Siden japanske UNIQLO åbnede deres første butik i Danmark i 2019 – på Strøget, hvor Grevinde Danners butik i sin tid lå – har de støttet Danner økonomisk og med tøj til Danners beboere.
Kvinderne, der flygter fra vold og kommer til Danner, har ofte kun det allermest nødvendige med sig. Nogle kommer med børnene i den ene hånd og en pose med deres vigtigste ejendele i den anden. Derfor er UNIQLOs tøjpakker, som de giver til kvinderne, med alt fra inderst til yderst en uvurderlig hjælp. At få et helt sæt nyt tøj giver en følelse af både værdighed og omsorg i en svær tid.
Mere fokus på Danners arbejde
I år markerer UNIQLO og Danner 5-års jubilæum med en særlig takkekampagne, der tager afsæt i den japanske højtid Arigato, som betyder “tak”. Kampagnen sætter fokus på Danners arbejde og giver kunder mulighed for at bidrage til arbejdet for en fremtid uden vold mod kvinder og børn. Kampagnen løber frem til 28. februar 2025 i UNIQLOs butikker i Danmark.
UNIQLO matcher donationen krone for krone
Den 21. november til 1. december matcher UNIQLO alle donationer fra de danske butikker og danske webshop. Det betyder, at alle bidrag i denne periode bliver fordoblet og gør en endnu større forskel.
Danners direktør Mette Marie Yde, fortæller: “Vi er meget taknemmelige for samarbejdet med UNIQLO, som gennem de sidste fem år har gjort en stor forskel for de kvinder og børn, der kommer til os med næsten ingenting. At få helt nyt tøj betyder mere, end man måske tror – det giver selvtillid og håb midt i en svær tid. Vi er meget spændte på den nye Arigato-kampagne, hvor vi kommer bredt ud til alle UNIQLOS kunder med vores budskaber og kan hjælpe endnu flere voldsudsatte. Partnerskaber, som det vi har med UNIQLO viser virkelig, hvad vi kan udrette når vi står sammen.”
Er du og din virksomhed interesseret i et samarbejde med Danner, kan du kontakte vores fundraisingansvarlige, Julie Tolstrup, på telefon 30785861 eller mail jts@danner.dk og høre nærmere om mulighederne.