Ny politisk aftale sikrer nu massiv hjælp til voldsudsatte kvinder. Ordningen med omvendte fodlænker udvides, Danners ambulante tilbud, ‘Sig det til nogen’, får stabile midler, og der nedsættes en partnerdrabskommission.
“Alle kvinder burde kunne leve i tryghed og uden bekymring for, at en partner eller tidligere partner vil dem ondt. Ofre for partnervold skal opleve, at samfundet står på deres side med hjælp og beskyttelse.”
Sådan lyder det i aftalen om den nye strafreform, som regeringen og aftalepartierne præsenterede d. 23. oktober. Og vi konstaterer med stor glæde, at forebyggelse af partnervold og -drab på kvinder står højt på prioriteringslisten i både den nye strafreform og i det nye politiforlig.
Massiv hjælp til voldsudsatte kvinder
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at udmønte i alt 185 mio kr. til forebyggelse af partnervold og –drab i perioden 2026-20230. Flere af de vigtige indsatser i aftalen, er nogle, vi i Danner har kæmpet for længe:
- Ordningen med den omvendte fodlænke bliver udvidet, så flere ofre for stalking og partnervold får deres frihed tilbage.
- ‘Sig det til nogen’ nu endelig får stabile midler, så ventetiderne kan nedbringes og flere af ‘Sig det til nogen’-enhederne undgår at lukke ned.
- Der kommer en partnerdrabskommission, så vi som samfund kan blive bedre til at forebygge partnerdrab fremadrettet.
“Vi er selvfølgelig enormt glade for denne aftale, for den betyder, at vi kan trække vejret igen og ikke være nervøse for at skulle lukke nogle af vores ‘Sig det til nogen’-enheder. Nu kan vi bruge vores kræfter på at hjælpe endnu flere voldsudsatte kvinder hurtigere,” lyder det fra Mette Marie Yde, direktør i Danner, som fortsætter:
“At man samtidig har valgt at udvide ordningen med den omvendte fodlænke og at nedsætte en partnerdrabskommission, vidner om, at vores politikere har taget problemet med partnerdrab på kvinder dybt alvorligt.”
“Sindssygt vigtigt” at ordning med omvendte fodlænker udvides
I juli 2025 trådte forsøgsordningen med den omvendte fodlænke i kraft. Forsøgsordningen inkluderede 15 fodlænker fordelt på tre politikredse (Københavns politi, Københavns Vestegns politi og Nordsjællands politi), og der var lagt op til en forsøgsperiode på tre år, før man ville udvide.
Men nu, blot få måneder senere, er der altså truffet beslutning om at udvide ordningen som resultat af et år – og særligt en sommer – med rekordmange partnerdrab på kvinder. Udvidelsen inkluderer yderligere 15 fodlænker samt udbredelse til alle landets politikredse i 2026 med henblik på yderligere skalering senere.
“Det er sindssygt vigtigt, at vi får udvidet fodlænkeordningen. Det har vi længe kaldt på,” siger Mette Marie Yde og fortsætter:
“Der er kvinder i hele Danmark, der lever med trusler, kontinuerlig stalking og med risiko for at blive dræbt af en tidligere partner, fordi de vil bryde med volden. Det sker jo ikke kun i hovedstadsområdet, hvor det ellers kun var meningen, at forsøgsordningen med den omvendte fodlænke skulle køre.”
Stabil finansiering til ‘Sig det til nogen’
I den nye aftale udmøntes 18 mio. kr. til det ambulante tilbud ‘Sig det til nogen’ i perioden 2026-2030. Det redder dermed flere af ‘Sig det til nogen’-enhederne – Holstebro, Kolding og Kvindehjemmet i København – på målstregen, da de ellers stod til at lukke i 2026.
“Det er vi jo superglade for. Det bør aldrig være dit postnummer, der afgør, hvor, hvordan og hvornår du kan få hjælp til at bryde ud af et voldeligt forhold, så det er helt afgørende, at vi kan opretholde alle vores ‘Sig det til nogen’-enheder i hele landet,” lyder det fra Mette Marie Yde.
Med den stabile finansiering kan vi nu også endelig nedbringe ventelisterne i alle ‘Sig det til nogen’-enhederne markant, så vi kan hjælpe flere voldsudsatte kvinder ud af volden hurtigere.
Vi skal lære af partnerdrab, så vi kan forebygge
“At der endelig er politisk enighed om at nedsætte en partnerdrabskommission, er meget positivt. Det er helt afgørende, at vi lærer af de partnerdrab, der bliver begået, for at vi kan blive bedre til at forebygge fremadrettet,” lyder det fra Mette Marie Yde.
På samme måde som en havarikommission undersøger årsager og hændelser i forbindelse med fx et flystyrt, skal en partnerdrabskommission forbinde prikkerne og hjælpe alle relevante myndigheder og aktører til at dele oplysninger med hinanden om den enkelte drabssag, fx skadestuer, socialforvaltninger, skoler, jobcentre, politiet, civilsamfundsaktører etc.
Vi har i Danner længe kæmpet for, at der skulle nedsættes en partnerdrabskommission i Danmark, ligesom man har gjort i fx Norge og England, og det bliver nu en realitet med den nye aftale.
