fbpx

Retsmediciner og Politiken-journalist modtager Danners Ærespris 2022 

Asser Thomsen og Line Vaaben har hver især og sammen sikret, at den politiske debat om drab og vold mod kvinder bygger på data, fakta og viden. 

”Vi skal bekæmpe vold mod kvinder med fakta”. Sådan indledte Danners direktør Mette Marie Yde sin tale, da hun overrakte Danners ærespris 2022 til retsmediciner og Ph.d. Asser Hedegård Thomsen og journalist Line Vaaben. 

De modtager æresprisen for deres banebrydende forskning, journalistik og fælles forfatterskab om partnerdrab.   

Sammen har Asser Thomsen og Line Vaaben skrevet bogen ’En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark’, der samler viden om drab på kvinder i Danmark.    

”Jeres arbejde er blevet kaldt grundforskning. Jeres tal og data er ikke til diskussion. Derfor kunne vi som NGO og politisk fortaler ikke stå på et mere solidt fundament, når vi siger, at partnerdrab er en forudsigelig forbrydelse. Og at den ofte kan forebygges,” sagde Mette Marie Yde til de to prismodtagere og understregede, at prisen således også er en hyldest til den uafhængige forskning og den uafhængige journalistik.  

Drab i Danmark  

Men også hver for sig har de to prismodtagere gjort en stor forskel på området de seneste mange år.   

I 2020 udkom Asser Thomsens Ph.d. ”Drab i Danmark 1992-2016”, der for første gang siden 1970’erne afdækker, hvor mange kvinder der reelt bliver dræbt af deres partner, og blandt andet dykker ned i drabsmetoderne.   

”Da din første artikel om drab i Danmark udkom i august 2019, startede du en helt ny samtale i det politiske Danmark. […] Dine resultater rystede alle. Ikke mindst os i Danner,” sagde Mette Marie Yde og pegede på, at forskningen har været afgørende for Danners #stopkvindedrab-kampagne.   

Asser Thomsen har desuden investeret en stor del af sin tid i at formidle sin forskning til den brede befolkning, politikere og fagpersoner.   

Brudt tabuet   

Igennem sin journalistik har Line Vaaben i næsten et årti ihærdigt kastet lys over, hvad der foregår, når familiemedlemmer slår hinanden og slår hinanden ihjel.   

”Det er fortællingerne og detaljerne i din journalistik, der bryder tabuet om partnervold. Du er ikke bange for at gå helt ind og undersøge, hvad der foregår for nedrullede gardiner. Du arbejder systematisk, ihærdigt, og du har for længst peget på, at værktøjerne til at forebygge findes i andre lande,” sagde Mette Marie Yde i sin tale. 

Line Vaaben lavede blandt andet det første danske interview med Jane Monckton-Smith om otte trin, der går forud for partnerdrab mod kvinder. De otte trin bliver i dag brugt i politiet og blandt politikere, og de har været afgørende i Danners forståelse af, hvordan vi forebygger partnerdrab mod kvinder i Danmark.   

Samtidig har hun som journalist på Politiken taget stafetten op fra Asser Thomsen ved at afdække omfanget af partnerdrab siden 2016. Med Line Vaabens arbejde har avisen nu forpligtet sig på at tælle partnerdrab frem til 2027. 

Har fået snebolden til at rulle   

Således skriver Asser Thomsen og Line Vaaben sig ind i rækken af prismodtagere, der har gjort en særlig forskel for arbejdet mod vold mod kvinder og børn i Danmark eller internationalt.   

”I Danmark er der jo heldigvis mange aktører, der kæmper mod partnervold. Men der er også folk, der skiller sig markant ud og som for alvor får snebolden til at rulle,” sagde Mette Marie Yde i sin tale til de to prismodtagere.    

Sidste år modtog den afghanske kvinderettighedsorganisation DAWEO Danners ærespris for deres modige arbejde med at sætte vold mod kvinder på dagsordenen i Afghanistan, lægge politisk pres på ministre og religiøse ledere og samle krisecenterbevægelsen i landet.   

Rækken af prismodtagere tæller også blandt andet organisationen Søstre mod vold og social kontrol, indretningsarkitekt og tidligere voldsudsat Mette Helena Rasmussen samt dokumentaristen Christina Rosendahl. 

Læs mere

Kom med, når Danner marcherer for at skabe opmærksomhed om psykisk vold...
Alle bør nærstudere Politikens nye partnerdrabsdatabase, som Danner er stolt af at...
Året går på hæld, og i Danner har 2022 blandt andet budt...