Armenien
I Armenien er hver 4. kvinde udsat for vold
Danner samarbejder med den armenske organisation Democracy Today om at støtte og styrke voldsudsatte kvinder i Armenien.
I Armenien har hver 4. kvinde været udsat for partnervold. Og i perioden 2010-2020 blev mere end 80 kvinder dræbt af en nuværende eller tidligere partner – et højt tal for et land med 3 millioner indbyggere.
Vi arbejder for implementering af lovgivning
I Armenien blev partnervold kriminaliseret i 2017. Alligevel står voldsudsatte kvinder ofte uden adgang til den hjælp og støtte, de har brug for. Det skyldes blandt andet, at den vedtagne lovgivning langtfra er implementeret.
Der findes kun to krisecentre i Armenien, som begge ligger i hovedstaden Yerevan. Det dækker langtfra det behov for beskyttelse, som voldsudsatte kvinder har.
Samtidig oplever voldsudsatte kvinder, at de ikke får den fornødne hjælp, når de henvender sig til politiet og andre myndigheder. Derfor arbejder Danner og Democracy Today for en bedre implementering af den gældende lovgivning, så voldsudsatte kvinder kan få den hjælp, de har brug for og ret til.
Vi engagerer unge i at stoppe partnervold
Når man skal forebygge vold, kræver det en helhedsorienteret indsats. Democracy Today arbejder aktivt med at inddrage alle generationer, når det kommer til at udfordre de idéer og normer, der legitimerer og opretholder vold mod kvinder.
Democracy Today arbejder aktivt med at inddrage unge i oplysning om og forebyggelse af vold. Unge mennesker bliver uddannet i voldsforståelse og i, hvordan man kan være en allieret for voldsofre i sit lokalsamfund. Og kvinder bliver uddannet i at forstå, genkende og reagere på partnervold.
I nyoprettede kvindefora bliver der diskuteret kvinders rettigheder, og til dialogmøder på tværs af generationer samles unge og kvinder for at drøfte, hvordan man kan samarbejde om at bryde med vold.
Borgere på tværs af alder, køn, politiske holdninger, religion og etnicitet mødes om politisk arbejde med FN’s resolution 1325 om Kvinder, Fred og Sikkerhed. På den måde bliver der skabt en fælles platform og fælles front mod vold mod kvinder.
Danners partnerskaber i Armenien er støttet af New Democracy Fund og CISU – Civilsamfund i Udvikling