over hele landet.  

Men en redningskrans blev kastet ud: Huset blev erklæret fredet. Ejendomsfirmaet kunne alligevel ikke rive huset ned. 

Harme førte til sammenhold

Kvindebevægelsen blev igen tilbudt at købe huset – denne gang i form af den nyoprettede Danner-forening og til en billigere pris – nemlig 2,8 millioner. Kvinderne gik derfor ud på gader og stræder i hele Danmark for at samle de 2,8 millioner kroner ind. I den forbindelse gik det op for dem, hvor udbredt – og hemmelig – vold i hjemmet var.  

Behovet for at bryde dette tabu var stort – og det var afgørende at have et sted, hvor det kunne brydes fra. 


Vi havde drømt om et mangfoldigt kulturhus for kvinder med mange ting, men det var vold mod kvinder, der samlede Danmark.

“Jeg kendte ikke meget til vold mod kvinder i hjemmet, men vi besatte Dannerhuset en fredag, og efter få dage kom der simpelthen artikler og skriverier i pressen om vold mod kvinder og om, at der endelig var nogen, der gjorde noget ved det. Der var mange, der havde en moster eller en tante, der havde noget hemmeligt, man ikke talte om. Det ændrede også situationen for os. Vi havde drømt om et mangfoldigt kulturhus for kvinder med mange ting, men det var vold mod kvinder, der samlede Danmark.” 

Sådan fortæller den dengang 30-årige Inger Stauning, som var en af de centrale figurer til at planlægge og gennemføre besættelsen af ’Dannerstiftelsen’, som huset blev kaldt før besættelsen. Før det havde hun været med til flere andre kvinde- og boligpolitiske husbesættelser i København. 

På rekordtid fik den nye forening via forskellige initiativer – landsindsamling, loppemarkeder, foredrag og støttekoncerter – indsamlet penge nok til at købe huset. De havde endda 400.000 kroner i overskud, som de kunne bruge til at påbegynde en renovering af huset. 

Huset skulle lykkes

“Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has.”  

Sådan lyder det fra den amerikanske antropolog, Margaret Mead, som forskede i kønsroller og seksualitet og var aktiv i debatten i 1960’erne. 

Det var præcis, hvad der skete med besættelsen af Dannerhuset. Få engagerede kvinder bragte en kæmpe forandring med sig. De var inspireret af de amerikanske rødstrømper, som var lykkedes med at oprette krisecentre for ’battered women’.  

Kvindekrisecentre begyndte at skyde op rundt om i Danmark. Kvinder i centraladministrationen, kvindelige journalister og kvinder alle steder blev løftet af fællesskabet og bakkede op på tværs af landet. Det her hus skulle lykkes. 

Kvinder renoverer – i tråd med husets ånd

Med støtte fra kommune og stat blev der iværksat et arbejdsløshedsprojekt. Det betød, at foreningen i Dannerhuset kunne lønne arbejdsløse kvinder til at udføre renoveringen.  

På den tid var især unge kvinder arbejdsløse. Og her var en mulighed for at give dem arbejdserfaring der brød med de traditionelle kønsroller – helt i tråd med husets ånd.  

Blandt besætterne var også faglærte håndværkere, og de fik travlt med at lære fra sig. Om sommeren blev der lavet ’byggelejr for frivillige’, som satte rummene på husets førstesal i stand. Og i løbet af et par år var husets 2198 kvadratmeter anvendelige. 

Det var ikke nok at lave et krisecenter

Samtidig med renoveringen var der fuld gang i det kvindepolitiske og kvindekulturelle hus.  

Visionen var at skabe et trygt rum og tilflugtssted for kvinder, der blev udsat for vold af deres mænd. Samtidig skulle huset fungere som et kvindecenter med værksteder, mødelokaler, kulturelle arrangementer, bogcafe og kontorlokaler. 


Det var ikke nok at lave et krisecenter for voldsramte kvinder – vi skulle ikke være alene om at løse et samfundsproblem.

“Den dér fornemmelse af styrke, solidaritet og fællesskab – det var meget vigtigt for os. Det var ikke nok at lave et krisecenter for voldsramte kvinder – vi skulle ikke være alene om at løse et samfundsproblem. Det var meget vigtigt, at det blev kombineret med andre kampe, der kunne gøre kvinder stærke. Sådan, at vi ikke bare skulle sidde og reparere på nogle overgreb, der var sket, men også kunne gøre kvinder stærke, så den slags overgreb ikke skete igen og igen. Så kvinder kunne sige fra. Derfor var det vigtigt at forbinde kampen med feministisk selvforsvar og med at gå ud og påvirke politikerne og have kvindeaktiviteter, der kunne vise, at kvinder kan og er stærke,” fortæller Inger Stauning. 

Sammen for at stoppe vold mod kvinder

For første gang nogensinde gik kvindegrupper sammen for at stoppe vold mod kvinder. I huset oprettede nogle af kvinderne nødboliger for voldsudsatte kvinder og børn – altså forløberen for krisecenteret. 

Kvinderne formulerede en målsætning, som i lange stræk desværre også er relevant i dag: 
”Vold er det ekstreme udtryk for det patriarkalske klassesamfunds undertrykkelse af kvinder. Fysisk og psykisk vold er udtryk for denne undertrykkelse. Volden skal bekæmpes både på det individuelle og det samfundsmæssige plan.” 

I begyndelsen var antallet af kvinder, der havde brug for asyl stort. Og deres barske historier om voldelige samliv med kærester og ægtefæller gjorde stort indtryk. Det store, smukke hus i Nansensgade var med til at gøre kvindekampen mangfoldig og rummelig. Det var til for kvinder – og kun på kvindernes betingelser. Hvis der kom mænd på besøg, blev der sat et skilt op i døren, så man var advaret. 

Fra græsrodsbevægelse til professionel organisation

Op igennem 1990’erne blev den frivillige organisation suppleret med ansatte. Gennem årene har aktiviteterne været struktureret i det tostrengede formål; kvinde- og krisecenter.  

Mens krisecenteret har været i uafbrudt drift, var der i 1990’erne ikke udpræget mange udadrettede kvindecenteraktiviteter. Det blev der sat fokus på i forbindelse med en strukturændring i år 2000, hvor ansvaret for den daglige drift blev udmøntet i to koordinatorstillinger for henholdsvis kvindecenteret og krisecenteret. 

I 2005 tog en professionel organisation for alvor form. Der blev ansat en direktør og leder af krisecenteret. Og i 2007 blev der etableret et videnscenter og en projektafdeling. Men den dag i dag bygger Danner fortsat på frivillighed. 
 
I sin samtid var Grevinde Danner en kontroversiel – og set med nutidsøjne – visionær person. Hun var stærk, ambitiøs og på mange måder en atypisk kvinde, som var socialt og politisk engageret.  

Med samme drivkraft og engagement arbejder Danners ansatte og frivillige for at videreføre hendes ånd i kampen for en verden fri for vold mod kvinder og børn. 

Dannerhusets arkitektur

Dannerhuset er tegnet af kammerråd Theodor Zeltner, der var ansat som slotsforvalter ved Christiansborg Slot. Han var bygmester på Frederik VII’s private byggerier.  

Huset står i dag som et af ny-renæssancens mest gennemførte arbejder og som et udtryk for tidens arkitektoniske formåen og håndværksmæssige kvaliteter. 

Med respekt for dets oprindelige arkitektur og historie blev huset totalrenoveret i perioden 2008-2012. I dag står Dannerhuset som et trygt hus for voldsudsatte kvinder og deres børn. Og det står som ramme om en moderne humanitær organisation og et professionelt videnscenter. 

Renoveringens formål var at fremhæve husets oprindelige arkitektur og særlige fredningsværdi. Og samtidig skabe tidssvarende rammer for et moderne kvindehus. Der skulle skabes harmoni mellem husets funktion som et lukket og trygt krisecenter og en åben og udadvendt organisation. 

Den gennemgribende renovering af Dannerhuset indebar, at husets særligt bevaringsværdige rum blev restaureret, så de igen fremstår med værdighed og samtidig støtter op om husets centrale funktioner. Husets indgang blev i den forbindelse flyttet, så der igen er indgang via husets foyer og oprindelige hovedindgang. Alle husets boliger har nu eget bad, toilet og tekøkken. 

Se fotos af det renoverede Dannerhus på Realdanias hjemmeside 

Læs mere

Danner er en privat, humanitær og feministisk organisation. Vi kæmper for en...
Danner består af en bestyrelse, en direktør, knap 180 frivillige og ca....
I Danner har vi knap 180 frivillige. Som frivillig i Danner er...