Tal med en rådgiver
Du kan ringe til Danners døgnåbne telefonrådgivning døgnet rundt, alle ugens dage, uanset hvor i landet, du bor. Vi hjælper, uanset om du er voldsudsat eller pårørende til en voldsudsat. Rådgivningen er gratis.
Lever du i vold? Er du i tvivl om, hvorvidt det, du oplever, er vold? Eller kender du en, der er udsat for vold? Så kan du altid kontakte vores telefoniske rådgivning på tlf. 33 33 00 47.
Vær dog opmærksom på, at vores telefon er en rådgivningstelefon. Er du i akut fare, skal du ringe til alarmcentralen på 112!
Danners landsdækkende telefonrådgivning er et døgnåbent fortroligt rådgivningstilbud. Her kan du som voldsudsat kvinde eller pårørende få hjælp og rådgivning af vores dygtige frivillige rådgivere. Hvis du ønsker at være anonym, kan du skrive til Danners anonyme chat eller læse nedenfor.
Det kan være, du har brug for en afklarende samtale om det, du er i tvivl om. Eller at du har brug for hjælp til at tage det første skridt til at bryde med volden. Det kan også være, at du netop har været udsat for vold og har brug for hjælp eller overblik over din situation og dine handlemuligheder. Måske har du brug for at komme på krisecenter, blive visiteret til et ambulant rådgivningsforløb, hvor du kan blive boende hjemme, eller blive henvist til andre relevante tilbud.
Du er altid velkommen til at ringe flere gange, men vær opmærksom på, at du ikke kan forvente at tale med den samme rådgiver.
Når du ringer til os, er det en af vores grundigt oplærte frivillige rådgivere, der tager telefonen. Du møder en venlig, omsorgsfuld og kompetent person. Og med udgangspunkt i netop din situation kan I tale om, hvordan du bedst kan blive hjulpet videre.
Du kan også kontakte Sig det til nogen, som er vores tilbud om ambulante samtaleforløb.
Fortrolighed og underretning
I Danner har vi tavshedspligt, og samtalen er fortrolig. Det vil sige, at vi ikke deler informationerne uden for Danner.
Vi har dog underretningspligt. Det betyder, at vi har pligt til at underrette myndighederne, hvis der i løbet af samtalen opstår bekymring for dine eventuelle børn. Det gælder kun tilfælde, hvor du selv har oplyst personfølsomme oplysninger.
Hvis du, eller en kvinde, du kender, bliver henvist til interne rådgivningstilbud i Danner, fx hos en af vores socialrådgivere, til vores rådgivningscenter eller der bliver truffet en afgørelse om ophold på vores krisecenter, opbevarer Danners Åbne Rådgivning navn, telefonnummer og eventuelt notat om henvendelsen i op til et år. Telefonnumrene og henvendelsens karakter slettes for det samlede kalenderår systematisk i forbindelse med årsskiftet.
Sådan kan du være anonym
Vores telefonrådgivning er fortrolig, og vi kan ikke se det telefonnummer, du ringer fra. Rådgiveren kan ikke vide, hvem du er, eller hvor du ringer fra – medmindre du selv deler oplysninger, der kan føres tilbage til dig. Det er altså dit ansvar som rådsøgende at opretholde din anonymitet, hvis du ønsker dette.
Hvis du først deler personfølsomme oplysninger, er du ikke længere anonym. Ønsker du total anonymitet, skal du derfor være opmærksom på ikke at dele oplysninger som fx efternavn, bopæl, institutionsnavne, studie- og arbejdsplads under telefonrådgivningen.
Det er vores erfaring, at man som rådsøgende kan have vanskeligt ved at opretholde sin anonymitet i løbet af telefonrådgivningen, så hvis du ønsker anonymitet, henviser vi i første omgang til vores chatrådgivning.
Dine spor gemmes
Din computer gemmer spor efter de sider, du besøger på internettet. Det betyder, at andre kan se, hvilke sider du har besøgt, hvis de har adgang til den computer, iPad/tablet eller telefon, du har brugt. Men du har mulighed for at slette dine digitale spor.
Vi anbefaler også at slette Danners telefonnummer fra din opkaldsliste på telefonen efter endt opkald.
Sådan sletter du dine spor
Du kan selv vælge, om du vil slette alle spor eller kun nogle af dem. Find den internetbrowser, du har benyttet, og følg denne vejledning:
Slet dine spor i Chrome
Slet dine spor i Firefox
Slet dine spor i Safari
Gør dine internetbesøg hemmelige fremadrettet
Du kan undgå, at der gemmes spor efter dit næste besøg på chatten eller Danners hjemmeside ved at åbne www.danner.dk i et ’privat vindue’. Det betyder, at du efter dit besøg ikke behøver at slette dine spor.
Se vejledninger til, hvordan du åbner et ’privat vindue’ (også kaldet ’inkognitovindue’):
Undgå at Chrome husker dit besøg
Undgå at Firefox husker dit besøg
Undgå at Safari husker dit besøg
Danners åbne rådgivning er akkrediteret
Danners åbne rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark. Det betyder, at rådgivningen lever op til en særlig kvalitetsstandard for sociale rådgivningstilbud.
