Debatindlæg af Mette Marie Yde, direktør i Danner, bragt i Jyllands-Posten d. 3. december 2025.
Det kan ikke være rimeligt, at udsatte personer skal løfte ansvaret for at påpege svindel, bare fordi det offentlige vælger at skære i tilsynet af bosteder.
En ny rapport fra Hvidvasksekretariatet viser, at alt for mange kommercielle botilbud misbruger offentlige midler.
Men mens debatten om økonomisk svindel fylder i medierne, skærer regeringen i det sociale tilsyn.
Argumentet er bl.a., at tilsynets ressourcer skal bruges der, hvor der er størst behov for dem. Men hvem skal opdage svindlen, hvis ingen kommer regelmæssigt på besøg? Hvem skal opdage den svigtende kvalitet, hvis ingen tjekker regelmæssigt?
Gennem årene har der været flere horrible enkeltsager, bl.a. fra Fyn, og i Danner har vi i årevis forsøgt at understrege behovet for opstramning. For det, der foregår nogle steder, er ganske enkelt uacceptabelt over for målgruppen, som bl.a. tæller voldsudsatte kvinder og børn, der har behov for og ret til beskyttelse og specialiseret støtte. Og over for et samfund, der forventer, at midlerne går til omsorg – ikke til profit.
Danner mener, at ingen bør kunne tjene penge på mennesker i krise. For når profitmotiv blandes med socialt ansvar, skaber det grobund for både dårligere kvalitet og økonomiske fiksfakserier. I allerværste fald sættes allerede udsatte borgeres liv i fare.
Danners krisecenter er et selvejende, men ikke et kommercielt tilbud. Det er en afgørende forskel, for det betyder, at vi investerer pengene i kvalitet til målgruppen, f.eks. uddannet personale og supervision. Så når fortalere for profittilbud siger, at det ikke kan lade sig gøre at drive et socialt botilbud uden profit, vil vi gerne sætte et stort og klart spørgsmålstegn ved den påstand. Hver dag viser vi – de selvejende tilbud – at det kan lade sig gøre.
Kontrol af økonomi og kvalitet hænger uløseligt sammen, og tilsynene bør afspejle den virkelighed. Når et tilbud manipulerer med økonomien, ser vi nemlig ofte samtidigt brud på ledelseskvalitet, ledelsesansvar og mangelfulde faglige beslutninger, som direkte skader de borgere, man (burde) være sat i verden for at hjælpe. Hvis vi vil forhindre udhuling af faglighed og systematisk profitmaksimering, skal tilsynene derfor styrkes – ikke svækkes.
Alligevel lægger den nye bekendtgørelse om socialtilsynet op til færre tilsynsbesøg. Det giver ingen mening. For uden løbende kontakt mister tilsynet blikket for både manglende kvalitet og økonomisk ansvarlighed. Det efterlader de mest sårbare borgere uden et reelt sikkerhedsnet og giver mere plads til aktører, der prioriterer økonomiske interesser over menneskers trivsel.
Samtidig flytter myndighederne nu mere ansvar over på whistleblowerordninger. Men det er både urealistisk og urimeligt at forvente, at voldsudsatte kvinder skal dokumentere svigt, fejl eller svindel.
Mennesker i akut krise skal ikke bære ansvaret for at afsløre problemerne, mens de befinder sig i en periode af deres liv, hvor de har brug for en specialiseret indsats. Det ansvar må og skal vi som samfund løfte gennem nærværende og kompetente tilsyn, der følger med, stiller spørgsmål og reagerer, før situationer eskalerer, og før udsatte mennesker betaler prisen.
Hvis vi vil beskytte de mest sårbare mennesker i vores samfund og stoppe svindel, må vi altså styrke tilsynene og samtidig én gang for alle gøre op med muligheden for at trække profit ud af et tilbud, som drives af offentlige midler til sårbare mennesker.
Vi har ganske enkelt ikke råd til et system, hvor kontrolbesøg sker hvert tredje år, og hvor profitmotiver hersker på bekostning af fagligheden.
