Et stigende antal børn kommer på krisecentre i Danmark. Det bør derfor stå i loven, at krisecentre skal kunne tilbyde målrettede børnefaglige indsatser, mener en række aktører.
Debatindlægget er skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner; Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold; Randi Ringgaard Christoffersen, forstander i Frelsens Hærs Krisecenter og botilbud Svendebjerggård; Anita Lund Clausen, forstander i Fonden Gaia; Eva Bertelsen, konstitueret direktør i LOKK og Jon Krog, direktør i Selveje Danmark, og er bragt i Socialmonitor d. 23. marts 2026.
Er du voldsudsat, har du lovmæssigt ret til voldsfaglig hjælp og støtte på et krisecenter. Men dette er ikke lovfæstet for børn, der i dag blot betragtes som ’medfølgende’ og derved nærmest er usynlige i lovgivningen.
Børn har ifølge lovgivningen kun ret til 10 timers psykologhjælp under deres ophold på krisecenter, hvilket langt fra er tilstrækkeligt for børn i en så udsat situation. De har behov for målrettede børnefaglige indsatser under deres ophold.
Desværre går det lige nu den forkerte vej. Socialtilsynet er nemlig for nylig begyndt at indskærpe over for krisecentrene, at de ikke må taksere for børnefaglige indsatser. Socialtilsynene gør det desuden klart, at krisecentre end ikke må bruge midler på fysiske rammer målrettet børn, fordi børn ikke er nævnt eksplicit i bestemmelsen.
Børn risikerer at stå uden hjælp
Vi er bekymrede for, at det i praksis fremover betyder, at børn, der flytter med deres forælder på krisecenter, ikke kan modtage selvstændige indsatser som børnefaglig støtte, trivselsfremmende aktiviteter eller samtaler om volden.
Skal det forstås således, at børn, der har været vidne til eller udsat for vold i hjemmet, og som ofte er dybt traumatiserede af dette, ikke skal have voldsfaglig hjælp og støtte til at bearbejde den vold, de har været udsat for? Det er både helt uforståeligt og aldeles uacceptabelt.
Det går desuden imod hensigterne i barnets lov, der blandt andet fastslår, at børn med behov for særlig støtte har ret til en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der fremmer deres trivsel og udvikling. Samtidig understreger FN’s Børnekonvention, at barnets tarv altid skal være et grundlæggende hensyn, at børn har ret til beskyttelse mod alle former for vold, samt at staten har pligt til at sikre rehabilitering og psykosocial støtte til børn, der har været udsat for vold eller andre traumer.
Med andre ord: Vi svigter børn på landets krisecentre ved at ignorere deres nationale og internationale rettigheder, hvilket i praksis gør dem dårligere stillet end andre børn i udsatte situationer.
Konsekvenserne kan følge børnene resten af livet
Konsekvenserne er alvorlige. Forskning viser, at børn, der vokser op med vold, har øget risiko for mistrivsel, psykiske lidelser og sociale problemer senere i livet. Desuden er risikoen for at udøve partnervold 4,6 gange højere, og risikoen for at blive udsat for partnervold er 3,6 gange højere, når man sammenligner med børn, som ikke har været udsat for vold i barndommen.
Når børn ikke får den nødvendige faglige støtte og hjælp, vi ved virker, skaber vi i stedet store udfordringer for dem senere i livet. Mange af de samme børn dukker senere op i statistikkerne om psykiatri, hjemløshed, kriminalitet og lav beskæftigelse. Der er derfor kun gode argumenter for, at vi sætter ind med tidlig hjælp og støtte til disse børn. Vi kan som samfund ikke være andet bekendt.
Barnets lov må også gælde børn på krisecentre
Krisecentrene har en unik mulighed for at hjælpe en meget udsat gruppe af børn med at bryde med volden. Disse faglige børneindsatser bør prioriteres og understøttes politisk. Barnets lov blev indført for at styrke børns rettigheder og sikre, at deres perspektiv altid er i centrum. Den ambition skal naturligvis også gælde for de over 2.500 børn, der hvert år kommer på krisecenter.
Derfor er det helt afgørende, at voldsudsatte børn, der opholder sig på krisecenter, anerkendes som selvstændige individer med egne behov og rettigheder.
Det bør derfor lovfæstes, at krisecentre skal kunne tilbyde målrettede børnefaglige indsatser og skabe rammer, der understøtter børns trivsel og bearbejdning af volden – både under og efter krisecenteropholdet.
Alt andet er et svigt af disse børn.
