I dag fejrede vi Danners 46-års fødselsdag, hyldede de mange frivillige kræfter – både nuværende og dem, der var med til at sætte det hele i gang i 1979. Og meget symbolsk gav vi nyt liv til de falmende kvindetegn på Dannerhusets vinduer.
Vi har fejret, klappet, sunget og krammet – og så har vi selvfølgelig spist masser af fødselsdagskage.
For i dag var både ansatte og frivillige samlet for at fejre Danners 46-års fødselsdag og hele huset summede af liv og højt humør.
Men Danner var ikke den eneste seje “dame”, der blev hyldet. Flere af vores skønne frivillige kunne nemlig fejre 10-års jubilæum i Danner, og hvilken bedre anledning til at fejre vores jubilarer?
For bag hvert af de 46 år, for hver rådgivning på telefon og chat, for hver voldsudsat kvinde og barn vi har støttet og hjulpet videre i krisecentret – står Danners frivillige.
I gør en forskel – med vilje og med handling
“I er den trygge stemme, der svarer, når telefonen ringer. Det lyder enkelt – men det er det ikke. Det kræver mod, nærvær og dømmekraft at møde et menneske i krise, at lytte til det usagte og finde de ord, der giver håb. I kender grænserne, I kender opgaven, og I ved, hvornår et lille skridt kan skabe en stor forandring. I gør en forskel – med vilje og med handling.”
Sådan lød det fra krisecenterleder, Susanne Lamhauge, i sin rørende tale til Danners frivillige. Og hun fortsatte:
“Når vi i dag fejrer Danners fødselsdag, så fejrer vi også jer – hver eneste af jer, der har brugt timer, år, måske årtier på at støtte, beskytte og skabe forandring. I gør det med varme, men også med målrettethed. I møder kvinder og børn i sårbarhed, men I står der med styrke og beslutsomhed. Det er en kombination, der redder liv.”
Vi beder ikke om huset – vi kræver det
De frivillige kræfter i Danner er lige så afgørende i dag, som de var for 46 år siden.
I slutningen af 1970’erne var Dannerhuset i forfald, og det stod til at skulle rives ned. Men det ville 300 modige kvinder ikke finde sig i – så de besatte huset. En af de brave kvinder, Inger Stauning, som var med til at besætte Dannerhuset, delte til aften ud af sine minder fra netop den aften i november 1979:
“De havde solgt huset hen over hovedet på os til et entreprenørfirma, som ville rive det ned og lave kontorhus. Det gjorde jo ondt helt ind i vores krop og sjæl, at de kunne tilsidesætte hvad grevinde Danner havde ønsket med huset. Og hvad skulle vi så gøre? Så måtte vi jo besætte det. Og da vi kom op til salen her, og stod stille og roligt, så lige pludselig da alle var kommet ind, så var der en, der tændte lyset, og der brød et jubelskrig. Og vi erklærede Dannerhuset for taget i brug som kvindekulturcenter, krisecenter og beboerhus. Og vi jublede.”
Sådan lød det fra Inger Stauning, da hun delte levende førstehåndberetninger om den dag i 1979, som skulle danne grobund for Danners virke i årene efter.
“Allerede dagen efter vi havde besat huset, var der nogen, der gik i gang med at optegne de her kvindetegn, som et godt gammelt symbol på kvindebevægelsen. Med en knyttet næve, som siger, at vi ber’ ikke om det her hus – vi kræver det. Vi har ret til det. Vi kan videreføre det.” fortalte Inger.
Falmende kvindetegn får nyt liv
De ikoniske, håndmalede kvindetegn på vinduerne i Dannerhuset er bestemt heller ikke en uvæsentlig del af Danners DNA og arbejde. De er et stærkt symbol på kvindekampen og kvindebevægelsen. Både i 1979 og i dag.
Men tiden sætter jo sine spor. Og ligesom med så meget andet, kan det være nødvendigt at vedligeholde de ting, man holder af, og som man ønsker at bevare.
Således også de gamle, falmende kvindetegn på Danners ruder.
Så bevæbnet med pensler og rød maling – som var det en scene fra 1979 – gik ansatte og frivillige her til aften i færd med at male de slidte kvindetegn op, give dem nyt liv og sikre, at de igen står lige så skarpt, som de gjorde for 46 år siden.
Det er da symbolik, der er til at tage og føle på!
