fbpx

Katrine: Han mente, han havde ret til sex med mig hver eneste dag

1 år på Danners krisecenter. Og 2 år i Danners efterværn. Det har krævet tid og benhårdt mentalt arbejde for Katrine at bearbejde den vold, hun levede i. For første gang i sit liv kan hun mærke sig selv og sine grænser. Læs hendes historie her.

Intro

Det var et usandsynligt sammentræf, at de overhovedet mødte hinanden. Christian fra Danmark og Katrine fra et andet nordisk land. Katrine havde søgt på hans navn på Facebook, fordi hun som teenager havde haft en dansk kæreste. Nu var hun 29 år, mor til otteårige Sara og sad fast i en lille by. Hun havde svært ved at kommehelt fri fra sin alkoholiserede, voldelige eks. Han var også far til Sara.  

Hun skrev og spurgte, om Christian var dén Christian – hendes danske ungdomsflamme. ”Nej, det er ikke mig. Men jeg vil da gerne være din kæreste ;-),” svarede han. 

Sådan begyndte det. Mange beskeder senere var Katrine forelsket. Og første gang de sås, slog han endegyldigt benene væk under hende. Han var flot, charmerende og vild med hende.  

Efter et lille år med en masse besøg pakkede Katrine tøj og fotoalbums med Saras barndomsbilleder og flyttede deres liv til Danmark. I Katrines mave voksede et nyt lille liv – en pige, som Christian allerede forgudede. 

”Endelig havde jeg mødt en mand, som bare var fantastisk. Han ville Sara, og han ville min familie. Han havde sit eget firma, tjente mange penge og forkælede os med en masse lækre gaver. Endelig kunne jeg komme væk og starte et nyt liv, som jeg altid havde ønsket. Jeg følte, at det var meningen,” siger Katrine. 

Psykopaterne blandt os

Knap 3 år senere søgte hun igen efter svar på Facebook. Denne gang i gruppen ’Psykopaterne blandt os’. Nu var hun mor til 3 børn og isoleret i en lejlighed på 8. sal i en stor boligblok. Hun måtte ikke engang gå ned i vaskekælderen.  

Jo mere hun læste, jo mere forstod hun. Den vold, som Christian havde udsat hende for næsten helt fra starten, var ikke tilfældig. Hun havde længe vidst, at hun skulle væk. Men nu gik det op for hende, at volden var planlagt. At den var en del af et system af kontrol og magt. Det gav hende styrke til at begynde at kæmpe. 


Han jagtede hende rundt med en stor køkkenkniv og truede med at slå hende ihjel, hvis hun flyttede.

Det tog 3 forsøg at forlade ham. Hen mod slutningen af deres forhold eskalerede volden. Christian havde hele tiden ment, at han havde ret til sex med hende hver eneste dag. Og nu voldtog han hende. Han jagtede hende rundt med en stor køkkenkniv og truede med at slå hende ihjel, hvis hun flyttede. Han fortalte hende, at hun var en dårlig mor og truede med at tage børnene fra hende. Han havde hele tiden været psykisk voldelig over for Sara. Men nu truede han med at klippe hendes tunge af.  

”Sara blev meget bange og fik min tilladelse til at fortælle det til sin lærer. Og til kommunen. De vidste i forvejen, at han var voldelig. De vidste, at jeg ikke kunne få ham til at flytte ud af lejligheden. Men jeg havde ikke turdet fortælle hele sandheden. Men nu kom de med politiet,” fortæller Katrine. 

”Han var ude én nat. Næste morgen kom han med en kliptang og brød ind. Og så gik han direkte på mig. Han klemte så helvedes hårdt om min hals og borede en finger ekstra dybt ind. Det gjorde så ondt. Og imens så børnene på. Jeg råbte til Sara, at hun skulle løbe ned til underboen og få dem til at ringe efter hjælp. Politiet kom 5 minutter senere, og da var Christian helt rolig. Han sad på gulvet og legede med de små og lod som om intet var hændt.” 

En lang kamp

Det er 3 år siden nu. Katrine fik fuld forældremyndighed, hemmelig adresse og en overfaldsalarm. Christian fik et polititilhold og en dom for vold. Han blev prøveløsladt efter 6 måneder. 

Siden har han brudt tilholdet 7 gange. Katrines adresse blev nemlig lækket 2 gange ved en fejl. Han bruger retssystemet til at anke forældremyndighedssagen. Derfor skal Katrine følge sine 2 yngste børn til overvåget samvær. Og hun skal selv stå ansigt til ansigt med ham til retsmøderne. 

”Sidste gang sad vi en meter fra hinanden. Han fortalte dommeren, at han havde planer om at flytte til min kommune. Da reagerede min krop. Jeg begyndte bare at ryste og kunne ikke stoppe det,” fortæller Katrine. 


Det tager lang tid at bygge sig selv op efter at være blevet så manipuleret og have følt sig så lille.

Det har været en lang kamp og er det stadig. Det tager lang tid at bygge sig selv op efter at være blevet så manipuleret og have følt sig så lille. Samtidig med at have født 2 børn. Jeg prøver at lukke ned for ham. Men der kommer aldrig helt ro, så længe han bliver ved med at bruge systemet. Men han får ikke længere lov til at fylde på samme måde. For jeg har fået så meget hjælp til at arbejde med mig selv. Både i det år, vi boede på Danners krisecenter og i Danners efterværn. 

For første gang i mit liv er jeg lykkelig

Om 10 år håber Katrine, at hun ejer et lille hus og lever et trygt, stille liv sammen med sine børn. Hun vil aldrig selv have en kæreste igen. Hendes fokus er nu at gøre alt for, at hendes børn lærer at sætte grænser tidligt i livet og skabe sunde relationer. 

”Det går bedre og bedre, men jeg er ikke den samme. Jeg skal for eksempel tit tænke mig om for at huske, om det er forår eller vinter. Og jeg har svært ved at lære og huske nye ting. De 3 år har forandret mig. Jeg ville ønske, at det stod i panden på Christian, at han er psykopat. Så ingen andre nogensinde skal opleve det samme. Men måske var det nødvendigt for, at jeg lærte det, jeg aldrig havde lært som barn og ung: At sætte grænser. For første gang i mit liv er jeg lykkelig. For der er ikke nogen, der bestemmer over mig. Kun mig selv.” 

Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme

Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede. 

Læs mere

Freja var godt klar over, at hendes ægteskab på nogle måder var...
Vold mod kvinder kan tage forskellige former. F.eks. fysisk vold, psykisk vold,...
Vi giver voldsudsatte kvinder og deres pårørende en stemme. For vi ønsker...