Mød Danner på Folkemødet 2026 

Igen i år stiller Danner med et stærkt hold til Folkemødet på Bornholm og vi skal diskutere psykisk og økonomisk vold, røde flag for partnervold, voldsudsatte børns rettigheder, partnerdrab og meget andet. 

Her kan du se alle debatter, Danner deltager i samt læse mere om hvem fra Danner, du kan møde til Folkemødet 2026. 

PROGRAM

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 9.15-10.00 
Sted: A20 – Advokaternes Telt 

Få anmelder psykisk vold, og kun få sager fører til dom – hvordan får ofrene retfærdighed? 
I 2019 blev psykisk vold kriminaliseret med straffelovens § 243. Formålet var at sidestille psykisk og fysisk vold og styrke indsatsen mod partnervold og partnerdrab. Det var en milepæl: For første gang kunne ofre få deres oplevelser anerkendt og prøvet i retten. 
Syv år senere rejser praksis alvorlige spørgsmål. Fra lovens indførelse og indtil 2026 er der indgivet 3.514 anmeldelser, hvor 473 førte til tiltale. Af disse resulterede 211 i domfældelse og 178 i frifindelse. Det betyder, at kun ca. 6 ud af 100 anmeldelser fører til dom. 
Til sammenligning udsættes 112.000 kvinder hvert år for psykisk vold, hvilket gør det til den mest udbredte form for partnervold i Danmark. 
Det rejser afgørende spørgsmål: Hvordan hænger lovens ambitioner sammen med ofrenes adgang til retfærdighed? Hvorfor anmelder så få, og hvorfor når kun et mindretal af sagerne domstolene? 
Kom med, når vi stiller skarpt på § 243 og spørger: Hvordan kan ofre for psykisk vold opnå retfærdighed? 

Deltagere: Mikael Skjødt, rådsmedlem i Advokatsamfundet; Mette Marie Yde, direktør, Danner; Mette Lyster Knudsen, formand for Dommerforeningen; Jacob Thaarup, Dommer, Retten i Svendborg; Moderator: Winnie Alim, vicedirektør i Danner.  

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 10.00-10.45 
Sted: J20 – Syddansk Universitet 

Traumer sætter spor — men hvor leder vi efter dem? Belastende erfaringer kan påvirke krop, sind, relationer, trivsel, funktion, deltagelse og oplevelsen af håb og mening. Derfor er traumer ikke kun et spørgsmål om symptomer, men også om hverdagsliv, fællesskaber og de systemer, mennesker møder. I denne debat spørger vi, hvordan sundhedsvæsenet, socialområdet og samfundet kan blive bedre til at forstå, forebygge og møde traumepåvirkning. Diagnoser som PTSD kan give et vigtigt fælles sprog og adgang til behandling, men de må indgå i en bredere forståelse af hele mennesket. Hvordan skaber vi indsatser, der forener, og er fagligt præcise med respekt for det enkelte menneskes behov og livssituation? 

Deltagere: Pernille Hviid, psykolog, SDU Esbjerg; Tonny Elmose Andersen, Professor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet; Stine Bjerrum Møller, Lektor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet; Mette Elmose Andersen, Lektor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet; Maj Hansen, Professor, Institut for Psykologi, Syddansk Universitet; Susanne Lamhauge, Krisecenterleder, Danner. Moderator: Morten Hulvej Roed, Direktør, Professor, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 10.30-11.15 
Sted: H16 – Levende Hav 

Vold mod kvinder og børn slider på frontlinjearbejder, så hvordan sikrer vi, at de ikke brænder ud?Arbejdet med vold mod kvinder og børn slider ofte på den enkelte medarbejder, og risikoen for at brænde ud er stor. Samarbejdspartnere ude i verden oplever ofte et dobbelt pres, da de samtidig skal fungere i kontekster præget af kriser, konflikter og politisk modvind. De arbejder tæt med sårbare målgrupper og står i situationer, som kan være følelsesmæssigt og professionelt svære at håndtere. Medarbejdere kan opleve såkaldt ”overførte traumer” med alvorlige mentale følger. Vi spørger derfor: Hvordan sikrer vi medarbejdernes sikkerhed, trivsel og psykiske arbejdsmiljø? Hvordan forebygger vi, at belastninger som overførte traumer udvikler sig til stress og udbrændthed? Og hvordan passer vi som organisationer på os selv og vores medarbejdere, mens de passer på andre? Debatten sætter fokus på, hvordan vi bedre kan beskytte, støtte og styrke frontlinjearbejdere i konfliktfyldte områder – så de kan blive ved med at gøre en forskel, uden at det sker på bekostning af deres egen trivsel. 

Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner; Charlotte Slente, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp; Mozhdeh Ghasemiyani, psykolog; Nicolai Houe, konstitueret generalsekretær, CISU. Moderator: Kim Jensen, kommunikationsansvarlig i CISU 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 12-12.25 
Sted: A5 – Rigspolitiet 

Hvordan hjælper vi voldsudsatte bedre gennem systemet i sager om partnervold? Hvert år udsættes omkring 118.000 kvinder i Danmark for fysisk eller psykisk vold fra en partner eller ekspartner. Samtidig har vi det seneste år set et bekymrende højt antal kvindedrab. Det har ført til øget politisk opmærksomhed, og indsatsen mod vold i nære relationer er blevet styrket – både gennem politiske initiativer og i politiet, hvor der er opbygget mere specialiseret viden og dedikerede enheder. Alligevel anmelder mange kvinder aldrig volden, og blandt de sager, der anmeldes, kommer kun en mindre del hele vejen gennem systemet og fører til dom. Så hvor ligger barriererne? Hvad skal der til for, at flere anmelder volden? Hvordan sikrer vi, at mødet med politiet bliver et vendepunkt og ikke endnu en barriere? Og hvordan styrker vi samarbejdet mellem politi, myndigheder og civilsamfund, så volden kan opdages og stoppes tidligere? 

Deltagere: Steen Nørskov fra Bornholms politi; Mette Marie Yde, direktør, Danner; Sine Cully, statsadvokaten i Viborg. Moderator: Emilie Reinhold Christoffersen, Moderator, Reinhold Debat

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 12.15-13.00 
Sted: J60 – HK Hovedstaden 

På jobbet kan partnervold vise sig som depression, fravær og mistrivsel. Hvordan hjælper vi bedst? Partnervold rammer langt flere, end de fleste forestiller sig. I Danmark udsættes 118.000 kvinder og 83.000 mænd hvert år for fysisk og psykisk vold fra en partner. Konsekvenserne kan være angst, depression PTSD, fysiske helbredsproblemer og svækket tilknytning til arbejdsmarkedet. Fordi volden findes i alle brancher og samfundslag, møder vi ofte mennesker i krise dér, hvor vi mindst forventer det: På arbejdspladsen. 
For kollegaer ses signaler som ændret adfærd, uforklarligt fravær, fysiske forandringer eller en partner, der fylder mere i arbejdslivet. Tegnene kan være svære at se og handle på.  
Hvordan genkender vi tegn på vold, når de er subtile? Hvordan håndterer vi en bekymring? Og hvordan skaber vi en arbejdsplads, hvor det er muligt at tale om det svære? 
Kom med til en vigtig samtale om arbejdspladsens rolle som tryghedszone: Hvordan TR, AMR, ledelse og kollegaer kan tage ansvar, støtte og forebygge isolation og sygefravær, der i virkeligheden bunder i vold. 

Deltagere: Susanne Lamhauge, Krisecenterleder i Danner; Ditte Gottlieb Bredahl, Formand, HK Kommunal Hovedstaden; Signe Tønnesen Bergmann, Arbejdsmiljøpolitisk chefkonsulent, Lederne. Moderator: Pia Allerslev 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 13.00-13.45 
Sted: H16 – Levende Hav 

Vi ved, at vold i hjemmet stiger både under og efter krig. Hvordan hjælper vi kvinder og børn bedst? 
I Iran, Gaza og Ukraine – og mange andre lande verden over – lever mennesker lige nu i krig og humanitære katastrofer. Vi ved, at kvinder og børn rammes hårdest i krig, og at volden i hjemmet stiger både under og efter krig og katastrofer. FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1325 understreger, hvor vigtigt det er at inkludere kvinder i fredsprocesser, beskytte dem mod vold og sikre, at deres særlige behov tages i betragtning – både under og efter konflikter.  
Kom med, når vi sætter fokus på, hvordan internationale aktører, civilsamfund og politikere bedst kan hjælpe kvinder og børn med at bryde med vold, bearbejde traumer og skabe håb for fremtiden.  
Vi stiller spørgsmålene: Hvordan sikrer vi, at samfundet lever op til Resolution 1325? Hvordan beskytter vi kvinder og børn mod vold under krig? Og hvordan kan vi hjælpe dem med at hele de sår, de bærer, så de får de bedste forudsætninger for at opbygge et nyt liv? 

Deltagere:  Winnie Alim, Vicedirektør i Danner; Helene Forsberg, Direktør i Kvinderådet; Liv Detlif, chef for politik og kampagne i Amnesty International Danmark; Trine Pertou Mach, udenrigs- og udviklingsordfører fra Enhedslisten. Moderator: Kim Jensen, kommunikationsansvarlig i CISU 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 14.00-14.45 
Sted: H16 – Levende Hav 

Kvinders rettigheder er i modvind. Civilsamfundets har svære kår og internationale konventioner udfordres. Når finansieringen af civilsamfundet og rettighedsarbejdet ikke længere prioriteres, er det kvinder, minoriteter og lokale organisationer i det globale syd, der rammes først og hårdest. Hvad betyder de globale tilbageslag for det feministiske civilsamfundssamarbejde på tværs af nord og syd? Hvordan kan kvinderettighedsorganisationer navigere i et nyt landskab, hvor international lov mister sin gennemslagskraft, modstanden mod kvinders rettigheder øges og finansieringen forsvinder? 
Kvinderådet inviterer til en paneldebat, der sætter fokus på, hvad det kræver af os i civilsamfundet at arbejde i ligeværdige partnerskaber mellem nord og syd, og beskytte og styrke kvinders rettigheder i en tid med globale tilbageslag. 

Deltagere: Winnie Alim, vicedirektør, Danner; Nicolai Houe, konstitueret generalsekretær, CISU; Rikke Nagel, AIDS Fondet. Moderator: Helene Forsberg, direktør, Kvinderådet 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 14.00-14.45 
Sted: F12 – Røgeriets debattelt 

Vold i nære relationer går ofte under radaren – lær at se tegnene og handle. Hvert år dimitterer tusindvis fra landets professionsuddannelser med ønsket om at gøre en forskel og hjælpe dem, der har brug for det. De bliver dygtige sygeplejersker, socialrådgivere, jordemødre og andre fagprofessionelle, som i deres arbejdsliv møder borgere i sårbare situationer – herunder mennesker, der lever med vold i nære relationer. De ved det bare ikke altid. 118.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk eller psykisk partnervold, og volden kan gå under radaren, hvis man ikke har viden om dens dynamikker og kendetegn. I eventet giver vi ordet til professionsstuderende for at få deres perspektiv på, hvordan nyuddannede kan rustes med viden, konkrete redskaber og tryghed til at handle, så de kan varetage en af de vigtigste samfundsopgaver – at forebygge og opdage vold i nære relationer. Vi bliver klogere på hvordan fagprofessionelle kan spotte volden og handle på den i samarbejdet med Danner, der arbejder for at bekæmpe vold mod kvinder og børn. 

Deltagere: Karen Lauritsen, rådgivningschef, Danner; Jeppe Studtmund, forperson for Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende; Cecilie Elmstrøm Rasmussen, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning; Anja Als Dyhr, jordemoder på Midt- og Vestsjællands Hospital i Slagelse, tillidsrepræsentant og forkvinde for Jordemoderforeningens Sjællandskreds. Moderator: Nicolaj Laue Juhl, Forperson, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 14.30-15.15 
Sted: C1 – SF 

I Danmark er krisecentre formelt et tilbud til voksne – men i praksis er næsten halvdelen af beboerne børn. Alligevel er systemet stadig indrettet med den voksne i centrum, da børn stadig er beskrevet som ’medfølgende’ og dermed ikke som selvstændige rettighedshavere. Nye tal viser, at børn udgør en massiv del af opholdene på krisecentre. Faktisk var 48 % af beboerne børn i perioden 2017–2024. Samtidig er opholdene ofte længere, når der er børn involveret – hvilket stiller endnu større krav til støtte, tryghed og kontinuitet. Astrid Carøe (SF) modererer samtale med deltagende fra Danner, LOKK og Børns Vilkår. 

Deltagere: Susanne Lamhauge, krisecenterleder, Danner; Astrid Carøe, ligestillingsordfører i SF; Eva Berthelsen, konst. Direktør i LOKK.

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 16-17 
Sted: F17 – Institut for menneskerettigheder 

Hvad og hvem driver modstanden mod kvinders rettigheder, og hvordan vendes udviklingen? Gennem de seneste år er en øget modstand mod kvinders rettigheder vokset frem. Tendensen er drevet af stigende geopolitiske spændinger, krige og konflikter og stærke strømninger, som aktivt modarbejder ligestilling og grundlæggende rettigheder for kvinder. Hvad betyder det konkret for piger og kvinder, når deres tilkæmpede rettigheder igen er til debat? Hvordan mærker danske aktører, der arbejder for piger og kvinders grundlæggende rettigheder, de globale strømninger udmønte sig i Danmark, i Europa og i verden? Vi undersøger, hvad der sætter kvinders rettigheder under pres, og hvad der skal til for at vende udviklingen. 

Deltagere: Manila Ghafuri, Civilsamfundsaktør og projektleder for aktivisme, Amnesty International; Tue Kazar-Jacobsen, international direktør, Red Barnet; Mette Marie Yde, Direktør, Danner; Louise Holck, Direktør, Institut for Menneskerettigheder. Moderator: Helene Forsberg-Madsen, Direktør, Kvinderådet 

Tid: Torsdag d. 11. juni kl. 17.45-18.30 
Sted: D11 – Venstres Have 

Partnervold er et alvorligt samfundsproblem, som hvert år rammer tusindvis af kvinder og børn i Danmark. Selvom der de seneste år er kommet øget fokus på vold i nære relationer, er der fortsat behov for politisk handling. Som nyvalgt politiker får man mulighed for at sætte nye dagsordener og skabe forandringer. Men hvordan kan kampen mod partnervold prioriteres i dansk politik? Hvilke områder kalder særligt på handling, og hvordan sikrer vi, at voldsudsatte kvinder og børn ikke falder mellem systemerne? I denne samtale mødes Amanda Heitmann og Danners vicedirektør for at diskutere, hvordan indsatsen mod partnervold kan styrkes politisk. Hvilke ambitioner bør præge de kommende års arbejde? Hvordan kan politikere samarbejde med civilsamfundet om at skabe bedre hjælp til voldsudsatte? Og hvordan sikrer vi, at forebyggelse, beskyttelse og langsigtet støtte får den nødvendige opmærksomhed? Vi sætter fokus på politisk ansvar, konkrete løsninger og vejen mod et samfund fri for partnervold. 

Deltagere: Winnie Alim, vicedirektør, Danner; Amanda Heitmann, medlem af Folketinget, Venstre

Tid: Fredag d. 12. juni kl. 12.45-13.30
Sted: K16 – Forte Advice

Økonomisk vold er en alvorlig – og ofte overset – form for partnervold. Gæld, økonomisk kontrol og tab af økonomisk selvbestemmelse kan fastholde mennesker i voldelige relationer og gøre det svært at skabe et nyt liv efter bruddet. Konsekvenserne kan være både økonomiske, psykiske og sociale, og mange oplever, at hjælpen er fragmenteret eller svær at finde.
I lande som England er økonomisk vold i stigende grad blevet anerkendt som et selvstændigt samfundsproblem med fokus på både lovgivning, myndigheders indsats og finansielle institutioners ansvar. Men hvor står Danmark?
På Folkemødet spørger vi: Har vi de rette redskaber til at forebygge og stoppe økonomisk vold? Hvilket ansvar har politikere, myndigheder, banker og rådgivningstilbud? Og hvordan sikrer vi, at mennesker udsat for økonomisk vold får den støtte, de har brug for til at kunne genopbygge deres liv og økonomi?

Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner; Astrid Carøe, ligestillingsordfører i SF; Anne Juel Jørgensen, Head of Financial Wellbeing i Danske Bank; Ninna Juliane Greve, frivilligkonsulent, økonomi- og gældsrådgivningen i Forbrugerrådet Tænk. Moderator: Winnie Alim, vicedirektør i Danner.

Tid: Fredag d. 12. juni kl. 14.00-14.45
Sted: J20 – Syddansk Universitet

Ensomhed, udsathed, omsorgssvigt, krænkelser og vold blandt ældre sker ofte i det skjulte. Tegnene kan være svage, uklare eller tabuiserede – og derfor kan alvorlige problemer få lov at vokse uden at blive opdaget. Derfor inviterer vi til en åben dialog, hvor vi diskuterer, hvordan vi: – opdager det svære i tide – bryder tabuet og gør det lettere at række ud – styrker det, der virker i praksis; i hjemmet, i plejen og i fællesskabet En tryg alderdom skal gælde alle. Også når livet gør én allermest sårbar.

Deltagere: Dorthe Susanne Nielsen, Professor i sårbarhed, OUH; Anne Skau Styrishave, Regionsrådsmedlem, Region Syddanmark; Susanne Lamhauge, Krisecenterleder, Danner; Mette Olsen, Centerchef, Peder Lykke Centeret. Moderator: Jakob Grauslund, Dekan, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.

Tid: Fredag d. 12. juni kl. 14.00-14:45 
Sted: F17 – Institut for menneskerettigheder 

Hvordan hjælper vi kvinder med migrantbaggrund ud af voldelige parforhold? Partnervold findes i alle samfundslag og kulturer, men kvinder med etnisk minoritetsbaggrund møder ofte særlige barrierer, når de vil væk fra et voldeligt parforhold. Manglende netværk, sprogudfordringer, begrænset kendskab til rettigheder og frygt for at miste opholdstilladelse kan fastholde dem i voldelige forhold. Debatten tager afsæt i en fiktiv, men repræsentativ case om en kvinde, der forsøger at bryde med sin voldelige partner. Undervejs præsenteres nye oplysninger for både panel og publikum, som rejser juridiske, etiske og menneskeretlige dilemmaer. Hør vores skarpe og kompetente paneldeltagere dykke ned i spørgsmål om muligheder for opsporing, tillid til myndigheder, opholdstilladelse som et kontrolgreb, samvær i sager med vold og behovet for støtte efter krisecenterophold. 

Deltagere: Kefa Abu Ras, Medstifter og frivilligchef, Søstre mod vold og kontrol; Mette Marie Yde, Direktør, Danner; Louise Holck, Direktør, Institut for Menneskerettigheder. Moderator: Karen Lauritsen, rådgivningschef i Danner. 

Tid: Fredag d. 12. juni kl. 14.15-15.00 
Sted: F30 – Radikale Venstre 

En debat om feministisk ledelse i en tid, hvor kvinders rettigheder er under pres. 
Hvad betyder feministisk ledelse i praksis – og kan man lede med empati, omsorg og fællesskab uden at miste magt og gennemslagskraft? I denne debat undersøger vi, hvordan feministisk ledelse udfordrer klassiske forestillinger om magt, autoritet og succes. Samtalen vil have fokus på, hvad der ligger i feministisk ledelse og tage fat i helt konkrete eksempler fra det politiske arbejde med ligestillingsdagsordenen i Danmark og i Europa-Parlamentet. Debatten sætter samtidig fokus på en tid præget af voksende modstand mod feminisme og internationale tilbagerulninger af kvinders rettigheder. Hvad betyder den udvikling for måden, vi leder på? Er feministisk ledelse et alternativ til traditionelle magtstrukturer – eller risikerer begrebet at blive udvandet? Sammen diskuterer panelet, hvordan værdier som omsorg, ligestilling og fællesskab kan omsættes til konkret ledelse og politisk handling. 

Deltagere: Sigrid Friis, Medlem af Europa-Parlamentet, Radikale Venstre; Winnie Alim, vicedirektør i Danner; Helene Forsberg-Madsen, Direktør i Kvinderådet. Moderator: Marie de Stoppelaar, rådgiver i Radikale Venstre.

Tid: Fredag d. 12. juni kl. 17.00-17.45 
Sted: J21 – Velfærdsteltet 

Stadig flere børn opholder sig på krisecentre i Danmark, men i lovgivningen er de næsten usynlige. I dag betragtes børn som “medfølgende”, uden selvstændig ret til den voldsfaglige og børnefaglige støtte, de har brug for. Resultatet er, at børn, som har været vidner til eller udsat for vold, risikerer at stå uden den nødvendige hjælp til at bearbejde deres alvorlige traumer. 
I denne paneldebat vil vi sætte fokus på børns rettigheder på krisecentre og spørge, hvordan vi som samfund kan undgå at svigte en af de mest udsatte børnegrupper. Hvad betyder den nuværende lovgivning i praksis? Hvordan harmonerer den med Barnets Lov og FN’s Børnekonvention? Og hvad skal der til politisk og fagligt for at sikre, at børn på krisecentre anerkendes som selvstændige individer med egne rettigheder og behov? 

Deltagere: Susanne Lamhauge, krisecenterleder, Danner; Anita Clausen, Fonden Gaia; Helle Gade, Borgmester i Silkeborg. Moderator: Jon Krogh, Selveje DK 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 9.00-10.00 
Sted: F31 – Geelmuyden Kiese 

Unge vokser i dag op i digitale miljøer, hvor algoritmer er med til at forme deres forbilleder, fællesskaber. For mange drenge og unge mænd påvirker det også deres forståelse af maskulinitet. Mange møder idealer om, hvordan man “skal” være som dreng eller mand gennem onlinefællesskaber i manosfæren: miljøer præget af hårde maskuline idealer, antifeministiske fortællinger og stærke fjendebilleder. 
Serier som Adolescence og Inside the Manosphere har sat fokus på, hvordan unge mænd bliver tiltrukket af digitale fællesskaber, der både er tilgængelige, giftige, og som kan reproducere polariserede fortællinger om køn og identitet. Samtidig vokser dokumentationen for, at platformene er designet til at fastholde opmærksomheden – også når indholdet bliver mere ekstremt.Hvad betyder det for de unge – og for samfundet? Hvorfor tiltrækker disse miljøer især unge mænd? Og hvilke fællesskaber og rollemodeller skal vi skabe, hvis vi ikke vil overlade unges dannelse til algoritmer og ekkokamre? 

Deltagere: Winnie Alim, vicedirektør i Danner; Maja Bødtcher-Hansen, Forperson i Danske Gymnasier; Sandra Halskov fra Center for Digital Pædagogik; Tristan Garde Abilgaard, elev Grundtvigs Højskole. Moderator: Oliver Anton, Amnesty International Danmark 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 10.00-11.00 
Sted: H11 – Primetime
 

Omkring 118.000 kvinder i Danmark udsættes hvert år for fysisk eller psykisk partnervold. Samtidig mister kvinder hvert år livet til en nuværende eller tidligere partner. Sidste år alene blev 16 kvinder dræbt – mindst ni af dem af en partner eller eks-partner. Sagerne satte problemet højt på den politiske dagsorden, og flere nye tiltag blev vedtaget – herunder en partnerdrabskommission og en forsøgsordning med omvendt fodlænke til voldsudøvere.  
Men Danmark halter stadig bagefter lande som Norge, Spanien og Storbritannien, som har langsigtede og ambitiøse strategier for at forebygge partnerdrab og partnervold. 
Det rejser nogle centrale spørgsmål: Hvordan forebygger vi bedre, før volden eskalerer til drab? Hvor halter samarbejdet mellem politi, myndigheder og rådgivning i de mest risikofyldte sager? Og hvad skal der til, for at Danmark tager partnerdrab lige så alvorligt som lande, vi ellers ofte sammenligner os med? 

Deltagere: Mette Marie Yde, Direktør, Danner; Martin Lidegaard, Politisk leder, Radikale Venstre; Bent Isager-Nielsen, forfatter og tidl. drabschef. Moderator: Emilie Reinhold Christoffersen, Moderator, Reinhold Debat. 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 10.00-11.00 
Sted: J3 – Rud Pedersen
 

Vold, selvmordstanker, ensomhed og misbrug. Hver dag sidder rådgivere klar til at hjælpe – men hjælpen gør kun en forskel, hvis nogen rækker ud. Alligevel er der mange, som aldrig gør det. 
Mange af dem, der har mest brug for hjælp, ser ikke sig selv som målgruppe. Andre holder sig tilbage på grund af skam, frygt eller tvivl. Så hvordan når vi mennesker, der ikke selv beder om hjælp – eller som ikke tør tage kontakt? 
Hvordan kommunikerer vi om svære emner uden at skabe afstand, skam eller stigmatisering? Og hvilke dilemmaer opstår der, når hjælpetilbud også skal være synlig? 
Med afsæt i erfaringer fra rådgivningstilbud på tværs af vold, selvmord, overgreb og misbrug sætter vi fokus på, hvad der virker, når rådgivninger kommunikerer til sårbare eller udsatte mennesker – og hvad det kræver at nå dem, der ellers ikke rækker ud. 

Deltagere: Pernille Spitz, Chef for Beskyttelse mod Overgreb, Red Barnet; Karen Lauritsen, Rådgivningschef, Danner; Bjarne Stenger Elholm, Souchef og leder af Alkolinjen, Alkohol & Samfund; Camilla Hersom, Direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade; Elsebeth Kirk Muff, Direktør, Lev Uden Vold. Moderator: Mads Andersen Høg, Udviklingschef og næstforperson for Rådgivningsdanmark, KFUKs Sociale Arbejde 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 10.30-11.15 
Sted: K12 – Friday 


Hvordan dækker medier historier og sager om vold uden at skade de mennesker, det handler om? Når fortællinger om vold og overgreb bliver til nyheder og historier i medierne, giver det offentligheden indblik i erfaringer og problemer, der ofte er skjulte og tabubelagte. Men den offentlige eksponering kan også have store konsekvenser for de mennesker, der står frem – fra mistro og victimblaming til digitale hadreaktioner. 
Medierne befinder sig derfor i et komplekst spændingsfelt. Anonymitet kan være afgørende for, at voldsudsatte overhovedet fortæller deres historie, men udfordrer samtidig centrale presseetiske principper som dokumentation og genmæle. Og omfattende dækning af retssager kan præge den offentlige opfattelse af sagen og dens parter, længe før en dom er faldet. 
Hvordan balancerer medierne hensynet til at belyse vigtige samfundsproblemer med hensynet til de mennesker, historierne handler om – uden at svække hverken presseetik eller retssikkerhed? 

Deltagere: Winnie Alim, vicedirektør, Danner; Janni Pedersen, TV2; Lærke Helene Askholm, forfatter til bogen ‘Mediernes rolle i voldtægtssager’. Moderator: Sune Bjørnvig, partner og medietræner, Friday. 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 11:30-12:30 
Sted: J26 – AskovFonden 


Vold i nære relationer er et alvorligt problem i Danmark. Hvert år udsættes 118.000 kvinder og 83.000 mænd for partnervold, og hvert sjette barn vokser op i et hjem med vold. Konsekvenserne er store for både den enkelte og samfundet. Samtidig ved vi, at vold ofte går i arv, og at mange voksne voldsudøvere selv er vokset op i hjem med vold. Derfor er det afgørende at hjælpe hele familien, hvis volden skal stoppes og forebygges. Derfor spørger vi: Hvordan opdager vi volden tidligere? Hvordan sikrer vi, at den rette hjælp er til rådighed? Og hvad kræver det af samarbejdet mellem myndigheder, civilsamfund og de fagpersoner, der møder familierne i hverdagen? Kom med, når vi debatterer, hvordan vi kan nedbringe partnervold gennem tidligere opsporing, stærkere samarbejde og specialiseret indsats, så flere familier kan få et tryggere liv. 

Deltagere: Lars Lindholm, Direktør, Mandecentret; Eva Kjer Hansen, Direktør, Dialog mod Vold; Mette Marie Yde, Direktør, Danner. Moderator: Christina Rask, Chef for analyse, formidling og fundraising, Lev uden vold. 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 12:30-13:15 
Sted: G26 – Lærernes Hus 


Hvert sjette barn i Danmark lever med vold i hjemmet – enten ved at overvære vold mellem forældre eller ved direkte at blive udsat for fysisk eller psykisk vold. Uanset form kan volden have alvorlige og langvarige konsekvenser for barnets trivsel, udvikling og læring. 
I skolen møder lærere og pædagoger børnene hver dag og har derfor en unik og central rolle i at opdage tidlige tegn på mistrivsel. Men tegnene er ikke altid tydelige, og de kan komme til udtryk på mange forskellige måder – i adfærd, relationer og følelsesliv. 
Derfor spørger vi: Hvordan opdager man, at et barn er udsat for vold? Hvordan handler man på sin bekymring? Og hvad kan vi – som lærer, skole, kommune og civilsamfundsorganisation – gøre for at styrke både viden og handlemuligheder? 
Med afsæt i konkrete cases sætter vi fokus på de vigtigste “røde flag” for vold i nære relationer. Undervejs inviteres deltagerne til aktivt at tage stilling til situationer og hejse røde flag, når de vurderer, at der er grund til bekymring. 

Deltagere: Karen Lauritsen, Rådgivningschef, Danner; Lisbeth Jessen, Direktør, Barndom Uden Vold; Regitze Flannov, Medlem af forretningsudvalget og formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, Danmarks Lærerforening; Signe Færch, Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening; Moderator: Pernille Spitz, Chef for Beskyttelse mod Overgreb, Red Barnet. 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 13.45-14.30 
Sted: A8 – Det Kriminalpræventive Råd 

Økonomisk partnervold er en voldsform, som alt for få kender omfanget og konsekvenserne af. Effekten rækker langt ud over kontrol over penge. Mange kvinder står tilbage med livslang gæld, tab af handlemuligheder og alvorlige psykiske efterreaktioner som depression og PTSD – ofte længe efter, de er brudt fri af forholdet. 
Alligevel er økonomisk vold en voldsform, der er svær at opdage og efterforske. Systemerne omkring ofrene er ofte dårligt gearet til at hjælpe dem videre, sikre retfærdighed og støtte dem i at genoprette deres økonomi og et liv på den anden side af volden. 
På Folkemødet spørger vi derfor: Hvad skal der til for at stoppe økonomisk vold? Hvordan hjælper vi bedst dem, der rammes? Hvordan skaber vi et bedre samarbejde på tværs af sektorer – og hvem har ansvaret for, at ingen skal betale regningen for en andens vold resten af livet? 

Deltagere: Malte Bundgaard Kolze, kriminolog og leder af den tværfaglige indsats i Justitia; Mette Marie Yde, Direktør, Danner; Eva Berthelsen, konst. direktør i LOKK. Moderator: Winnie Alim, vicedirektør, Danner 

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 15.00-15.40 
Sted: D1 – Fagbevægelsens Plads 

Partnervold rammer hvert år 118.000 kvinder og 83.000 mænd i Danmark. Alligevel bliver volden ofte overset, fordi den kan være svær at få øje på. I stedet kan den vise sig som mistrivsel, ændret adfærd, fravær og fysiske eller psykiske symptomer – tegn, som frontpersonale i velfærdssamfundet kan være blandt de første til at møde i deres arbejde med borgere. 
Jordemødre, sygeplejersker, politi og andre fagprofessionelle kan derfor have en vigtig rolle i at opspore vold tidligt og hjælpe borgere videre til relevant hjælp. Men opgaven kræver viden om voldens dynamikker og klare handleveje i en travl hverdag. 
I denne debat sætter vi fokus på, hvordan arbejdsplads og system bedst understøtter frontpersonalet i at opspore partnervold. Hvordan bliver fagprofessionelle bedre rustet til at spotte røde flag? Hvilke redskaber og samarbejdsveje mangler i praksis? Og hvordan sikrer vi, at ansvaret ikke placeres hos den enkelte, men løftes i fællesskab af arbejdsplads og system? 

Deltagere: Karen Lauritsen, Rådgivningschef i Danner; Nicolaj Laue Juhl, forperson for SLS, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning; Sofia Kjær, chefkonsulent hos Københavns Politi; Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold. Moderator: Frederik Enevoldsen, FH.

Tid: Lørdag d. 13. juni kl. 15.00-15.40
Sted: H16 – Levende Hav

Hvordan skaber fonde og civilsamfund reel forandring sammen? Dette dialogbaserede arrangement sætter fokus på samspillet mellem finansiering, samarbejde og civilsamfundets mulighed for at skabe gennemslag i praksis. Med deltagere fra både fonde og civilsamfund tager vi udgangspunkt i konkrete erfaringer og perspektiver på, hvad der virker, hvor udfordringerne ligger, og hvordan relationen kan styrkes fremadrettet. Samtalen kredser om centrale spørgsmål som langsigtet finansiering, balancen mellem støtte og uafhængighed, samt hvordan partnerskaber kan udvikles, så de skaber størst mulig værdi. Foruden dialogen mellem deltagerne inviteres publikum aktivt til at bidrage med egne erfaringer og perspektiver. Målet er at skabe en åben og nuanceret samtale, der peger frem mod nye måder at samarbejde og skabe forandring på.

Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner; Nicolai Houe, Faglig leder, CISU – Civisamfund i Udvikling. Moderator: Andrea Kiel Christensen, Arrangør og vært, CISU – Civilsamfund i Udvikling.

HVEM KAN DU MØDE FRA DANNER? 

Igen i år stiller Danner med et stærkt hold af eksperter på voldsområdet, som skal debattere vores mærkesager. Læs mere om dem her: 

Mette Marie Yde, direktør i Danner  
Mette Marie har været direktør i Danner siden februar 2022 og er fhv. vicedirektør i Danner. Desuden er bestyrelsesmedlem i Kvinfo og Civilsamfundets Brancheforening, samt Vicebestyrelsesleder i Lev Uden Vold og Næstforperson i Rådet for menneskerettigheder. Mette Marie er ekspert i vold i nære relationer og kan udtale sig om had, vold og drab på kvinder. Herunder fysisk, psykisk, seksuel, materiel og økonomisk vold samt chikane og stalking. Hun har specialiseret viden om, hvilke konsekvenser vold har ift. sundhed, trivsel og arbejdsmarkedstilknytning. Derudover udtaler hun sig om politiske initiativer, myndighedernes håndtering og civilsamfundets rolle. Mette Marie er uddannet cand.scient. i geografi og har tidligere arbejdet i bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Røde Kors.    

Winnie Alim, vicedirektør i Danner  
Winnie har været vicedirektør i Danner siden januar 2026, og var før det leder af Kommunikation og Viden i Danner siden august 2022. Derudover er hun Danners repræsentant i Det Nationale Voldsobservatorie, bestyrelsesmedlem i Kvinderådet og Kvinderådets repræsentant i Det Europæiske Voldsobservatorium. Winnie har bred viden om vold i nære relationer – både i en dansk og en international kontekst. Hun har mange års erfaring fra det socialpolitiske felt og er ekspert i voldsudsatte børn. Derudover har hun specialiseret viden om videns- og rettighedsbaseret fortalerarbejde og kampagner. Winnie er uddannet cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet og har tidligere arbejdet i bl.a. Mødrehjælpen, Børns Vilkår og Børnerådet. 

Karen Lauritsen, rådgivningschef i Danner 
Karen har været rådgivningschef i Danner siden marts 2020. Desuden er hun forperson i bestyrelsen på Weshelters Samværs- og aktivitetsområde. Karen har bred viden om vold i nære relationer og er ekspert i, hvordan vi hjælper udsatte, der ikke skal på krisecenter. Karen har desuden specialiseret viden om dobbeltudsathed og voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund. Ligesom hun gerne udtaler sig om, hvordan vi skaber gode rammer for medarbejdere, der arbejder i potentielt psykisk belastende arbejde. Og hvordan vi skaber partnerskaber på tværs, der kommer voldsudsatte til gode. Karen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet med udvikling af socialt arbejde i kommunalt regi på det specialiserede socialområde i over 10 år.     

Susanne Marie Lamhauge, leder af Danners Krisecenter og Åben Rådgivning  
Susanne har været leder af Danners Krisecenter og Åben Rådgivning siden december 2017. Susanne er ekspert i krisecenterets arbejde med voldsudsatte kvinder og børn. Herunder socialrådgiverfaglig, pædagogisk og psykologisk tilgang til arbejdet med heling af kvinder og børn, der har levet med vold. Hun har desuden specialiseret viden om, hvordan vi på krisecenteret sikrer sikkerheden omkring kvinderne og børnene og skaber de bedst mulige betingelser for, at de kan bryde med volden på en sikker og holdbar måde. Susanne er uddannet international og interkulturel socialrådgiver og har tidligere været funktionsleder i Udrejsecenter Sjælsmark, centerleder for asylcenter Esbønderup og funktionsleder i Asylcenter Sandholm. 

Læs mere

I fredags var over 100 af Danners frivillige og ansatte mødt op...
Her kan du se alle debatter, Danner deltager i samt læse mere...
Når politiet registrerer voldtægtssager forkert, sådan som Rigsrevisionen tydeligt har kritiseret, kan...