I dag lanceres et nyt samarbejde mellem Den Jyske Opera og Danner. Formålet med samarbejdet er at belyse et omfattende og tabubelagt samfundsproblem: Partnervold og -drab. Samarbejdet udspringer af opførelsen af én af verdens største operaer: Bizets Carmen, iscenesat af Johanne Holten, der turnerer over hele landet i efteråret. Fotoudstillingen Red min søster, der gennem ord og billeder, fortæller en række vidnesbyrd fra voldsudsatte kvinder, tager med.
Selvom Carmen blev opført første gang i 1875, er dens tematikker yderst relevante i dag. Carmen bliver nemlig udsat for vold og slået ihjel af sin forlovede, da hun forlader ham.
Hvert år udsættes omkring 118.000 kvinder i Danmark for partnervold, og alene i 2025 blev 16 kvinder dræbt – mindst 9 af dem af en partner eller ekspartner. Vi ved også at hvert 5. drab i Danmark er et partnerdrab. Det gør, som operachef Anne Barslev påpeger, operaen utrolig relevant for nutidens og virkelighedens Carmen’er:
”Carmen er én af de vigtigste operaheltinder at forstå, idet alt for mange kan spejle sig selv eller én, de kender i hendes historie. Når spejlingen mellem kunst og virkelighed er så relevant, skal vi gennem operaen også turde lytte til virkelighedens Carmen’er. For når et af verdens største operaværker omhandler så massivt et samfundsproblem som partnervold og -drab, kan vi bruge værket til at give nye vinkler, dybde og forståelse af et emne, vi ellers kun præsenteres for i overskrifter og forfærdelige statistikker. Jeg er både ydmyg og stolt over, at vi via Danners store arbejde på området kan fortælle og nuancere kvindernes fortællinger igennem kunst, formidling, talks og vidnesbyrd.”
Anne Barslev , operachef i Den Jyske Opera
Carmen findes alle steder
Ifølge forskning på området bliver hver fjerde kvinde i Danmark udsat for fysisk eller psykisk vold fra en partner eller ekspartner gennem sit liv. Derfor mener Mette Marie Yde, direktør i Danner, at samarbejdet kan skabe opmærksomhed omkring det alvorlige samfundsproblem:
“Kunsten kan noget helt særligt, når vi skal forstå det, der er svært og sårbart at tale om. Den taler til vores følelser på en måde, som fakta og statistikker ikke kan. Samtidig er gamle værker med til at forme vores forestillinger om kærlighed og relationer. Derfor er vi rigtig glade for, at Den Jyske Opera har valgt at nytænke Carmen og bruge værket til at sætte fokus på partnervold og partnerdrab. Vi håber, at forestillingen kan bidrage til at nedbryde tabuet om partnervold, sætte gang i en vigtig samtale – og nå voldsudsatte og pårørende med budskabet om, at der er hjælp at hente.”
Mette Marie Yde, direktør i Danner
Instruktør Johanne Holten påpeger, at Carmen er bemærkelsesværdigt nuanceret i sit portræt af den kvindelige hovedkarakter, og at hun viser os den vold, kvinder altid og stadig udsættes for – den vold, der kan ske for alle kvinder:
”I virkeligheden træder vi videre i komponisten Bizets spor, som i forhold til forlægget – romanen Carmen fra 1845 – virkelig har gjort Carmen til en meget mere raffineret karakter. I operaen har Carmen sit eget liv, sin egen stemme, på en måde hun slet ikke har i romanen. Hun er både sårbar, barsk og meget menneskelig. Dét, der sker for hende, kan ske for alle, og det er sket for kvinder gennem hele verdens- og kulturhistorien og sker stadig den dag i dag. Det er ”A Tale as old as Time”, og derfor er det vigtigt for os aktivt at varetage operafortællingen om Carmen. For hun findes alle steder.”
Johanne Holten, instruktør
Vidnesbyrd fra voldsudsatte kvinder
Samarbejdet mellem Den Jyske Opera og Danner består af flere dele: Foruden løbende vidensdeling omkring forekomsten af og mekanismerne bag partnervold og -drab består samarbejdet af fotoudstillingen Red min søster, der i både ord og billeder fortæller en række vidnesbyrd fra voldsudsatte kvinder. Udstillingen blev til i 2021 i et samarbejde mellem Danner, blomsterkunstner Poppykalas, fotograf Sarah Buthmann og Femina og kan nu for første gang ses på spillesteder i hele landet i forbindelse med, at Carmen turnerer i efteråret.
Hvor kan du opleve Carmen og Red min søster?
Carmen og dermed også Red min søster kan opleves i Sønderborg, Esbjerg, Vejle, København, Albertslund, Odense, Aalborg, Herning, Randers og Aarhus i perioden 23. oktober – 30. november.
