fbpx

Dannerhuset fylder 150 år: Kulturnat med kunst, kultur, arkitektur og skattejagt 

Alle børn og voksne er velkomne, når Danner til årets Kulturnat fejrer, at det historiske Dannerhus fylder 150 år. Kom med på rundvisning, lær om husets arkitektur og historie, tag på skattejagt, oplev teater, mød forfatter Naja Marie Aidt – og meget mere. Kulturnatten er fredag den 10. oktober kl. 18-24. 

Dannerhuset blev bygget af grevinde Danner og stod færdigt i 1875. Mere end 100 år senere blev huset stormet og reddet fra nedrivning af 300 kvinder. I dag står huset som symbol i kampen mod vold mod kvinder og børn. Kom med, når Danner fejrer, at Dannerhuset fylder 150 år, og mærk historiens vingesus, når vi stiller skarpt på husets arkitektur og særlige fortællinger. Eller få et nutidigt blik på vold mod kvinder, når vi sammen dykker ned i kunst, kultur og aktuel national og international viden om emnet.  

Der vil også være mulighed for at købe Danners populære merchandise. 

PROGRAM 

OPLÆG, FORESTILLING, SAMTALESALON I TELTET FORAN DANNERHUSET

– Kl. 18:00-18:45: Dannerhusets arkitektur – et særligt hus for voldsudsatte kvinder 
Kom og hør om det unikke Dannerhus og de arkitektoniske overvejelser bag den omfattende renovering i 2008-2012: Hvordan bevarer man husets særlige udtryk fra grevinde Danners tid? Hvordan moderniserer man et fredet hus? Og hvordan udvikler man rammerne og arkitekturen, så de understøtter arbejdet målrettet voldsudsatte kvinder og deres børn? Mød Mette Margrethe Elf fra Realdania og Anne Lene Jørgensen fra Varmings Tegnestue i samtale med Danners direktør, Mette Marie Yde, og få et unikt indblik i Dannerhusets arkitektur. 

Kl. 19:00-19:45: Samtale med forfatter Naja Marie Aidt om Øvelser i mørke 
Den prisvindende forfatter Naja Marie Aidt udgav sidste år romanen Øvelser i mørke – en stærk fortælling om en 57-årig kvinde, der lever med PTSD efter en voldsom og traumatisk oplevelse, som trækker tråde til hendes egen barndom præget af vold. I samtale med direktør i Danner, Mette Marie Yde, udfolder Naja Marie Aidt romanens centrale temaer: Vold og krænkelser mod kvinder, bearbejdelse af traumer og styrken i kvindefællesskaber. Undervejs vil Aidt også læse udvalgte passager højt fra bogen.  

Kl. 20:00-20:45: Når mor og børn søger beskyttelse på krisecenter 
Hvad sker der, når en voldsudsat kvinde henvender sig til Danners krisecenter? Hvordan arbejder Danner med visitation? Hvordan ser hverdagen ud for voldsramte kvinder og deres børn? Og hvordan arbejder krisecenterets medarbejdere konkret med at hjælpe kvinderne ud af volden på en sikker og holdbar måde? Leder af Danners krisecenter Susanne Lamhauge giver et indblik i hverdagen på krisecenter og krisecenterets arbejde med voldsudsatte kvinder og børn. 

Kl. 21:00-21:45: “To be continued” – teaterforestilling om stalking og digital vold 
Teaterforestillingen ”To be continued” sætter fokus på stalking og digital vold gennem historien om Mai, der pludselig begynder at modtage både anonyme trusler og uventede kærlighedserklæringer. Oplev udvalgte scener fremført til Kulturnatten i Danner, og få indblik i hvordan stalking og digital vold mærkes for dem, der bliver udsat for det. Hør tankerne og motivationen bag forestillingen, som er skabt af teatergruppen Please Like And Subscribe

– Kl. 22:00-22:45: Hvordan stopper vi kvindedrab? 
I første halvdel af 2025 har vi i Danmark oplevet et alarmerende højt antal kvindedrab. Forskning viser, at der forud for drabene ofte er et mønster af vold og kontrol, og at drabene ofte følger de samme 8 skridt – og derfor kan forebygges. Hør direktør i Danner, Mette Marie Yde, fortælle nyeste viden kvindedrab – og hør hendes bud på, hvad der skal til for at stoppe både partnervold og -drab på kvinder.   

– Kl. 23:00-23:30: Aftenkaffe og samtalesalon om partnervold  
Er du bekymret for en god veninde? Har du brug for vide, hvilken hjælp voldsudsatte kvinder kan tilbydes? Eller vil du bare gerne vide mere om vold mod kvinder? Rund din Kulturnat af hos Danner med en kop varm kaffe og en åben samtalesalon med Danners rådgivningschef, Karen Lauritsen. Vi slutter aftenen af med refleksion og dialog og giver dig mulighed for at stille dine spørgsmål om partnervold til en ekspert på området. 

GUIDET RUNDVISNING: OPLEV DET HISTORISKE DANNERHUS INDEFRA 

Danners frivillige giver unik mulighed for at komme indenfor murerne i Dannerhuset, som grevinde Danner fik opført, og som stod færdigt i 1875. Den guidede rundvisning foregår i den åbne del af Dannerhuset. Du vil blandt andet opleve de malede kvindetegn indefra. Af hensyn til krisecenterets beboere samt deres privatliv og sikkerhed kommer du ikke til at se boligerne i huset.  

Rundvisningen sker i hold af 30 personer. Der er begrænset antal pladser til rundvisningerne, og du kan først tilmelde dig i teltet på pladsen foran Dannerhuset på dagen. Så kom i god tid for at sikre dig en plads. 

/ Kl. 18-22 

SKATTEJAGT FOR BØRN: I SPORENE PÅ GREVINDE DANNER 

Tag familien med på en stemningsfuld skattejagt i efterårsmørket! Med lommelygte og skattekort i hånden kan børn og deres voksne gå på opdagelse efter grevinde Danners skjulte spor og hemmeligheder. Undervejs formidles vigtige nedslag i grevinde Danners liv og kvindekampens historie – fortalt i børnehøjde. 

Lommelygte og skattekort udleveres i teltet på pladsen foran Danner. Skattejagten foregår udenfor og omkring Dannerhuset og ved Monumentet for grevinde Danner tæt ved Dannerhuset. Familierne gennemfører selv skattejagten i eget tempo. Bagefter får børnene en lille præmie.  

/ Kl. 18-24 

FOTOUDSTILLING: RED MIN SØSTER 

På pladsen foran Dannerhuset kan du opleve kunstudstillingen ‘Red min søster’, som portrætterer en række voldsoverlevere og fem kendte medsøstre. Fotoudstillingen viser, at kvinder, der har været udsat for vold, både er smukke, skrøbelige og kraftfulde og repræsenterer samtidig en vision om at skabe et samfund, hvor vi sammen stopper vold mod kvinder. Fotoudstillingen er et stærkt samarbejde imellem blomsterdesigner Poppykalas, fotograf Sarah Buthmann og Danner. 

/ Kl. 18- 24 

PRAKTISK INFO OG BILLET  

Fredag den 10. oktober 2024 kl. 18-24, Nansensgade 1, 1366 Kbh K. 
Pris: Gratis adgang med kulturpas 
Alder: For alle 

Billetten til Kulturnatten er et kulturpas, som koster 125 kr. Kulturpasset kan købes digitalt på www.kulturnatten.dk fra den 12. september eller i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet fra den 29. september. 

Læs mere

Danner vil gerne takke for muligheden for at komme med bemærkninger til...
Danner og Det Kongelige Teater sætter fokus på kvindedrab og markerer 25....
Danner modtager prisen for ‘Årets Stemme’ ved ELLE Awards 2025 samt Peter...