Tahmina: Min eksmand stiftede gæld i mit navn for næsten en halv million kroner
En morgen modtager Tahmina et brev i sin e-Boks, der vender op og ned på hendes liv. Hun har pludselig en skattegæld på næsten en halv million kroner i et firma, som hendes voldelige eksmand oprettede i hendes navn. Læs hendes historie her.
Styrede hele vores økonomi
Tahmina og hendes daværende mand flyttede til Danmark, hvor han kom hertil med et arbejdsvisum, og hun fulgte med som ægtefælle. Det betød, at hendes ret til at blive i Danmark afhang af, at de forblev sammen. Det var vigtigt for dem begge, at han havde et godt betalt arbejde, for på den måde kunne han få forlænget sit visum, og Tahmina ville undgå at miste sit opholdsgrundlag.
I begyndelsen fik Tahmina også et kortvarigt job, men hurtigt efter blev hun gravid. Da hun ikke havde ret til betalt barsel, mistede hun derfor sin indtægt. I forvejen var det hendes mand, der styrede familiens økonomi, ifølge Tahmina: ”Han styrede hele vores økonomi. Selv da jeg arbejdede og fik min egen løn, var det kun ham, der havde adgang til pengene, og som bestemte, hvor meget der skulle bruges på husleje, bil, indkøb og øvrige udgifter.”

Selv da jeg arbejdede og fik min egen løn, var det kun ham, der havde adgang til pengene
Hun blandede sig ikke i økonomien og var afhængig af hans beslutninger. Dengang gav det mening for hende, for det harmonerede med de normer og værdier, hun var vokset op med: Mændene tog sig af økonomien, mens kvinderne stod for børn og husholdning. Men når hun ser tilbage i dag, kan hun tydeligt se, at noget allerede dengang ikke var, som det skulle være: ”Jeg var altid under min eksmands kontrol. Han styrede alt, og økonomien var én del af det.”
Opretter firma i Tahminas navn uden at spørge
Kort efter at Tahmina måtte forlade sit arbejde, fortalte hendes mand, at han havde åbnet et enkeltmandsfirma i hendes navn. Han havde brugt Tahminas NemID og nøglekort uden at spørge først: “Han spurgte ikke om lov. Han gjorde det bare og sagde det til mig bagefter.”
Han sagde, at firmaet skulle sikre en bedre indtægt til dem begge, nu hvor hun skulle på barsel. Han forklarede, at han ikke selv måtte være selvstændig på sit visum, men at hun godt måtte. ”Samtidig sagde han, at jeg skulle være taknemmelig, fordi han nu også arbejdede for mig,” fortæller Tahmina.

Samtidig sagde han, at jeg skulle være taknemmelig
Tahmina havde indtryk af, at hendes mand arbejdede i firmaet en gang imellem, men hun vidste reelt ikke noget om firmaet og blandede sig heller ikke. Dengang tænkte hun ikke over, at firmaet kunne ende med at få økonomiske konsekvenser for hende. Senere viste det sig, at det var præcis det, der skete.
Trusler om skilsmisse og drab: ”Jeg var altid bange for at sige ham imod”
Kontrollen i forholdet blev gradvist værre og værre, og hendes mand brugte flere gange Tahminas digitale ID uden hendes samtykke. Hun fortæller, hvordan han pludselig kunne komme ind med telefonen, holde den op foran hende og sige: “Godkend det her. Kig lige her.” Hvis hun spurgte, hvad det handlede om, blev han meget vred: ”’Du skal holde din kæft og passe vores børn, hjem og lave mad. Du må ikke blande dig i det her. Jeg har styr på økonomien, og du ved ingenting, så du skal ikke spørge om noget,’ sagde han.”

Han truede mig flere gange med, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg snakkede for meget
Tahmina beskriver perioden som en tid, hvor hun konstant frygtede for at sige noget forkert: ”Jeg var altid bange for at sige noget mod hans vilje. Han truede mig flere gange med, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg snakkede for meget – eller at han ville sørge for, at vi blev separeret, så jeg blev sendt tilbage til mit fødeland.”
Kom mod hende med en kniv
For Tahmina var tanken om at blive sendt tilbage ubærlig. Det var ikke sikkert for hende at tage tilbage til sit fødeland, og hun kunne ikke forlade sine børn. Derfor gjorde hun alt for at holde sammen på forholdet: “Jeg gjorde alt, hvad han sagde. Jeg blandede mig ikke i noget – ikke engang i opdragelsen af vores børn. Jeg turde ikke sige noget, for jeg ville ikke miste min opholdstilladelse.”

Så jeg tog vores børn med og stak af
Hendes mand var også fysisk voldelig. Han slog hende, men Tahmina holdt ud og gjorde alt, hvad hun kunne for at blive i forholdet. Indtil en aften, hvor det ikke længere var muligt. ”Han kom imod mig med en kniv, og jeg tænkte: ’hvis jeg dør, betyder opholdstilladelsen ingenting’. Så jeg tog vores børn med og stak af. Jeg ringede til politiet, og de kom og arresterede ham.”
Det blev starten på et længere ophold for Tahmina og hendes børn på Danners krisecenter. Det var for farligt for dem at blive i hjemmet.
Skylder næsten en halv million kroner
En morgen, mens hun boede på Danner, fik hun et brev i sin e-Boks, der vendte op og ned på alt. Hendes socialrådgiver måtte læse det højt, fordi Tahmina efter volden ikke længere kunne overskue at læse beskeder selv. “Du skylder et stort beløb til SKAT. Dit firma har skattegæld for næsten en halv million kroner,” sagde socialrådgiveren.
Tahmina var i chok. Hun anede ikke, hvad det handlede om. Men firmaet stod i hendes navn, og derfor var det hende, der hæftede for gælden.

Du skylder et stort beløb til SKAT
Hun kontaktede sin eksmand for første gang siden flugten til krisecentret. Han afviste problemet og sagde, at det “ikke var vigtigt”, og at hun ”skulle tage det roligt.” Han understregede, at hun ikke måtte fortælle det til nogen – og hvis hun gjorde, ville det få konsekvenser: Børnene ville blive taget fra hende, og hun risikerede fængsel. Samtidig forsikrede han hende om, at han nok skulle “hjælpe”.
Denne gang valgte Tahmina ikke at lytte til ham og søgte hjælp andetsteds.
Lang kamp for at få eftergivet gæld
Med hjælp fra Danners socialrådgiver og en advokat har Tahmina i flere år kæmpet for at få eftergivet den gæld, som hendes eksmand stiftede i hendes navn. Hun har klaget til SKAT flere gange, men fordi hun ’selv’ har godkendt det med sit ID, mener de stadig, at hun skal betale. Hun har også anmeldt sagen til politiet, men den er forældet, fordi den er mere end fem år gammel.
Nu er Skattenævnet det sidste halmstrå, som Tahmina kan gribe efter. “Jeg håber, de lytter og undersøger sagen. Ellers står jeg tilbage med en gæld på en halv million kroner, selvom jeg aldrig har set en eneste krone fra det firma,” siger hun.

Han udsatte mig for vold og lavede gæld i mit navn, og nu står jeg tilbage med ansvaret
Gælden rammer hårdt og kan få stor betydning for Tahmina og hendes børn, der allerede lever på et stramt budget. Hun har i lang tid stået uden for arbejdsmarkedet, fordi hun var sygemeldt på grund af volden, og selvom hun i dag både studerer og arbejder, er hendes indtægt lav og hun er ene om alle udgifter. “Jeg kommer aldrig til at kunne betale hele gælden tilbage,” vurderer Tahmina.
Samtidig kan gælden spænde ben for hendes drøm om permanent ophold, dansk pas og stemmeret.
“Det er virkelig uretfærdigt. Han udsatte mig for vold og lavede gæld i mit navn, og nu står jeg tilbage med ansvaret. Jeg vil egentlig gerne bare tænke på fremtiden og komme videre med mit liv.”
