Den franske forfatter, Gisèle Pelicot, modtager Danners Ærespris 2026 for modigt og nærværende at bruge sin egen personlige historie til at skabe offentlig opmærksomhed på et stort og vigtigt samfundsproblem: Seksualiseret vold og voldtægt i parforhold.
Gisèle Pelicots grusomme historie er gået verden rundt. I næsten ti år blev hun bedøvet og udsat for seksuelle overgreb og voldtægt af fremmede mænd i sit eget hjem. Det hele var orkestreret af hendes egen mand, der også filmede de mange overgreb.
En afgørende stemme i debatten
Under den efterfølgende retssag insisterede Gisèle Pelicot på at give afkald på sin ret til anonymitet, fordi hun mente, at alle skulle se, hvem forbryderne var. Det blev også omdrejningspunktet i Pelicots anmelderroste selvbiografi ‘En hyldest til livet: Skammen skal skifte side’, som udkom i starten af 2026, hvor hun modigt, ærligt og sårbart fortæller om sine oplevelser og om at finde sig selv og livet igen på den anden side.
“Gisèle Pelicot har med sin heroiske og historiske ageren startet en enormt vigtig samtale om, at det ikke er ofrene for kønsbaseret og seksualiseret partnervold, der skal skamme sig, men derimod overgrebsmændene. Hun er blevet en helt afgørende stemme i debatten, og hendes mod har inspireret og rørt tusindvis af mennesker verden over og har samtidigt være med til at nedbryde tabuet om seksuelle overgreb og vold i nære relationer, ” siger Mette Marie Yde, direktør i Danner.
Denne pris tilhører alle kvinder
“Det er med dyb bevægelse og en overvældende taknemmelighed, at jeg i dag modtager Danners ærespris. At modtage denne anerkendelse her i Danmark fra en organisation, der hver eneste dag kæmper for at beskytte og støtte kvinder, der er udsat for vold, berører mig dybt. Denne pris tilhører alle disse kvinder – dem, der har fundet styrken til at tale, men også dem, der stadig lever i tavshed og frygt,” siger Gisèle Pelicot.
“Jeg modtager denne anerkendelse med ydmyghed, men også med håb. Fordi jeg ønsker at tro på, at holdninger kan ændre sig. Fordi jeg i dag ved, at vores stemmer og vores handlinger kan være med til at bringe samfundet fremad.”
Må de aldrig føle skam
Til at modtage Danners ærespris på vegne af Gisèle Pelicot, var forlagschef Mette Mayli Albæk fra Politikens Forlag, som er den danske udgiver af Gisèle Pelicots nye bog, der udkommer verden over i januar 2027 på 20 sprog.
”Giséle Pelicot viser på tydeligste vis, hvordan bøger kan få afgørende betydning for andre mennesker. Mange kendte den frygtelig sag fra medierne, men i En hyldest til livet gennemgår læseren alle følelser – vrede, sorg, afmagt og heldigvis også håb og stolthed. Giséle Pelicot vender en tragedie på hovedet og giver andre kvinder mod til at bryde med fysisk og psykisk vold. Det er forbilledligt og derfor er vi meget stolte af denne pris.” siger Mette Mayli Albæk, forlagschef for nonfiktion på Politikens Forlag.
Om sin nye bog siger Gisèle Pelicot selv: ”Med denne bog håber jeg at kunne formidle et budskab om styrke og mod til alle dem, der udsættes for svære prøvelser. Må de aldrig føle skam. Og med tiden, må de endda lære at nyde livet igen og finde fred.”
Om Danners Ærespris
Danners Ærespris gives til en person, en gruppe eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for voldsudsatte kvinder og børn i Danmark eller internationalt.
Prisen overrækkes i år den 2. november i forbindelse med en fejring af Danners fødselsdag. Den blev uddelt første gang i 2009. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre den afghanske kvinderettighedsorganisation, DAWEO, retsmediciner Asser Thomsen og journalist Line Vaaben, strafferetsprofessor Trine Baumbach, forfatter Niels Frank samt billedhugger Kirsten Justesen.
For yderligere oplysninger kontakt presse- og kommunikationskonsulent i Danner Asger Bach Holst på tlf.: +45 29 43 67 35 eller mail abh@danner.dk
