fbpx

Forfatteren Niels Frank modtager Danners Ærespris 2025 

Forfatteren Niels Frank modtager i dag Danners Ærespris 2025 for modigt og vedkommende at bruge sin personlige fortælling til at belyse et overset perspektiv i debatten om partnervold og -drab: de pårørendes. 

Gennem sin litteratur og sin stemme har Niels Frank sat fokus på den dybe menneskelige og samfundsmæssige tragedie, som partnervold og –drab udgør. I bøgerne Fanden tage dig. Beretning om et kvindedrab (2022) og Det slutter her. Beretning om en familie (2025) fortæller han sin egen families historie – om tabet af sin søster Elin, der i 2021 blev dræbt af sin tidligere partner.  

”Partnervold handler ikke udelukkende om de direkte ofre men også om dem, der står tilbage og bærer sorgen – og som kan bruge deres stemme til at skabe forandring. De pårørende kan nemlig spille en afgørende rolle i at forebygge den værst tænkelige konsekvens ved partnervold: partnerdrab. Niels Frank taler netop højt om, at partnerdrab kan være forudsigelige og derfor kan forebygges, og det er utroligt vigtigt på et tragisk bagtæppe med alt for mange partnerdrab i 2025.”

Mette Marie Yde, direktør i Danner

Et modigt og nødvendigt perspektiv 

Niels Frank (født 1963) er digter og forfatter. Med sine værker giver han et sjældent og stærkt indblik i partnerdrab set fra de pårørendes side – og i de dybe menneskelige konsekvenser, der følger. Han bidrager samtidig til en bredere forståelse af “de røde flag” for partnervold, der ofte går forud for partnerdrab, og insisterer på at de pårørendes viden og stemmer er en afgørende brik i forebyggelsen af partnerdrab.  

Ud over sit forfatterskab har Niels Frank deltaget aktivt i debatter, podcasts og interviews, hvor han skarpt har belyst spørgsmålet om, hvorfor mænd dræber kvinder, og hvorfor det er så forbandet forudsigeligt. 

”Jeg føler mig dybt berørt over at modtage Danners ærespris og betragter også prisen som en hædring af min søsters frihedskamp. Gennem mine bøger og foredrag har jeg forsøgt at lægge stemme til de pårørende i sager om partnervold og -drab for at vise, at den enkelte families historie også er et samfundsanliggende. Først når vi begynder at lytte til hinanden, kan vi gøre os håb om at redde ofrene.”

Niels Frank, forfatter

Om prisen 

Danners Ærespris gives til en person, en gruppe eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for voldsudsatte kvinder og børn i Danmark eller internationalt.    

Prisen overrækkes i år den 3. november i forbindelse med en fejring af Danners fødselsdag og Dannerhusets 150-års jubilæum. Den blev uddelt første gang i 2009. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre den afghanske kvinderettighedsorganisation, DAWEO, retsmediciner Asser Thomsen og journalist Line Vaaben, strafferetsprofessor Trine Baumbach samt billedhugger Kirsten Justesen. 

For yderligere oplysninger kontakt Leder af Kommunikation og Viden i Danner, Winnie Alim, på tlf. 30 78 58 48   

Læs mere

Danner vil gerne takke for muligheden for at komme med bemærkninger til...
Danner og Det Kongelige Teater sætter fokus på kvindedrab og markerer 25....
Danner modtager prisen for ‘Årets Stemme’ ved ELLE Awards 2025 samt Peter...