fbpx

Søsterskab og solbriller – nyt partnerskab med Cartel Copenhagen 

Vi er stolte af vores nye partnerskab med det danske brand Cartel Copenhagen. Sammen lancerer vi kampagnen “Sunnies for Safety” – en solbrillekollektion, der kombinerer mode og social ansvarlighed. For hver solbrille, der sælges, støttes Danners vigtige arbejde for kvinder og børn udsat for vold. 

Danner er afhængige af stærke samarbejder med erhvervslivet 

“Hvert år udsættes 118.000 kvinder i Danmark for fysisk og/eller psykisk partnervold. Det er tal, vi hverken kan eller må ignorere. Hos Danner arbejder vi for at hjælpe dem, der har allermest brug for det, men som tallene viser, kræver det enorme ressourcer,” siger Mette Marie Yde, direktør for Danner, og fortsætter: “Som NGO er vi dybt afhængige af stærke samarbejder med både den offentlige og private sektor. Et partnerskab med Cartel Copenhagen giver os ikke kun økonomisk støtte, men, endnu vigtigere, hjælper det os med at sprede vores budskab til et langt bredere publikum.” 

Søsterskab som drivkraft 

For Cartel Copenhagen handler partnerskabet med Danner om mere end økonomisk støtte. Det handler om at tage aktivt ansvar som virksomhed. 

“Jeg gider slet ikke have en virksomhed, hvis vi ikke bruger vores ressourcer og platforme til noget godt,” siger Katrine Lee Larsen, stifter af Cartel Copenhagen. “Søsterskab er en kerneværdi for os i Cartel. Det handler om kvinder, der støtter kvinder, og vi har et ansvar for at stå sammen mod uretfærdighed. Når man ser på tallene, må vi være mange, der kender en kvinde, der har oplevet vold. Det er vores alles ansvar at handle.” 

Med partnerskabet vil Cartel Copenhagen også engagere deres kunder og community, så de i fremtiden vil kunne genkende tegn på partnervold og lære, hvordan de bedst kan støtte en veninde, søster, mor eller kollega, der er udsat for vold. 

Her kan du købe solbrillerne og støtte Danner 

Kollektionen består af fire solbrillemodeller til 500 kr. per par, hvoraf 50 kr. ubeskåret går til Danners arbejde. Solbrillerne kan købes i alle Magasins butikker samt i Cartel Copenhagens webshop.

Vil din virksomhed også indgå partnerskab med Danner? 

Hos Danner ser vi med glæde, at flere og flere virksomheder ønsker at tage ansvar og engagerer sig i kampen for at hjælpe og skabe positive forandringer for voldsudsatte kvinder og børn.  

Du kan læse mere om vores partnerskaber her.

Læs mere

Danner søger en fundraiser som kan engagere og fastholde private donorer, der...
Vil du stå i spidsen for hele Danners administrative rygrad og sikre,...
Ser du de røde flag? Ny kampagne fra Danner skal lære danskerne...