Anbefalinger til folketingskandidaterne 2026
Hvis vi som samfund skal skabe reel og varig forandring for voldsudsatte kvinder og børn, har Danmark brug for en langsigtet, national strategi mod kønsbaseret partnervold. En strategi, som går på tværs af sektorer og adresserer både forebyggelse, opsporing, beskyttelse, efterværn og indsamling af data.
Det kræver politisk vilje, klare mål og konkrete initiativer på følgende områder:
Uddannelse
Sundhedspersonale, politi, lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre frontpersoner spiller en nøglerolle, når det kommer til at opdage vold i nære relationer. Men det kræver, at de er godt klædt på med viden og metoder til, hvordan de får øje på volden, og hvordan de bedst kan hjælpe den voldsudsatte.
Derfor skal undervisning om vold være en fast del af pensum på alle relevante uddannelser, ligesom der skal tilbydes efter- og videreuddannelse på tværs af faggrupper.
Befolkningsoplysning
Selvom 118.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold i Danmark, er vold stadig tabubelagt. Mange kender ikke omfanget, har svært ved at se tegnene på volden og mangler et sprog for de forskellige voldsformer.
Der er behov for landsdækkende oplysningsindsatser, der øger kendskabet til voldsformene og opmærksomheden på det store omfang – både i den brede befolkning og målrettet børn og unge. Arbejdet for at sikre et samfund uden vold mod kvinder og børn skal være en folkesag – ikke et privat anliggende.
Anonym straksrådgivning
Voldsudsatte skal kunne få hjælp med det samme – anonymt, specialiseret og uden ventetid. Derfor skal de nationale hotlines styrkes markant, både når det gælder kapacitet, kvalitet og ressourcer.
Der er brug for en rådgivning, der tager højde for de særlige måder, vold rammer forskelligt på, og som hurtigt kan vurdere, hvor stor risiko den voldsudsatte står i. Det sikrer, at hjælpen bliver målrettet, og at den voldsudsatte får den rette støtte og beskyttelse fra første kontakt.
Indsatsen skal samtidig have et særligt fokus på udsatte og dobbeltudsatte grupper, der ofte har ekstra barrierer for at søge hjælp.
Kvalitet på krisecentre (§109)
Krisecentre spiller en afgørende rolle i beskyttelsen af voldsudsatte kvinder og børn. Det er afgørende, at der udvikles en kvalitetsmodel, som sikrer en ensartethed i kvaliteten på tværs, og som forholder sig aktivt til risikovurderinger.
Takst, tilsyn og non-profit
Med kravet om et fælles kvalitetsniveau og med et særskilt fokus på at børn på krisecentre skal være selvstændige rettighedshavere er det afgørende, at taksten afspejler dette.
Derudover skal tilsynet forholde sig aktivt til den særlige voldsfaglighed, som skal være en del af kvalitetsmodellen.
Og så skal vi have et endeligt opgør med profitmaksimerende aktører på krisecenterområdet.
Ret til ambulante rådgivningsforløb
Ikke alle kvinder har behov for et krisecentertilbud. Danner driver i partnerskab med en række andre krisecentre det ambulante tilbud ‘Sig Det Til Nogen’, som med dokumenteret virkning hjælper voldsudsatte til et frit liv på egne præmisser.
I dag er hjælp via et ambulant tilbud ikke en rettighed – men det bør det være på linje med retten til krisecenterophold efter SEL§109. Det vil sikre, at flere kvinder kan få den hjælp, de har behov for.
Det er afgørende, at der stilles krav om kvalitet – fx via en national akkreditering. Samtidig er der behov for et loft over ventetiden – fx 3 måneder.
Derfor bør politikerne fokusere på at gøre ambulant rådgivning til en rettighed.
Voldsudsatte børn på krisecentre
I dag er voldsudsatte børn på krisecentre (efter SEL§109) ikke selvstændige rettighedsindehavere. Det afspejler sig bl.a. i lovgivningen, hvor de omtales som “medfølgende”. Med afsæt i Børnekonventionen bør vi tage et endelig opgør med et forældet børnesyn og sikre børnene egne rettigheder. Det vil bl.a. betyde, at det defineres hvilken hjælp børnene kan modtage og med hvilken kvalitet.
Det familieretlige system
Vold skal altid behandles som særlige sager i det familieretlige system, da det er helt afgørende for en fair og sikker sagsgang, at myndighederne har øje for den ulige magtfordeling, når der er partnervold til stede.
Det indebærer også et styrket fokus på voldsfaglighed i såvel Familieretshuset som Familieretterne.
Et eftersyn af den nuværende lovgivning på området
Der er de senere år justeret flere gange i lovgivningen i forhold til voldsudsatte, hvilket er positivt. Dog er der brug for et eftersyn, som blandt andet forholder sig til §243 vedrørende psykisk vold, hvor vi ser påfaldende få anmeldelser, sigtelser og domme.
Det samme gør sig gældende i forhold til kvælningsvold – som er en særlig risikofaktor i forhold til partnerdrab samt forsøg herpå – og som i dag indgår mere eller mindre direkte i sager og både grov vold og simpel vold.
Derfor bør politikerne fokusere på at give §243 et eftersyn.
Efterværn
Når kvinder og børn bryder ud af vold, stopper voldens konsekvenser ikke nødvendigvis. Mange oplever, at volden fortsætter i nye former – og derfor er der brug for mere viden om fortsættelsesvold og bedre behandlingstilbud til dem, der stadig lever i risiko og med eftervirkninger.
Børn skal have ret til psykologisk efterværn, støtte og rådgivning – uanset kommune. Derfor skal der sikres ensartet kvalitet og adgang til specialiseret hjælp i hele landet.
Derudover er der behov for mere viden og målrettet hjælp til kvinder med migrantbaggrund, som ofte møder ekstra barrierer i efterværnet.
Implementering af partnerdrabskommissionen og omvendt fodlænke
Danner har længe argumenteret for en partnerdrabskommission og implementering af den omvendte fodlænke i Danmark. Begge dele er vedtaget. Nu gælder det den konkrete implementering.
Det er bl.a. vigtigt, at partnerdrabskommissionen består af repræsentanter fra såvel civilsamfund som pårørende – foruden alle relevante myndigheder – og at viden fra kommissionen løbende gøres offentlig tilgængeligt med henblik på læring og forebyggelse af partnerdrab.
Den omvendte fodlænke skal implementeres fuldt og helt i Danmark med inspiration fra Norge. Danner anbefaler særligt fokus på anvendelse i alle landets politikredse og et skærpet fokus på voldsudsatte, så byrden fra volden flyttes fra udsat til udøver.
Et nationalt vidensorgan
I dag er data og viden om partnervold og –drab fragmenteret og ikke fast forankret hos én aktør. Derudover er data mangelfulde, bl.a. pga. Ikke-opdaterede systemer i politiets datasystemer. Danner mener, der er brug for et opgør med de forældede systemer og en prioritering af datadrevne indsatser i alle led, når det gælder forebyggelse af partnerdrab. Et nationalt organ skal være tovholder og dermed samlende ift. data på tværs af myndigheder og aktører.
Strategien skal forholde sig til en række principper, herunder en samarbejdsorienteret tilgang, kønssensitivitet, balance mellem opsporing og konkrete hjælpeindsatser samt generel kvalitet og gennemsigtighed. Og så skal den forankres i et selvstændigt ligestillingsministerium.
Læs mere
