fbpx

Danner anbefaler

Det er dybt skadeligt for et barn at vokse op i familier med vold. Og det kan få vidtrækkende konsekvenser. Danner mener, der er brug for at styrke retssikkerhed for børn, som oplever partnervold. Og der er brug for, at børnene får ret til hjælp og behandling.  

Det skal være ulovligt, at børn er vidne til vold

Det er psykisk vold mod et barn, når barnet er vidne til vold i familien. Danner anbefaler derfor, at den voldsudøvende forælder sigtes for psykisk vold (Straffeloven §243), hvis et barn er vidne til, at en voksen i hjemmet udsætter andre for vold. Vi har i dag ikke praksis for at anvende paragraffen om psykisk vold til at retsforfølge voldsudøvere, der lader børn være vidne til vold i hjemmet. Samtidig kan børns vidne til vold kun straffes som skærpende omstændighed.

Danner mener, at børnenes retssikkerhed skal styrkes, og at børnene skal betragtes som selvstændigt forurettede. I Sverige er det selvstændigt kriminaliseret, at børn er vidne til vold i hjemmet. Og i Norge har de retspraksis for at straffe børns vidne til vold i hjemmet som psykisk vold mod barnet. Danner mener, det er på tide, at Danmark følger trop. Det vil sende et signal til børn i familier med vold om, at volden aldrig er børnenes skyld, og at vi som samfund lever op til vores forpligtelse til at beskytte børn fra vold.

Alle børn i familier med partnervold skal have ret til hjælp

Børn i familier med partnervold skal have ret til behandling, der virker – både hvis børnene flytter med en forælder på krisecenter eller har brug for et forløb ambulant. Det er afgørende, at indsatserne baserer sig på specialiseret viden og erfaringer om vold og børn, så børnene er sikret indsatser af høj faglig kvalitet. Det indebærer løbende sikkerhedsvurderinger og en volds- og børnefaglig tilgang til at italesætte volden, bryde tabuet og reducere følelser af skyld og skam.

Børn i familier med partnervold bør betragtes som selvstændige rettighedshavere, som det for eksempel er indført i Norge, hvor indsatser til voldsudsatte børn er en del af takstgrundlaget for krisecentre. Danner mener, det er politikernes ansvar at sikre finansiering af indsatser med kvalitet – både på krisecenter og ambulant. 
 

Frontpersoner skal have mere viden om vold

Frontpersoner som fx politibetjente, læger, socialrådgivere, psykologer, skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og jordemødre har en nøglerolle i at opspore og hjælpe børn, der er vidne til vold, og som måske også selv er direkte udsat for vold. Men ofte er der ingen voksne omkring børn i familier med partnervold, der kender til deres situation. Vold i familien er komplekst og kan komme til udtryk på mange forskellige måder, blandt andet som mistrivsel hos barnet eller dårlige præstationer skolen.

Opsporing kræver, at frontpersonale har tilstrækkelig viden om vold og børns reaktionsmønstre, når de oplever vold, og så skal de vide, hvilke specialiserede tilbud, de kan henvise til. Derfor skal relevante frontpersoner uddannes til at spotte volden og til i højere grad gøre brug af deres underretningspligt.

Læs mere

Alt for mange børn vokser op i familier, hvor der er vold....
Det skal være strafbart at lade børn være vidne til vold i...
Det er dybt skadeligt for et barn at vokse op i familier...