fbpx

Vold mod kvinder er det farligste ligestillingsproblem, vi som samfund har

Debatindlæg af Mette Marie Yde, direktør i Danner, bragt i Jyllands-Posten d. 1. juni 2025.

På Danners Krisecenter sidder der lige nu en flok kvinder med en trykkende knude i maven. De har taget mange tilløb for at bryde med den vold, de har levet i. TV 2’s dokumentar ”Spillet om børnene”, som for nylig rullede over skærmen i bedste sendetid, skubbede igen til den frygt, som har fastholdt dem i fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk vold. Deres voldelige partner har gaslightet dem: »Det er dig, der er galt på den.« »Du er ikke mere værd.« »Ingen vil tro på dig.«

Kvinderne på Danners Krisecenter er ikke alene. For nylig viste en EU-rapport, at 48 pct. af danske kvinder har været udsat for fysisk vold, trusler om vold eller seksuel vold. For hver fjerde var voldsudøveren deres partner.

En dansk undersøgelse viser, at 118.000 kvinder i Danmark hvert år udsættes for psykisk eller fysisk vold af deres partner. Hvert fjerde drab er et partnerdrab – oftest med kvinder som ofre. Det farligste sted for en kvinde er dermed hendes hjem. Den form for vold er kønnet, fordi det er kvinder, der bliver ramt af den. Og dermed er vold det farligste ligestillingsproblem, vi som samfund har.

Vi er forpligtede af både Istanbul- og Børnekonventionen til at beskytte kvinderne og deres børn, og krisecentrenes opgave er at yde den helt akutte beskyttelse og støtte.

En udpræget misforståelse er, at en kvinde, der ikke er udsat for vold, bare kan ”tage ophold” på et krisecenter. Det er også det billede, TV 2-dokumentaren tegner. Men et krisecenterophold sker efter en indledende visitation og løbende revisitation.

Danner modtager over 3.000 opkald om året, men vi har kun plads til 18 kvinder og deres børn ad gangen. Vi tager vores ansvar om at indlogere voldsudsatte kvinder inden for målgruppen alvorligt. Det er vores ansvar og vores forpligtelse.

Personalet på krisecenteret er erfarne voldsfaglige specialister, som arbejder ud fra proportionalitetsprincippet om, at kvinden og hendes børn modtager den rette og passende hjælp. Det er ikke vores erfaring, at kvinder snyder gennem gentagne visitationer med en falsk voldshistorie eller forsøger at ”time” et krisecenterophold med en verserende sag i Familieretshuset.

Vi oplever derimod ofte, at de kvinder, der henvender sig, ikke tror, deres oplevelser med vold er alvorlige nok. Det gælder også for de kvinder, hvor den faglige risikovurdering viser, at de er truet på livet.

Det er faktisk en af de farligste konsekvenser af at have levet i vold gennem mange år – kvinderne mister evnen til at vurdere, hvor farlig volden kan være. Det store problem er ikke, at kvinder lyver om vold; det store problem er, at de bliver udsat og fastholdt i voldelige forhold.

En dokumentar, som den TV 2 sendte, er ikke uden omkostninger. For den rammer mennesker, der i forvejen kæmper mod mistro. De kvinder, der lige nu lever i voldelige forhold, skal samle mod, kræfter og overskud til at komme ud af det. Og når de samtidig får at vide, at de er utroværdige, bliver det kun endnu sværere.

For de kvinder, der allerede har brudt med volden og står i en sag om samvær, komplicerer dokumentaren situationen endnu mere.

Selvfølgelig skal ingen fædre uberettiget anklages for vold eller ubegrundet afskæres fra deres børn.

Vi må dog insistere på, at vi som samfund har en oplyst og nuanceret samtale om, hvordan vi sikrer, at det ikke sker.

I den samtale er der brug for statistik og forskning – ikke for enkeltsager, som risikerer at stigmatisere en hel gruppe. Og medierne bærer et ansvar her. Solid dokumentation. Proportionalitet. Etik. Hvor blev det af? »Ingen vil tro på dig.« Det var det, han sagde. Og det er det, TV 2-dokumentaren videreformidler.

Kontakt

Kontakt leder af Kommunikation og Viden i Danner, Winnie Alim, for spørgsmål:
Mail: wal@danner.dk
Tlf.: 30 78 58 48

Læs mere

Winnie Alim, leder af kommunikation og viden i Danner, udnævnes pr. 21....
Ønsker du at bidrage til den ambulante indsats for kvinder, der er...

Høringssvaret er sendt d. 14. januar 2026 og kan downloades her. HØRING...