”De her børn og unge kan noget helt vildt”
Lene Frisch Larsen er familie- og børnerådgiver på Danners krisecenter, hvor hun har været ansat i 6 år. Fra efteråret skal hun desuden være børnerådgiver i det ambulante gruppeforløb for børn, ‘Jeg er her også’. Her fortæller hun om, hvordan vi i Danner arbejder med voldsudsatte børn. Om hvad der fylder for børnene, og hvordan de kan blive hjulpet videre i livet efter volden.
Et ingenmandsland med skyld og skam
”Noget af det vigtigste, man skal vide, når det handler om voldsudsatte børn, er, at de tager enormt meget ansvar på sig. Og hvis ikke de får den rette hjælp og bliver korrigeret i deres opfattelse, tror de, at volden er deres skyld. ’Hvis nu jeg bare havde taget mine gummistøvler på hurtigere i morges, så var far ikke blevet så gal over, at vi var for længe om at komme ud ad døren. Og så havde han ikke råbt eller slået eller gjort noget ved mor’. Derfor er det virkelig vigtigt, at volden bliver italesat.
Mange af de børn, vi møder på Danners krisecenter, har aldrig fortalt nogen om volden før. De går helt alene rundt med de svære og voldsomme oplevelser. Det er meget, meget ensomt. Og derfor er det afgørende, at de får professionel hjælp til at tale om volden for at bearbejde oplevelserne og undgå yderligere traumer. Vi skal hjælpe dem med at få et sprog for volden, og så skal vi vise dem, at vi er der lige ved siden af dem. Altid. Så det ikke er en vej, de skal gå alene.
Vi taler rigtig meget om, at de her børn er i et ingenmandsland. Og at de bliver dobbelt ramt af volden. De bliver bange for det, de ser og oplever, og ved ikke, hvad der sker. Men efterfølgende bliver de også efterladt til sig selv. Der bliver ikke taget hånd om deres helt basale behov for omsorg og tryghed. Og når de ikke får forklaringer på, hvorfor noget skete, vender de pilen indad og peger på sig selv.
Skyld og skam er noget, der fylder rigtig meget for børn, der oplever vold
Skyld og skam er noget, der fylder rigtig meget for børn, der oplever vold. Og så bliver det rigtig svært at snakke om sine oplevelser. Hvis man så endda får at vide, at det er en familiehemmelighed, bliver det helt umuligt. Eller hvis man får at vide, at man bliver fjernet fra mor og far, hvis man fortæller det til nogen. Det er jo næsten alle de her børns største frygt at blive adskilt fra deres forældre. Også fra deres far. På trods af det, han har gjort, er han stadigvæk deres far.”
Voldudsatte børn bliver fejltolket
”Når børn oplever vold, reagerer de på forskellige måder. Nogle bliver indadvendte og oversamarbejder, mens andre bliver udadreagerende. Og en ekstra udfordring for dem er, at deres adfærd tit bliver mistolket i skolen eller daginstitutionen. Lærerne og pædagogerne ser nogle børn med en adfærd, som de ikke kan forklare, fordi de ikke ved, hvad det handler om. Og hvis man ikke er nysgerrig på, hvorfor et barn har en bestemt adfærd, så bliver den jo fejltolket. Særligt de udadreagerende børn bliver set som ”sådan nogle, der kravler på væggene”.
Også derfor handler det om at få brudt det tabu. At tale om, hvorfor børnene gør, som de gør, og hvilken virkelighed de har levet i. De har jo været i konstant alarmberedskab.
Hvis man bruger al sin energi på at frygte, hvad far gør ved mor, mens man sidder i skolen, kan man jo ikke koncentrere sig.
Vi har flere større børn her på krisecenteret, som fortæller, at det har været frygteligt for dem at skulle afsted i skole. For så havde de ikke styr på, hvad der skete derhjemme. Hvis man bruger al sin energi på at frygte, hvad far gør ved mor, mens man sidder i skolen, kan man jo ikke koncentrere sig. Ens hjerne kan ikke være åben for læring.
Mange af de børn bliver ikke set med de rigtige briller. Men når det bliver italesat, giver deres adfærd pludselig mening for rigtig mange pædagoger og lærere. Og så kan de give børnene den rette hjælp.”
Børn mærker altid volden
”Mange af de kvinder, der kommer ind på Danners krisecenter, tror, at deres børn ikke har oplevet volden. De har gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at skærme børnene og tror oprigtigt, at børnene ikke har set noget. Men børn mærker stemninger. Og de ser, hører og opfanger meget mere, end mødrene tror.
Jeg havde for eksempel en lille dreng, der fortalte, at han lagde sig ind i sengen og gav sin lillesøster høretelefoner på, når han vidste, at nu skete der noget voldsomt. Og så sad de derinde alene. ”Og når der var lidt roligt igen, så kom mor ind til os, og der lod vi, som om vi sov. Og det troede mor også, at vi gjorde,” sagde han.
Hans mor troede jo, at de sov fra det hele. Men den dreng kunne fortælle mig en masse om, hvad han hørte inde på den anden side af døren.
Jeg kan også tydeligt huske det første barn, jeg var kontaktperson for. Det var en dreng på 5-6 år, og hans mor troede, helt klassisk, at drengen aldrig havde oplevet volden. Men da jeg begyndte at holde børnesamtaler med ham, fortalte han, at ”nogle gange skulle min mor og mig skynde os ud på badeværelset og lukke døren. Og så stod min mor og sang for mig. Og hun sagde: ”Bare rolig, der sker ikke noget.” Men min far stod på den anden side og råbte og hamrede på døren. Jeg var virkelig bange, når det skete. Selvom min mor sagde, at der ikke ville ske noget, troede jeg ikke på hende, for det var jo gået galt så mange gange før.”
Selvom min mor sagde, at der ikke ville ske noget, troede jeg ikke på hende, for det var jo gået galt så mange gange før.
Hans mor havde altså troet, at han havde været for lille til at opfatte, hvad der foregik – for eksempel når han sad med ryggen til i klapvognen. Men drengen kunne fortælle, at ”så skubbede far til mor” og den slags.
Da jeg skulle fortælle det til hans mor, startede vores psykolog og jeg et familiesamtaleforløb op. Jeg vidste, at det ville gøre rigtig ondt på den mor at høre. Men vi fik åbnet op for, at de som familie kunne få talt om, hvordan de havde oplevet tingene. Og de fik øje på hinanden på en helt ny måde.
Når man mærker, at noget er forkert, men samtidig får at vide, at der ikke er sket noget, så lærer man som barn, at man ikke kan stole på sine fornemmelser. De her børns følelser bliver – helt utilsigtet – visket ud med tiden. De stopper med at mærke sig selv.
Det er noget, vi arbejder rigtig meget med i de børnegrupper, vi har i Danners krisecenter: Hvad er ’bange’ for en følelse? Hvad er glæde for en følelse? Vi arbejder også med, at man kan føle flere forskellige ting på én gang. At man godt kan være rigtig vred på sin far og samtidig elske sin far og også være rigtig glad, når man skal være sammen med ham. Og at det ikke er forkert.
I virkeligheden handler det om at spørge: ”Hvad følte du?” Ikke hvad mor følte, eller hvad far følte, men hvordan det var for barnet. ”Måske var du bange – hvor i kroppen kunne du så mærke det henne? Hvordan føltes det?” Det handler om at gøre det meget kropsligt.
Det vigtigste er, at børnene får et sprog for deres følelser. Det mindsker også risikoen for, at de selv ender i en voldelig relation senere i livet.”
Uanset, hvad far har gjort, elsker de ham
”Børn, hvis ene forælder har udøvet vold mod den anden forælder, vil altid stå i en loyalitetskonflikt. Over for begge forældre.
Far fylder sindssygt meget for børnene her på krisecenteret. Både når vi holder individuelle børnesamtaler med dem, og når vi mødes i børnegrupperne.
Vi gør det meget tydeligt, at volden ’overtager’ far, så vi får skilt volden fra far. For han er også en god far, der var god til at spille fodbold, og han var sjov at lege med, og han kunne tage én med i Tivoli. I virkeligheden har det måske været far, der har haft overskud til alle de sjove ting.
Vi gør meget ud af, at det er helt okay at elske far på trods af, hvad han har gjort. At det er okay at savne far. Og at det også er helt okay at være vred på mor – det oplever vi også. Når børnene kommer herind, og de efter noget tid kan begynde at sænke skuldrene lidt, bliver de i stand til at bruge energi på at mærke, at de faktisk også er vrede på deres mor. For hvorfor lod hun det her ske i så lang tid? Det er særligt de større børn, de unge, der har det sådan.
Den her dreng var kun 17 år og helt alene i verden
I det hele taget er der nogle meget komplicerede dynamikker på spil i familier, hvor der har været vold. Jeg kan fortælle om en ung dreng, der boede her på krisecenteret sammen med sin mor og lillebror for nogle år siden. Hans mor havde taget virkelig meget afstand fra ham, fordi han mindede så meget om sin far. Til gengæld blev lillebroren glorificeret, fordi han var den her søde, lille dreng. Der skete så meget splittelse i den familie, også de to brødre imellem. Storebroren følte sig forkert, ligegyldigt hvad han gjorde. Og samtidig havde han en far, der var så vanvittigt farlig – både for moren, men også for drengene. Men han savnede sin far super meget.
Den her dreng var kun 17 år og helt alene i verden. Han kunne ikke tage hen til sin far, for han var for farlig. Og han kunne ikke være sammen med sin mor, for der var han ikke velkommen. Han var helt ulykkelig og havde ikke rødder nogen steder.
Jeg ved, at han kommer til at klare det. Og jeg håber, at han altid vil huske tilbage på, at han blev set og hørt af en voksen, der tog ham alvorligt. Jeg tror, jeg har været det eneste menneske, der har lyttet til ham. Og gået med ham hele vejen. Det betød også, at hans mor kunne give lidt slip og vide, at hendes søn havde en voksen, han kunne gå til. For selvfølgelig var den mor inderst inde også enormt ulykkelig over situationen.
Jeg glemmer aldrig engang, hvor jeg sad med den her dreng, fordi han fik et angstanfald. Han blev så bange, så bange. Men så ’lånte’ jeg ham min vejrtrækning, og vi kom igennem det sammen. Og han fandt ud af, at han også kunne hjælpe sig selv. Han havde bare aldrig før fået den hjælp, han havde brug for.”
Børne- og ungegrupper på Danners krisecenter
”På krisecenteret holder vi børnegrupper og ungegrupper 1 gang om ugen. For de yngre børn er det halvanden time, for de unge er det 2 timer.
Som barn eller ung på Danners krisecenter bliver man tilbudt at komme i gruppe, hvis man har en alder, der passer sammen med de andre børn, der bor her på det tidspunkt. Og hvis ens pædagogiske kontaktperson vurderer, at det giver mening lige nu. Nogle børn skal lige lande på krisecenteret og har godt af at vente lidt. Man har også lov til selv at sige nej tak eller starte med at sidde og observere.
Vi begynder altid med at tænde et lys som symbol på, at ’nu starter gruppen’. Så spiser vi nogle snacks, fordi der jo er børn, der kommer hjem fra børnehave eller skole og har brug for lige at lande.
Derefter laver vi en check-in øvelse. Det kan være forskellige øvelser. I den børnegruppe, vi kører lige nu, bruger vi M&M’s til at vise, hvordan man har det i sin krop. Man trækker en gul, grøn, rød eller blå M&M, og så hører der forskellige spørgsmål til de forskellige farver. Det kan være ”Hvad er det bedste, der er sket i dag?”
Der er altid 2 rare spørgsmål og 2, der kan være lidt svære.
Vi gør rigtig meget ud af at arbejde med grænser. Derfor siger vi også til børnene, at ordet ’nej’ faktisk er en sætning i sig selv.
Og så har vi hver gang et tema. Det kan være ’far’, ’grænser’, ’skyld og skam’ eller ’splittelse’. Det kan sådan set være alt. Men der er jo temaer, som vi ved fylder meget for voldsudsatte børn.
Vi arbejder med de samme temaer i børne- og ungegrupperne, men på forskellige niveauer, alt efter deres alder.
Undervejs har alle et stort ’nej tak-kort’, som vi kalder det. Når man peger på det, betyder det, at man ikke vil svare på et spørgsmål. Vi gør rigtig meget ud af at arbejde med grænser. Derfor siger vi også til børnene, at ordet ’nej’ faktisk er en sætning i sig selv. De behøver ikke forklare hvorfor. De må gerne bare sige nej. Der er også mange voksne, der med fordel kunne øve sig på, at børn gerne må sige nej engang mellem uden at skulle forklare hvorfor.
Så har vi altid en kropslig øvelse med, hvor vi gør brug af naturen. Det kan være, at vi skal ud i Danners have og finde noget rødt eller noget blødt eller noget, der dufter dejligt. Det handler om at regulere børnenes nervesystem.
Til sidst laver vi en check-ud øvelse. Det kan være, at børnene tegner på et barometer, hvor de var følelsesmæssigt, da de kom, og hvor de er nu. Så slukker vi lyset og spiser knækbrød og drikker juice. Og så bliver børnene hentet af deres mødre og går hjem på deres værelser, eller hvad de nu skal.
Vi har en aftale om, at hvis der er blevet sagt noget i rummet, som er vigtigt at fortælle videre til mor, så gør vi det sammen med barnet. Men ellers er det børnenes rum. Der er ikke noget, der kommer videre. Som udgangspunkt kender mødrene kun temaet for dagens børnegruppe.
Vi voksne faciliterer grupperne, men det helt exceptionelle er det, der sker mellem børnene.
Vi voksne faciliterer grupperne, men det helt exceptionelle er det, der sker mellem børnene. I en af vores ungegrupper var der for eksempel en pige, der fortalte, at hendes far havde været meget voldelig mod hendes mor. Han havde ind imellem også været voldelig mod pigen. Men fordi hun hele tiden havde sammenlignet det med, hvad hendes mor blev udsat for, kunne hun slet ikke se, at hun også selv var blevet udsat for forskellige former for vold.
Sådan noget kan vi voksne snakke længe om. Vi kan fortælle, at det ikke er hendes skyld og så videre. Men når der er et andet barn eller ung i gruppen, der siger det, kan det noget helt særligt. Når det handler om skyld, har det en meget større effekt, at en jævnaldrende ser det hele udefra og påpeger, at det, man har oplevet, slet ikke er okay. De her børn og unge kan noget helt vildt. Jeg er altid meget imponeret over dem.
Vi arbejdede rigtig meget med, hvad de følte – ikke som søskende, ikke som børn af deres mor eller deres far, men som individer.
Der er også en ungegruppe fra nogle år siden, hvor 3 af dem stadig har kontakt, ved jeg. I den gruppe talte de rigtig meget om at være ’delt’. Delt mellem sin mor og far. De beskrev det, som om hele deres krop var delt i 2. De havde virkelig svært ved at mærke deres egne følelser.
Vi arbejdede rigtig meget med, hvad de følte – ikke som søskende, ikke som børn af deres mor eller deres far, men som individer. Det var ikke noget, jeg kom i mål med, for vi har dem ikke længe nok til, at det kan lade sig gøre. Men vi startede op på det, og de fik et sprog for deres følelser.
Den ungegruppe var fandme seje. De fik øje på, at der var enormt meget uretfærdighed i, at de voksne i systemet skulle bestemme over dem. Hvorfor skulle de overhovedet til børnesamtale i Familieretshuset, hvis ingen alligevel rigtigt hørte dem? De kunne spejle sig i hinanden, og det gav dem en følelse af ikke at være alene i verden med deres oplevelser.