Debatindlæg af Mette Marie Yde, direktør Danner
Hvor meget må man tjene på mennesker, der har brug for vores hjælp?
Dét spørgsmål er for alvor rykket op på den politiske dagsorden, efter statsminister Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde stemplede ind i debatten om velfærdskriminalitet. Her satte hun spørgsmålstegn ved, om man skal kunne tjene store penge på de mest udsatte mennesker i vores samfund – og om et profitloft på sociale tilbud kan være en løsning.
Det er en vigtig debat. Men når det handler om kvinder, der har været udsat for partnervold og har brug for et krisecenter, bør vi stille spørgsmålet endnu mere specifikt:
Hvorfor skal nogen overhovedet kunne tjene penge på, at en voldsudsat kvinde bliver boende på et krisecenter?
Dagbladet Informations afdækning af de private, kommercielle krisecentre den seneste tid har vist, hvorfor spørgsmålet er nødvendigt.
Avisen har blandt andet fortalt om Aisha, der boede næsten tre år på et privat, kommercielt krisecenter. På et tidspunkt kostede hendes ophold kommunen 11.500 kroner om dagen mod en almindelig takst på 3.325 kroner. Da hun senere talte alene med sin kommunale sagsbehandler, blev det vurderet, at centret havde haft en økonomisk interesse i at fremstille hendes situation som værre, end den var – og dermed holde hende længere på krisecentret.
Vi kan selvfølgelig ikke drage konklusioner om alle private, kommercielle krisecentre på baggrund af enkelte sager. Men historien viser en grundlæggende udfordring.
For der er i dag et hul i sociale botilbud, hvor blandt andet krisecentre kan bruges til at tjene penge udenom staten. Helt konkret sker det ved, at krisecentre foretager deres egne visitationer af borgere, der akut har brug for hjælp. Kommunen skal derfor ikke inddrages i beslutninger om opholdets relevans, pris eller længde.
Dagbladet Information kan fortælle, at der i 2019 var seks private, kommercielle krisecentre. Det tal er vokset til 26 krisecentre i 2026.Det tegner et billede af et område i vækst, hvor voldsudsatte kvinder og børn kan ses som en forretning med mulighed for at tjene mange penge. Og det bør vi se nærmere på.
Kvinden er ikke en kunde
Når en kvinde flygter fra partnervold, er det ikke for sjov. Vi ved, at risikoen for partnerdrab er størst i forbindelse med, at en voldsudsat kvinde forlader sin partner. Hun er ofte bange, i chok og kan have sine børn med sig.
Det er derfor altafgørende, at hun kan mødes af professionelle folk, der har solid voldsfaglig viden til at kunne skabe sikkerhed, tryghed og omsorg for hende – og de ofte medfølgende børn – med det samme.
På krisecentre opererer vi under selvhenvenderprincippet. Det betyder kort fortalt, at den voldsudsatte borger skal kunne henvende sig direkte uden først at skulle visiteres af kommunen. Når behovet for sikkerhed opstår, er det akut, og derfor er det ikke en mulighed, at visitation skal gå gennem kommunen. Vores system er derfor særligt indrettet på dette område, hvor det er op til det enkelte krisecenter, om kvinden skal indskrives, og hvornår hun er klar til at flytte videre. Kommunen betaler regningen.
Det giver mening, når vurderingen alene handler om kvindens behov, og om hvorvidt kvindens behov ligger inden for krisecentrets opgave. Men hvis krisecentret også er en privat virksomhed, der tjener penge på hvert døgn, kan der opstå en interessekonflikt, som ikke burde være en del af et system, der skal hjælpe mennesker ud af vold.
Private krisecentre kan både være selvejende og kommercielt drevne, og det private ejerskab er i sig selv ikke problemet. Problemet opstår, når økonomiske interesser kan få betydning for, hvordan kvindens behov vurderes, og hvor længe hendes ophold på krisecenter varer.
Når butikken skal løbe rundt
Informations afdækning viser, at det ikke kun er en teoretisk bekymring. På krisecentret, hvor Aisha boede, fortæller tidligere medarbejdere om et mønster, hvor kvinder angiveligt blev holdt længere, når der var færre indskrevne kvinder. Ifølge Socialtilsynet blev der talt om, at ”butikken skulle løbe rundt”.
Den formulering rammer noget centralt:
For hvis en kvindes ophold samtidig er centrets indtægt, bliver hendes behov for hjælp en del af centrets forretningsgrundlag.
Profitloft er ikke nødvendigvis nok
Derfor er det positivt, at vi nu – også på Christiansborg – diskuterer, om man skal kunne tjene penge på velfærden. Men på krisecenterområdet er et profitloft ikke svaret.
For et profitloft regulerer, hvor meget man må tjene – udover det, personalet får i løn og de øvrige reelle omkostninger ved at drive et krisecenter. Det fjerner ikke nødvendigvis det økonomiske incitament til at drive tilbuddet med et overskud, der kan trækkes ud til privat forbrug ud over den løn, man allerede har fået.
På et krisecenter er det særligt problematisk, fordi den samme aktør kan have indflydelse på, hvor længe en kvinde opholder sig – og dermed på, hvor meget der kan faktureres.
Det bør vi ikke kun forsøge at kontrollere os ud af. I stedet bør vi indrette systemet, så incitamentet ikke er der i første omgang.
Pengene skal blive i den sociale opgave
Det betyder ikke, at krisecentre ikke må have overskud. Tværtimod skal et godt krisecenter have en sund økonomi. Der skal være råd til dygtige medarbejdere, sikkerhed, ordentlige fysiske rammer og udvikling af faglighed og kompetencer.
Men der er forskel på et overskud og en privat fortjeneste. Og hvis offentlige midler er afsat til at hjælpe kvinder og børn ud af vold, bør pengene blive i den sociale opgave.
Det handler ikke om at være for eller imod private aktører. Det handler om, at voldsudsatte kvinder og børns sikkerhed og behov for hjælp altid skal komme først.
Kvinder, der flygter fra partnervold, skal ikke være grundlag for profit. Og derfor skal vi tage profitmotivet helt ud af ligningen.
