“Vi skal stoppe den tragiske bølge af kvindedrab,” skrev justitsminister, Peter Hummelgaard (S), på sine sociale medier i kølvandet på en lang række kvindedrab i juni måned. Den ambition deler vi i Danner.
2025 har budt på flere drab på kvinder end normalt. Særligt i juni måned stak tallene af og det har igen været med til at sætte fokus på partnervold og –drab på kvinder. Med rette!
På det umådeligt triste bagtæppe, hæfter vi os ved, at der er opstået en politisk vilje til at sætte ind og få sat en stopper for alle disse drab. Det er både klædeligt og på tide. Og det vil vi naturligvis meget gerne bidrage til, så vi har her samlet vores anbefalinger til at stoppe partnerdrab på kvinder.
Vi har brug for en national strategi for bekæmpelse af partnerdrab- og vold.
Vi har brug for en langsigtet national strategi mod kønsbaseret partnervold- og drab fremfor kortsigtede handleplaner. I 2023 fik vi i Danmark en handleplan med 26 tiltag. Til sammenligning indeholder den nyeste handleplan i Norge mod partnervold- og drab over 100 tiltag. I Spanien har de haft succes med at implementere en ambitiøs national strategi med ca. 400 tiltag, som har halveret antallet af partnerdrab. Der er brug for at hæve ambitionsniveauet her!
Forsøgsordningen med den omvendte fodlænke skal gøres landsdækkende og permanent
En forsøgsordning med 15 fodlænker fordelt på 3 politikredse er ikke nok. Med den frekvens af partnerdrab på kvinder, vi oplever lige nu og det seneste halve år af 2025, så vil alt for mange kvindeliv gå tabt, mens vi tester noget, der allerede er gennemtestet i Norge. Forsøgsordningen trådte i kraft d. 1. juli 2025, men vi mener, ordningen bør gøres landsdækkende og permanent.
Der skal nedsættes en partnerdrabskommission
Vi har i Danmark (ligesom i fx Norge og England) brug for at lære af de partnerdrab, der allerede er begået, så vi bedre kan forebygge. I mange tilfælde har offer eller gerningsmand været i kontakt med en eller flere myndigheder forud for drabet. På samme måde som en havarikommission undersøger årsager og hændelser i forbindelse med fx et flystyrt, bør der nedsættes en partnerdrabskommission, som skal forbinde prikkerne og hvor alle relevante myndigheder og aktører kan dele oplysninger med hinanden om den enkelte drabssag, fx skadestuer, socialforvaltninger, skoler, jobcentre, politiet, civilsamfundsaktører etc.
Vi skal opspore volden, inden det ender i drab
Vi skal opspore og sætte ind tidligere mod partnervold, så flere kvinder hjælpes ud af volden tidligere – inden det sætter varige ar på sjælen – og inden det risikerer at ende i partnerdrab. Det kræver finansierede, landsdækkende og veldokumenterede ambulante indsatser, som fx ‘Sig det til nogen’, så de voldsudsatte kvinder, man opsporer, hurtigst muligt får den nødvendige hjælp og støtte til at bryde sikkert ud af volden.
Partnerdrab på kvinder følger et mønster
Det er vigtigt at skelne mellem partnerdrab og fjerndrab, fordi de kalder på forskellige forbyggelsestiltag. Partnerdrab på kvinder er sjældent spontane. Ofte findes der et forudgående mønster af kønsbaseret vold og kontrol, og selve drabet er ofte planlagt. Faktisk viser forskning, at der findes så mange ligheder, at man har identificeret 8 stadier, som leder op til drabet. Partnerdrab kan altså forebygges, hvis man kender tegnene og sætter ind i tide. Det kræver tværgående viden og politisk prioritering.
National statistik for partnervold
Der er i dag ikke nationale opgørelser over omfanget af drabsforsøg, vold, grov vold osv. i partnervoldsrelationer. Dette skyldes hovedsageligt, at politiet ikke anvender en gerningskode for partnervold. Den manglende statistiske viden har betydning for de videre beslutninger og prioriteringer, der bliver truffet på området. Det handler helt basalt om at kunne tælle hændelser, ofre, gerningspersoner, samt hvilken relation der er mellem offer og gerningsperson. Med bedre registrering af partnervold, vil vi i højere grad kunne analysere og behandle viden gavnligt for forebyggelse såvel som efterretning af partnervold og –drab i Danmark.
Kontakt
Kontakt leder af Kommunikation og Viden, Winnie Alim, for spørgsmål:
Mail: wal@danner.dk
Tlf.: 30 78 58 48
