fbpx

Portræt: Mød Danners nye forkvinde 

“At der er tillid til mig både blandt dem, der stemte på mig ved årsmødet, og hos bestyrelsen, der har valgt mig som deres forkvinde, gør mig meget stolt og glad,” fortæller Charlotte Ahrendt Steen, der er ny forkvinde i Danners bestyrelse.   

Til Danners årsmøde i maj var over 100 af Danners frivillige og ansatte vanen tro samlet for at få præsenteret Danners årsberetning, godkende regnskab og fejre Danners seneste års arbejde og resultater.   

Men i år havde vi også fornøjelsen af at byde et stort og varmt velkommen til Danners nye bestyrelsesforkvinde, Charlotte Ahrendt Steen, som skal stå i spidsen for bestyrelsens arbejde.   

Kendt ansigt i Dannerhuset  

“Jeg glæder mig til det hele. Lige fra samarbejdet i den nye bestyrelse, samarbejdet med vores direktør, Mette Marie Yde, til samarbejdet med de frivilliges råd, Dannerrådet, som jeg kender i forvejen. Og så glæder jeg mig helt enormt meget til at komme rundt i vores smukke hus og møde medarbejderne, lederne og alle frivillige og høre, hvad der optager dem lige nu.” lyder det fra Charlotte, som fortsætter:  

“Og i år her i oktober måned fylder Dannerhuset 150 år, så der kommer til at være en helt særlig stemning i og omkring huset i den anledning. Dannerhuset er jo ikonisk og har en rig og spændende historie, og det er på alle måder et kæmpe privilegium at være med til at markere sådan et jubilæum.”  

Dannerhuset er bestemt heller ikke fremmed for Charlotte, for hun har i flere år været frivillig i Danner og har været engageret i de frivilliges råd, Dannerrådet, som har et særligt fokus på de frivilliges interesser i Danner og er rådgivende sparringspartner for bestyrelsen.   

“Før jeg overhovedet kunne blive valgt som ny forkvinde, skulle jeg vælges til bestyrelsen ved årsmødet i maj, hvor det er de frivillige og de eksterne bestyrelsesmedlemmer, der kan stemme. Og at der var tillid til mig – både blandt dem, der stemte på mig ved årsmødet, og hos bestyrelsen, der bagefter valgte mig som forkvinde – det gør mig meget stolt og glad. Vi er nu i den nye bestyrelse gået i gang med vores fælles opgave med fortsat at sikre de rette rammer for Danners vigtige arbejde. 

Vold mod kvinder og børn en enorm udfordring  

Og der er nok at tage fat på i den nye rolle som bestyrelsesforkvinde, hvis man spørger Charlotte:  

“Jeg har utroligt svært ved at forstå, at vi i 2025 stadig ikke er kommet i mål med at bekæmpe vold mod kvinder og børn. Vi er over en bred kam et ret ligestillet samfund, men at så mange kvinder stadig er udsat for partnervold, er en enorm udfordring. Det håber jeg, jeg kan være med til at ændre.”   

”Den netop indgåede politiske aftale på nationalt niveau om en kommende strafreform samt politiforlig glæder mig som bestyrelsesforkvinde meget, fordi bl.a. ordningen med omvendt fodlænke nu bliver udvidet, så flere ofre for stalking og partnervold får deres frihed tilbage. Men også at Danners ambulante tilbud ‘Sig det til nogen’ får stabile midler, og at der nedsættes en partnerdrabskommission, så vi som samfund kan blive bedre til at forebygge partnerdrab fremadrettet, er gode nyheder. Fra Danners side har vi gennem et stykke tid peget på disse initiativer som nødvendige, og det er derfor glædeligt, at initiativerne nu er blevet prioriteret”, siger Charlotte.   

Mere end forkvinde   

“Jeg drives af at have ansvar og skabe resultater sammen med andre,” fortæller Charlotte, som til daglig er stabschef hos Region Hovedstadens Psykiatri, og fortsætter:  

“Jeg kan se, at jeg i bestyrelsesarbejdet i vidt omfang kan trække på de erfaringer og kompetencer, jeg har med fra mit arbejde i den offentlige sektor – både fra staten og fra Region Hovedstaden. Og jeg forventer også, at jeg vil kunne bringe nye input og erfaringer fra bestyrelsessamarbejdet i spil i mit arbejde i Region Hovedstaden.”  

Trods rollen som Danners nye bestyrelsesforkvinde får Charlotte også tid til andet. Og særligt tid med hendes mand, Jens, hendes to voksne børn, Christiane og Niels, der begge er flyttet på kollegium, samt hendes venner er højt prioriteret:  

”Vores børn kommer heldigvis tit forbi og spiser med, selvom de er flyttet. Jeg kommer fra landet (Falster), og jeg har nok en tendens til altid at lave lidt for meget mad. Derfor cykler vores børn også ofte afsted med plasticbokse med rester i tasken, når de har været på besøg. De siger pænt tak, men jeg skal nok arbejde lidt med mig selv på det punkt”, griner Charlotte.  

“Jeg får læst for lidt skønlitteratur, og derfor har jeg lige startet en læseklub med to gode veninder, en tidligere gymnasieveninde og en tidligere efterskoleveninde. Den første bog, vi skal læse, er ‘Fru Yeoms butik for små mirakler’. Den handler om mennesker, som får en chance mere i livet, og om at små handlinger kan få afgørende betydning for andre. Det gælder i alle sammenhænge – også i Danner.”

 Vi byder et stort og varmt velkommen til Charlotte som ny forkvinde for Danner. 

Læs mere

Danner vil gerne takke for muligheden for at komme med bemærkninger til...
Danner og Det Kongelige Teater sætter fokus på kvindedrab og markerer 25....
Danner modtager prisen for ‘Årets Stemme’ ved ELLE Awards 2025 samt Peter...