Julie: Jeg ofrede min pension på over 1,5 millioner som ’bevis’ for min kærlighed
En stormfuld forelskelse udviklede sig for Julie til et længere psykisk, fysisk og økonomisk voldeligt forhold. Hun opgav alt, hun ejede, for forholdet og mistede både sig selv og sit netværk undervejs. Volden har haft en høj økonomisk pris for Julie, der i dag står tilbage med en næsten tom pensionskonto. Læs hendes historie her.
Blev dybt forelsket
Julie mødte Robert på en rejse til udlandet, hvor de begyndte at date. På mange måder var Robert hendes drømmemand, og de fik hurtigt følelser for hinanden: ”Jeg var dybt forelsket i ham, og det var gensidigt,” fortæller Julie.
Da Robert boede i udlandet og Julie i Danmark, begyndte deres forhold som et langdistanceforhold med hver deres hverdag. Julies hverdag var travl, for sådan kunne hun bedst lide det: ”Jeg har, foruden mit eget arbejde, altid arbejdet ekstra i et vikarjob. Jeg er nok lidt af en arbejdsnarkoman,” fortæller hun.
Jeg er nok lidt af en arbejdsnarkoman
Hun levede efter devisen: ”Hvad der er sparet, er tjent, man skal ikke leve over evne, og man skal altid have mindst tre måneders løn på sin opsparing.” Hvis Julie ønskede sig noget, arbejdede hun først for det og brugte sjældent mange penge på én gang.
Ulykkelig når Julie var væk
Udover arbejde passede Julie sin hund og sin lejlighed og sås med venner og familie. Robert besøgte hun i ferierne, og når det kunne lade sig gøre: ”I starten tog jeg over for at besøge ham og tog hjem igen. Han var tit dybt ulykkelig over, at jeg var hjemme, så jeg tog ofte afsted igen kort tid efter. Det var svært at passe mit arbejde i den periode,” fortæller Julie.
Når de endelig var sammen, var det for det meste hyggeligt, men Julie oplevede også, at Robert ofte blev vred på hende: ”Engang viste jeg ham nogle gamle billeder fra min ungdom, hvor jeg var letpåklædt, og straks spurgte han: ‘Hvor kommer de fra?’ og begyndte at spinne en fortælling om, at jeg havde vist billederne til Gud og hver mand. Han kaldte mig luder og alt muligt grimt. Jeg blev så chokeret over hans reaktion, at jeg ikke stoppede op og tænkte: ’Hvad sker der? Det vil jeg ikke stå model til.’ Jeg prøvede i stedet at sige: ’Ej, hør nu her, jeg er jo her sammen med dig, for det er dig, jeg kan lide.’ Men jeg kunne slet ikke snakke ham ud af det.”
Han kaldte mig luder og alt muligt grimt
Julie oplevede, at deres forhold var bedst, når de bare var sammen de to, og efter kort tid besluttede de at flytte sammen: “Jeg havde kun kendt ham i et halvt års tid, og det var måske lidt hurtigere, end jeg først havde forestillet mig, men det var det, han ville.”
Skulle klippe alle bånd til Danmark
I perioden op til Julies afrejse skiftede Robert mellem at vise stor kærlighed og pludselig at være kold og afvisende: ”Det ene øjeblik kunne han svine mig til og sige, at jeg skulle blive væk, for nu var han i gang med at finde andre kvinder. Og så det næste øjeblik sige: ’Men du er jo alt, hvad jeg gerne vil have’,” siger Julie, der beskriver det som en slags ”psykisk terror.”
Robert krævede ofte ’beviser’ for Julies kærlighed, og bevisførelsen lå altid hos Julie, fortæller hun. Hun måtte gentagne gange forsikre ham om, at det kun var ham, hun ville være sammen med, og at flytningen var permanent. Men det var ikke nok for Robert: ”Jeg skulle klippe alle bånd til Danmark for at vise, at jeg ville forholdet. Så jeg skulle give min lejlighed op, komme af med min hund og bil og sige mit job op,” fortæller Julie.
Robert forlangte også, at hun skulle kunne forsørge sig selv, og eftersom hun ikke kunne arbejde i det nye land, fik han hende til at hæve sin pensionsopsparing på over 1,5 millioner kroner: ”Jeg skulle indkassere alt, og jeg sagde: ’Så gør jeg det’, for jeg kunne godt bevise, at jeg kunne sørge for mig selv. Jeg har altid haft min selvstændighed, og jeg har aldrig nogensinde bedt om noget.”
Jeg skulle indkassere alt
Julie syntes egentlig, at idéen var åndssvag, for pensionsmidlerne kunne stige i værdi på hendes konto, og hun skulle betale 60 % i strafskat for at hæve dem. Men det var svært at sige Robert imod: ”Hvis jeg nægtede, ville han jo blive ekstremt sur og sige, at jeg skulle blive hjemme. Og han var generelt ligeglad med, hvordan jeg så tingene, eller hvad jeg følte og mente. Han havde en klar idé om, hvordan tingene var, og hvem jeg var, som han holdt fast i.”
Derfor hev Julie teltpløkkerne op ved roden: Sagde sit job op, solgte alt, hævede sine værdier og satte kursen mod sit nye liv sammen med Robert. Men det var alligevel ikke godt nok, ifølge Julie, der gik en hverdag i møde, hvor volden fortsatte.
Fik lommepenge og gaver
På grund af sit opholdsgrundlag i det nye land kunne Julie ikke arbejde, og kontrasten til hendes travle liv i Danmark var stor. ”Jeg havde svært ved bare at sidde og lave ingenting. Jeg var vant til at være aktiv og havde brug for at føle mig nyttig. Jeg følte ikke, jeg havde nogen identitet,” fortæller hun.
Pengene fra Julies pensionsopsparing blev investeret på en konto i Roberts navn, for hun kunne heller ikke have en investeringskonto på grund af opholdsgrundlaget: ”Jeg stolede jo på ham,” forklarer hun. De levede primært af Roberts indtægt og ”manglede ikke noget,” som Julie siger det. Desuden fik hun lommepenge til sit eget forbrug: ”Han fik udstedt et kreditkort til mig til hans konto, så jeg havde et fast beløb hver måned, jeg kunne bruge. Men selvom han sagde: ’Det er vores penge,’ havde jeg det dårligt med, at det var ham, der betalte.”
Han fik udstedt et kreditkort til mig til hans konto, så jeg havde et fast beløb hver måned, jeg kunne bruge
Gaver fyldte også meget i forholdet, for Robert var glad for at købe ting til Julie. I starten var det hyggeligt, syntes Julie, indtil hun begyndte at se et mønster i det: ”Jeg fandt ud af, at når vi havde haft en gevaldig kurre på tråden, så prøvede han at glatte ud ved, at så skulle vi ud og købe en ny bluse eller et og andet. Så jeg begyndte at takke nej til gaverne. Jeg ville ikke acceptere det som en slags forsoning, for det ændrede jo ikke noget ved adfærden.”
Delt økonomi indtil ”helvede brød løs”
Alle Julies og Roberts værdier stod på hans konti, som Julie ikke havde adgang til. Han fortalte Julie, at han gik op i hendes økonomiske sikkerhed: ”Han sagde, at han ville gøre alt for at sikre mig økonomisk, og at jeg en dag skulle arve hele formuen, for han ville ikke have, at jeg en dag stod tilbage med ingenting. Han vidste godt, at jeg havde ofret alt,” fortæller Julie.
Det var sådan nogle ting, de snakkede om, når alt var ”normalt,” som Julie udtrykker det. ”Det var kun, når der var et eller andet, der triggede ham, at han røg op under loftet,” fortæller hun. Når hun gjorde noget, der efter Roberts opfattelse var forkert, eller han følte sig afvist, straffede han hende: ”Hvis jeg gjorde et eller andet, der ikke lige passede ham, brød helvede løs. Så kunne han finde på at tage mit kreditkort og mine nøgler. Og så kunne jeg ellers bare skride.
Han kunne finde på at tage mit kreditkort og mine nøgler
Der var også en aften, han puttede han mig i bilen, kørte væk,og sagde: ’Nu skal du hoppe ud, og så kan du finde din vej hjem.’ Han satte mig af på en markvej midt om vinteren i mørket og trillede bagefter, indtil han mente, at jeg var blevet straffet nok. Så kunne jeg hoppe ind i bilen igen. Det var sådan et magtspil, han havde.”
Følte sig fanget
I dag kan Julie se, at hun var udsat for økonomisk vold, idet Robert kontrollerede hendes adgang til penge og udnyttede hendes ressourcer. Det var muligt på grund af den psykiske vold og kontrol, der gennemsyrede forholdet.
Robert bestemte også, hvornår hun måtte tale med andre, hvad hun måtte sige, og at det skulle foregå på engelsk. Julie nægtede at tale engelsk med sine venner og familie, og så udspurgte han hende i stedet: ”’Hvem er det? Hvorfor skriver de? Hvad siger de?’ kunne han sige. Til sidst orkede jeg næsten ikke at have kontakt med nogen, fordi jeg gad ikke stå i det krydsforhør.”
Jeg følte mig fanget i mine forældres hus, for han trackede mig på GPS
Kontrollen forsvandt ikke, selvom de var adskilt. Det mærkede Julie de få gange, hun var i Danmark: ”Jeg blev sendt afsted med et stort smil og besked om at hygge mig, men jeg var knap nok landet, før han igen spurgte, hvor jeg var henne, og hvem jeg var sammen med – og ville bestemme, hvor jeg måtte gå hen. Jeg følte mig fanget i mine forældres hus, for han trackede mig på GPS, og han ville hele tiden være i kontakt.”
Julies forældre bemærkede, at noget var galt: ”Min mor hun brugte udtrykket, at jeg lignede et jaget dyr, når telefonen ringede. Jeg skulle bare nå den, for ellers troede han, at jeg havde gang i et eller andet.”
Mistede netværk og selvfølelse
Julies netværk svandt ind, og hun fik det svært psykisk: ”Efter jeg havde været i Danmark to gange, tog jeg ikke hjem mere, og min familie og mine venner trak sig mere og mere, for kontakten blev sporadisk. Det gav mig en følelse af isolation og af at blive degraderet som menneske, for jeg havde jo ikke nogen vilje, og den måde, jeg følte ting på, var ifølge ham forkert. Det var så ydmygende, at han ville bestemme, hvad jeg skulle, hvem jeg måtte se og så videre, for han troede, at det eneste jeg ville, var at være sammen med andre mænd.”
Jeg skulle spørge om tilladelse til alting
Med tiden holdt Julie også op med at sige sin mening under skænderierne for at få dem til at stoppe. Hun gav efter og sagde “fint, så er jeg det” eller “så gør jeg det” for at få fred. ”Skænderierne var udmattende, og jeg vidste ikke rigtig, hvem jeg var mere. Jeg skulle spørge om tilladelse til alting, og den selvsikre, uafhængige person, jeg var engang var, forsvandt. Jeg følte mig fuldstændig undermineret og reduceret til et objekt, for jeg følte ikke, at jeg havde nogen personlig stemme længere,” fortæller Julie.
Fandt sig ikke længere i det
I næsten fem år levede Julie i det voldelige og turbulente forhold. De slog op og fandt sammen igen flere gange – og hver gang, håbede hun, at det ville blive bedre: ”Det er nok den type menneske, jeg er. Det lykkes ikke altid første, anden eller tredje gang, men du kan altid prøve igen. Jeg prøvede at appellere til forståelse hos ham og bad ham respektere, hvad jeg havde at sige, i stedet for bare at feje det væk.” Men det lykkedes aldrig, erfarede Julie.
Jeg fandt mig ikke længere i det
Med tiden blev det mere klart for Julie, hvad hun blev udsat for, og til sidst fik hun nok: ”I starten bemærkede jeg ikke volden, men der kom også et tidspunkt, hvor jeg tænkte: ’Hvad foregår der her? Fandme nej!’ Jeg fandt mig ikke længere i det, og så var jeg ligeglad med, hvad det kostede at sige fra. Han kunne gå helt op i hovedet og skubbe mig, og så skubbede jeg bare tilbage. Nu ville jeg simpelthen ikke mere,” fortæller Julie.
Til sidst gik de fra hinanden.
Ingen pension eller arveret i dag
Volden har haft store psykiske og sociale konsekvenser for Julie, der siden hun kom hjem har fået hjælp i Danners tilbud Sig det til nogen til at bearbejde volden. Hun har stadig et stort behov for at forstå, hvad der skete og hvorfor, men hun har det generelt bedre: “Nogle dage kommer jeg lige ned under overfladen, men ligesom en korkprop finder jeg altid vej op igen,” siger hun.
Desuden har Julie fået sin frihed tilbage: “Jeg gør fuldstændig, som det passer mig – og jeg ser de mennesker, jeg har lyst til.” Hun har genoptaget kontakten med en del venner og det meste familie, men arbejder stadig på at genvinde tilliden hos enkelte, der er nervøse for, om hun kan blive udsat for vold igen.
Når jeg en dag skal på pension, er der ikke ret meget at leve for
Julie arbejder og styrer selv sin økonomi og lever på et stramt budget uden råd til bil eller kæledyr som før. Hun står tilbage med en næsten tom pensionskonto, og efter bruddet fjernede Robert hendes arveret til den formue, han ellers garanterede. Det begrænser Julies fremtidsmuligheder, fortæller hun: “Når jeg en dag skal på pension, er der ikke ret meget at leve for, på trods af, at jeg hele mit liv har betalt ind til min pension hver eneste måned.”
Læs mere
