Ingen voldsudsatte børn skal stå alene
Hvert 6. barn vokser op med vold i hjemmet. Alligevel risikerer Danners veldokumenterede børneindsats at lukke ved udgangen af 2026. Det giver ikke mening!
Skriv under nu, og vær med til at sikre, at voldsudsatte børn kan få hjælp – også i fremtiden.
Hjælpen til børnene forsvinder
Danners ambulante børneindsats Jeg er her også hjælper børn, der vokser op med vold i hjemmet. Her skaber vi et trygt rum, hvor børnene kan bearbejde deres traumer.
Men vores indsats står uden finansiering i slutningen af 2026. Efter nytår vil døren, der før åbnede op til tryghed, hjælp og håb, være lukket, når børnene forsigtigt banker på.
Skriv under i dag, og bak op om, at Jeg er her også skal på finansloven, så vi fortsat kan holde døren åben for de mange børn, der har brug for hjælp hos Danner.
Ingen børn skal stå alene i volden
Hvert 6. barn vokser op med vold i hjemmet. Bag tallet gemmer sig børn, der lever i frygt, utryghed og i konstant alarmberedskab. Meget ofte bærer børnene tavse på deres oplevelser. Af skam, loyalitet eller frygt fortæller de ingen om volden. De står alene med noget, intet barn burde bære alene. Den ensomhed, det skaber, bliver en ekstra byrde.
Konsekvenserne kan følge dem resten af livet, hvis de ikke får den rette hjælp.
Hjælp, der gør en forskel
I Danner hjælper vi børn med at sætte ord på det, de har oplevet – ofte for allerførste gang.
Gennem vores ambulante børneindsats Jeg er her også møder de andre børn, der har levet i vold og får hjælp af erfarne psykologer og pædagoger til at bearbejde deres traumer. Samtidig støtter vi den voldsudsatte mor, så hun kan hjælpe og støtte barnet bedst muligt.
Vi ved, at indsatsen virker
9 ud af 10 børn fortæller, at de har fået det bedre efter at være startet i forløbet. De oplever, at de ikke er alene. At det, de har været udsat for, ikke er normalt. Og at der er der en voksen, der lytter og tror på dem.
Danners anbefalinger
Vi anbefaler at sikre Jeg er her også fast finansiering på finansloven, så børnene fortsat kan få den hjælp, de har brug for.
Hvorfor skal du skrive under?
Når du skriver under, er du med til at lægge pres på vores politikere. Sammen er vi stærkere, og sammen kan vi sende et tydeligt signal om, at politikerne skal prioritere finansiering af den afgørende indsats, der hjælper voldsudsatte børn.
Det har vi gjort før
I 2024 overrakte vi ca. 130.000 underskrifter (anonymt) fra danskere, som ønskede at indføre den omvendte fodlænke i Danmark, til den daværende justitsminister. Og der blev lyttet: den omvendte fodlænke blev indført i juli 2025.
Din underskrift nytter og er med til at råbe politikerne op.
