Tyrkiet
Styrket psykologisk støtte til voldsudsatte kvinder
Danner samarbejder med den tyrkiske organisation Mor Çatı om at styrke støtten til kvinder, der har været udsat for vold. Sammen arbejder vi for, at kvinder får bedre hjælp og støtte til at komme videre efter volden.
Vold mod kvinder i Tyrkiet
Vold mod kvinder er et stort problem i Tyrkiet. Omkring 4 ud af 10 kvinder har været udsat for vold. Samtidig er antallet af kvinder, der hvert år bliver dræbt af en nuværende eller tidligere partner, steget gennem de seneste år.
Tyrkiet har en stærk lovgivning på området. Loven om beskyttelse af familien og forebyggelse af vold mod kvinder fra 2012 giver rammer for at bekæmpe vold. Loven omfatter alle former for vold og beskytter både kvinder, børn og andre berørte familiemedlemmer. Men implementering af loven halter efter, og tendenser i samfundet trækker i den modsatte retning. Fx fratrådte Tyrkiet i 2021 den såkaldte Istanbul-konvention, der omhandler bekæmpelse af vold mod kvinder.
Styrket faglig støtte
Projektet har fokus på at styrke fagpersoner, især psykologer. Gennem træning og videndeling bliver de bedre rustet til at give støtte, der tager hensyn til traumer og kvinders situation. Målet er, at kvinder mødes med kvalificeret og tryg hjælp.
Samtidig arbejder vi for at styrke kvinders mulighed for at bryde med vold. Med den rette støtte får kvinder bedre mulighed for at skabe et liv uden vold og opbygge styrke i hverdagen.
Samlet set skal indsatsen sikre, at kvinder, der har været udsat for vold, får bedre psykologisk støtte og større mulighed for at bryde med vold.
Danners partnerskab i Tyrkiet er støttet af CISU – Civilsamfund i Udvikling.
