15.04.70 – 13.12.25
Vi har mistet en kollega, en ven og et menneske, der har sat dybe spor i vores hjerter og i Danner. Malene sov, efter længere tids sygdom, ind i lørdags omgivet af sine nærmeste.
Dette er nok den sværeste tekst, vi har skullet skrive. For i 27 år var Malene en del af vores fælles liv i Danner. Og hun var noget helt særligt, som vi umuligt kan beskrive med få ord. I 1998 blev hun ansat som pædagog og gennem alle årene har hun haft et bankende hjerte for børnene, for de skæve eksistenser, for dem der har brug for en stemme. Malene løftede Danner – før der var midler, før der var struktur – og hun gjorde det med en dansende lethed og en urokkelig retning.
Malene var en kulturbærer og et forbillede for mange af os. Som pædagog i Danners krisecenter har hun gjort en afgørende forskel for hundredvis af voldsudsatte kvinder og børn. Hun var en pioner inden for voldsudsatte børns rettigheder – om nogen har hun talt børnenes sag, lyttet og forsøgt at forstå hvad det gør for et barn at vokse op i vold. Vi vil huske Malene for hendes nærvær i små og store øjeblikke. I samtalen med den voldsudsatte kvinde, som havde mistet sig selv, men som med Malene ved sin side fandt tilbage. I rummet med barnet, der var knuget, men som med Malene ved sin side, med tiden kunne fortælle sin egen historie. Og i alle legene som kunne åbne op for både det svære, det sjove og det vigtige.
Malene var en stor voldsfaglig kapacitet og delte rundhåndet ud af sin viden, underviste i ind- og udland, og blev bl.a. hædret med Gerdaprisen for sin indsats. Hun var også aktiv i LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) og talte sagen op – med integritet, mod og et blik for helheden.
Hun kunne gå i folk med store jyske træsko og samtidig danse tango på de fineste gulve uden at træde nogen over tæerne. For hun havde humor, varme og et nærvær, der kunne lyse et rum op. Samtidig havde hun en helt særlig evne til at møde mennesker. Med dyb respekt for den enkelte var hendes udgangspunkt altid nysgerrigt, lyttende og med en oprigtig interesse i at forstå.
Hun var generøs i samarbejdet og kunne sige ting, som ingen andre kunne. Og man kunne være uenig med hende – men aldrig uvenner. For hun søgte den højeste fællesnævner og gik aldrig ned i en skyttegrav. Som hun selv kunne sige med et smil: “Jamen det er jo lige meget, for det lærte du også noget af.”
Selv under sin sygdom var Malene åben, ærlig, humoristisk og stærk. Hun hjalp os til at se livet med hendes blik – et blik, der altid søgte intentionen, det menneskelige og det kærlige.
Kære Malene: tak for alt det, du gav os. Du vil altid være en del af Danners hjerte.
For Malene kom hendes familie altid først. Og i dag er tabet størst for Birthe, Emil og Julie. Alle vores tanker går til dem.
