fbpx

Høringssvar – lovforslag om risikobaseret tilsyn

HØRING OVER UDKAST TIL FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM
SOCIALTILSYN, LOV OM SOCIAL SERVICE, BARNETS LOV OG LOV OM BEHANDLINGSOG SPECIALUNDERVISNINGSTILBUD TIL BØRN OG UNGE (MERE RISIKOBASERET
SOCIALTILSYN, REGELFORENKLINGER M.V.)

Høringssvaret er sendt d. 21. februar og kan læses og downloades her.


Danner vil hermed komme med bemærkninger til Social- og Boligministeriets udkast til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn, lov om social service, barnets lov og lov
om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge (mere risikobaseret socialtilsyn, regelforenklinger m.v.). Danner ønsker fremover at komme på høringslisten
til ministeriets lov- og beslutningsforslag på områder, der vedrører vores virke som §109
tilbud.

GENERELLE BEMÆRKNINGER


I Danner anerkender vi, at det nuværende tilsynsformat er ressourcetungt og
omkostningsfuldt, både for socialtilsynet og for tilbud som vores. Vi anerkender
ligeledes ønsket om en mere ensartet tilsynspraksis på tværs af landet. Dog mener vi
ikke, at forslaget om at fratage socialtilsynet medansvaret for tilbuddenes
kvalitetsudvikling er den rigtige løsning. Vi stiller os undrende over for den foreslåede
lovændrings manglende fokus på kvalitet og udvikling af de sociale tilbud, som er
målrettet nogle af landets mest udsatte borgere. Vi er bekymrede for, at en risikobaseret tilgang vil gøre det sværere at opdage udfordringerne og vejlede tilbuddene i tide, hvilket kan lede til et større kvalitetsopbyggende arbejde i utide. På sigt vil denne tilgang risikere at sænke kvaliteten af sociale tilbud for hele feltet.
Vi er i den nuværende model tilfredse med tilsynet som sparringspartner, i forbindelse
med kvalitetssikring og udvikling af vores sociale tilbud, om end vi kan opleve at blive
vurderet ud fra irrelevante kvalitetskriterier. På baggrund af ministeriets lovforslag
savner vi en præcisering af, hvordan den faglige kvalitet afspejles i de konkrete krav og
kriterier. Helt overordnet mener Danner, at man ikke kan garantere kvaliteten i tilbud, når modellen skal dække forskellige tilbud med dertilhørende forskellige kvalitetskrav for målgruppen.

EN MERE OVERORDNET KVALITETSMODEL


Danner mener, at intentionen med en mere fokuseret kvalitetsmodel er positiv, som
alternativ til den nuværende og omfangsrige model, der i nogen grad vurderer tilbuddene på punkter, der ikke er relevante for de mange forskellige tilbudstyper, som hører under socialtilsynet. Dog vil vi påpege, at med en mere overordnet model bliver det nødvendigt at præcisere specifikke kvalitetskrav til specifikke tilbudstyper i tillæg. Som krisecenter er det i vores, så vel som tilsynets interesse, at vi bliver bedømt på, og er godkendt ud fra, kriterier, som er relevante for vores arbejde og målgruppe. Helt konkret mener Danner, at det er afgørende, at socialtilsynet eksempelvis stiller krav til krisecentres kvalitet af sikkerhed og voldsfaglighed. I forlængelse af omformuleringen i Social- og servicelovens §109, må den nye tilsynsmodel afspejle kravet til beskyttelse, voldsfaglig støtte og rådgivning i kriterierne for kvalitet på landets krisecentre. Ligeledes mener Danner, at det vil blive udfordrende for tilbuddene at gennemskue krav og rammer, hvis de ikke er tydeligt beskrevet, hvorfor det anbefales at tilføje mere tilbudsspecifikke tillæg til den overordnede kvalitetsmodel i lovforslaget.

Danner påpeger herudover, at en mere overordnet kvalitetsmodel foranlediger et særligt stort krav til tilsynskonsulentens faglighed inden for det givne tilbuds område og målgruppe, ligesom en sådan model kan udfordre ensartetheden på tværs af landet.
Derfor mener vi, at der bør stilles helt tydelige rammer for, hvordan ensartetheden på
tværs af tilsynene i højere grad skal imødekommes i lovforslaget.

EN RISIKOBASERET TILGANG MINDSKER BLIKKET FOR KVALITET OG UDVIKLING


Vi finder det bekymrende, at lovforslaget lægger op til en risikobaseret tilsynsmodel, der i meget lille grad inviterer til kvalitetsudvikling, og i højere grad skaber mål-orientering, som handler om, ikke at være i risiko for at blive lukket ned. At socialtilsynet fremover kun vil føre flere tilsyn, når risikoen stiger, lyder i praksis som et negativt orienteret tilsyn, der fokuserer på laveste fællesnævner for godkendte kriterier. Jf. ministeriets forslag vil tilbud som vores, der ikke vurderes at være i risikogruppen, få besøg af socialtilsynet hvert tredje år. Det er vores erfaring, at der på tre år kan ske rigtig mange forandringer på en arbejdsplads. I Danner mener vi, at socialtilsynet bør tage udgangspunkt i kvalitetsudvikling og læring, hvorfor socialtilsynet med fordel bør føre udviklende tilsyn med tilbud, der ikke aktuelt placerer sig i risikozonen.

ANSVARET FOR KVALITETSSIKRING BØR IKKE PÅHVILE MÅLGRUPPEN


I Danner mener vi, at whistleblowerordningen i lovforslaget har fået en bekymrende stor
rolle i henhold til rapportering af ringe kvalitet, om end det er positivt at tilbuddets
beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere fortsat har mulighed for at rapportere
udfordringer på tilbuddet. Omend vi i Danner er bevidste om at en ordning som denne
hovedsageligt vil anvendes af nuværende og tidligere medarbejdere, ser vi os nødsaget
til at påpege udfordringer med at placere en så stor del af ansvaret hos målgruppen. Det er Danners klare overbevisning, at ordningen i meget lille grad vil anvendes af de mest udsatte borgere i samfundet. Når en kvinde flytter på krisecenter, er hun (i ordets
forstand) i krise, og hverken i stand til objektivt at vurdere en kvalitetsstandard eller at
have de fornødne ressourcer til at gøre brug af en whistleblowerordning. I vores praksis, som en del af den voldsfaglige hjælp, arbejder vi med at voldsudsatte kvinder skal bryde med oplevelsen af at være til besvær og stå i taknemmelighed over at modtage hjælp og støtte.


Som en del af volden påtvinges kvinder nemlig ofte følelser af at være forkerte og til
besvær. Derfor arbejder vi med at styrke deres evne til at sætte grænser og stille krav til
omverdenen. For et krisecenter kan det risikere at blive kontraproduktivt, samtidig med at det stiller vores målgruppe i en svær situation, i en meget skrøbelig periode. Desuden kan vi være bekymrede for, om krisecentre, der i mindre grad arbejder med dette fokus, kan komme til at drage fordel af, at kvinderne ofte ikke er i stand til at klage eller stille krav til forholdende.


Danner mener, at ansvaret for kvalitetssikring med denne ordning i alt for høj grad
placeres på skuldrende af udsatte borgere. Ansvaret for at kvalitetssikre sociale tilbud
bør tilhøre socialtilsynet. Danner foreslår en fortsat mere dialogbaseret relation mellem
tilsyn og tilbud, der kan være med til at sikre et informationsflow fra tilbud til
socialtilsynet i forbindelse med konkrete udfordringer og sparring herom. Whistleblowerordningen bør være et supplement hertil, fremfor den anden vej rundt.

Danner mener til gengæld, at det er positivt, at der fastsættes en frist på fem dage inden for hvilken, socialtilsynet skal have behandlet henvendelsen via whistleblowerordningen.

YDERLIGERE BEMÆRKNINGER


Slutteligt mener Danner, at det er positivt, at man i forslaget til den nye tilsynsmodel har valgt at droppe kravet om inddragelse af socialtilsynet i forbindelse med større
vedligeholdelsesarbejde. Vi vil dog påpege at, at ved renoveringer i et sådant omfang, at tilbuddets beboere er nødsaget til at fraflytte tilbuddet i en periode, må det være
tilsynets opgave at sikre, at det alternative opholdssted ligeledes lever op til
socialtilsynets kvalitetskriterier. Afslutningsvist vil Danner påpege, at det, uanset formen, bør gøre sig gældende at et lavere tilsynstryk, og hermed en tilsyneladende lavere frekvens af besøg fra, og dialog med, socialtilsynet må komme til udtryk i prisen, ikke kun for offentlige kommunale sociale tilbud, men også for private tilbud som krisecentre, der er af høj kvalitet. Tilrettes dette ikke vil prisen for besøg hvert tredje år blive uforholdsmæssig høj.

For spørgsmål kan man kontakte krisecenterleder Susanne Lamhauge på sml@danner.dk eller 30 78 58 55.

Læs mere

Danner har modtaget en bevilling på knap 1 million kroner til humanitær...
Danners kunstudstilling 'Red min søster' vises på Det Kongelige Teater i forbindelse...
I anledning af Mors dag, lancerer Danner, Line Jensen og Peléton en...