Palæstina

Hver 3. kvinde i Palæstina har været udsat for vold 

Danner samarbejder med den palæstinensiske kvinderettighedsorganisation Rural Women’s Development Society (RWDS) om at støtte voldsudsatte kvinder og børn på Vestbredden. Danner og RWDS har samarbejdet siden 2017.  

I Palæstina har over hver tredje kvinde været udsat for partnervold. Mange fortæller ikke nogen om volden. 

Vestbredden er præget af en langvarig konflikt og er under ulovlig israelsk besættelse. Det påvirker kvinders hverdag og deres adgang til hjælp. Derfor er der brug for stærke lokale indsatser. 

Gennem lokale kvindegrupper kan voldsudsatte kvinder få støtte fra fagpersoner. Her kan de også opbygge netværk med andre kvinder. På den måde når RWDS ud til nogle af de mest sårbare kvinder. 

Vi styrker støtte og fællesskaber

Projektet styrker voldsudsatte kvinder og deres børn. Målet er at give dem bedre mulighed for at leve et liv uden vold og deltage i deres lokalsamfund. Her er det afgørende at man har adgang til kvalificeret støtte. Den støtter styrker vi som en del af projektet.  

Et lokalt fællesskab kan også være afgørende, når man ønsker at bryde med vold. Derfor arbejder vi med lokalsamfundene. Vi styrker viden om vold og mental trivsel og øger fokus på at støtte voldsudsatte kvinder. Det skal være med til at bryde tavshed og skabe trygge fællesskaber. 

Vi arbejder også for at styrke henvisningssystemet. Det gør vi ved at øge samarbejdet mellem lokale organisationer og andre aktører, så voldsudsatte kvinder lettere kan få den rette hjælp. 

Vi styrker kvinders modstandskraft

Projektet har også fokus på at styrke kvinders modstandskraft. Vi arbejder med forhold, der har betydning for, om kvinder kan bryde med vold. Det kan være økonomi, traumebehandling, adgang til sundhed og mulighed for arbejde. 

Det er særligt vigtigt i en kontekst som den palæstinensiske, hvor mange kvinder har begrænset adgang til rettigheder og muligheder. 

Målet er, at voldsudsatte kvinder får støtte i tide og bedre kan håndtere deres situation. Det skal give flere mulighed for at bryde med volden. 

Danners arbejde i Palæstina er støttet af CISU – Civilsamfund i Udvikling.   

Læs mere

Ditte Specht er international projektleder i Danner og har arbejdet med at...
I Egypten er vold mod kvinder et udbredt problem. Det gør sig...
Danner har arbejdet i Tunesien siden 2012 og var med til at...