Kvælningsvold er en alvorlig risikofaktor for partnerdrab. Og kvælningsvold kan have alvorlige konsekvenser som varige hjerneskader, angst og PTSD. Men mange voldsudsatte kvinder udsættes for den potentielt livsfarlige kvælningsvold, viser ny temaanalyse fra Danner.
”Min mand holdt mig nede, så jeg ikke kunne trække vejret. Jeg frygtede for mit liv.” Sådan sagde en voldsudsat kvinde, da hun ringede til Danners døgnåbne rådgivning, ‘DannerTelefonen’, efter hendes mand endnu engang havde taget kvælertag på hende.
Ny analyse fra Danner undersøger den farlige og ofte skjulte ’kvælningsvold.’ Et begreb, Danner bruger om alle former for kvælning, som udøves af en voldelig partner eller nærtstående relation mod en voldsudsat person. Kvælningsvold kan være ekstremt farligt og kan forårsage alvorlige fysiske og psykiske skader – både akut og på længere sigt – herunder hjerneskader, hukommelsestab og traumer som PTSD.
Kvælningsvold er udbredt i målgruppen
Omkring tre gange hver måned kontakter en voldsudsat kvinde eller pårørende Danner for at få hjælp vedrørende kvælningsvold. Og mere end hver femte i det ambulante rådgivningsforløb til voldsudsatte kvinder, ’Sig det til nogen’, som Danner er programejer for, har været udsat for kvælningsvold. Forskning viser, at halvdelen af kvinder på krisecentre har oplevet kvælningsvold.
Mange af dem, der har været udsat for kvælningsvold og kan huske kvælningen, beskriver, at de troede, de skulle dø under volden, ifølge forskning på området. Frygten for at dø fylder også i henvendelser til Dannertelefonen, hvor kvinder og pårørende søger råd om kvælningsvold.
Risikoen for partnerdrab øges
Forskning viser, at risikoen for at blive dræbt er over syv gange højere for kvinder i voldelige forhold, som har været udsat for kvælning, sammenlignet med kvinder i voldelige forhold, hvor kvælning ikke har fundet sted. Nye tal fra Sig det til nogen, viser desuden, at seks ud af ti kvinder (59 %), som har været udsat for kvælningsvold, også er blevet truet med at blive slået ihjel flere gange. Til sammenligning gælder det kun for én ud af ti (11 %) blandt øvrige kvinder i indsatsen.
”Vi ved, at kvælning er en af de mest almindelige metoder ved kvindedrab, og at kvælningsvold er en alvorlig risikofaktor for drab. Ofte følger drab på kvinder et mønster og er planlagte, hvilket også betyder, at det er muligt at forebygge dem. Det er derfor afgørende, at vi får mere fokus på kvælningsvold og hjælper kvinderne fri af volden, inden den ender på den værst tænkelige måde,” udtaler Mette Marie Yde, direktør i Danner.
Behov for flere tiltag mod kvælningsvold
Med analysen følger en række politiske anbefalinger til, hvordan kvælningsvold kan forebygges, opspores og håndteres. Danner anbefaler bl.a., at alle voldsudsatte kvinder, som har oplevet kvælningsvold, får ret til differentieret hjælp, og at voldsudsatte kvinder med svære traumer skal have adgang til voldsfaglig traumebehandling efter krisecenterophold. Danner anbefaler desuden en ny bestemmelse i straffeloven:
”Flere andre lande har indført en særskilt bestemmelse i straffeloven, som selvstændigt kriminaliserer kvælningsvold – og den anvendes i høj grad. En sådan bestemmelse vil gøre det lettere at anmelde og efterforske sager om kvælningsvold og sikre, at sagerne ikke henføres under mindre alvorlige paragraffer, som ikke afspejler voldens farlighed. Det vil styrke beskyttelsen af voldsudsatte, forebygge partnerdrab og forbedre retssikkerheden i partnervoldssager,” siger Mette Marie Yde, direktør i Danner.
Læs hele temaanalysen ’ Magtens greb’ og Danners anbefalinger.
