fbpx

På julebesøg hjemme i Danner 

Hvert år i december bliver der holdt en særlig julefest for tidligere beboere på Danners krisecenter. Mange kommer år efter år. Også børn, som nu er blevet voksne. For Lila og hendes to små børn bliver det den første, men langtfra sidste Danner-julefest. 

”Her har jeg grædt rigtig mange tårer,” siger Lila.  

Hun stryger hånden over betrækket på den lysegrå sofa i et af de rum i Danner, hvor kvinder og rådgivere holder samtaler. Så rykker hun grinende fra sofaens hjørne ind på midten. Som for at markere, at hun griner mere, end hun græder nu. At hun er videre. Eller i hvert fald på vej. I gang med at bygge sit eget liv op fra bunden sammen med sine to små børn. 

I dag er hun på besøg på Danner. Hvis det var en mulighed, ville hun komme her hver dag. 

”Mine børn kalder Danner for deres ”store hjem” og spørger tit, hvornår vi skal på besøg herinde. Og for mig er Danner også mit hjem,” siger Lila. 

Både hun og børnene glæder sig til julemåneden. Og til den årlige julefest for tidligere beboere på Danners krisecenter. Til at gense de særlige Danner-nisser, der bliver hængt op i alle vinduer ud til gaden. Julefadene med klementiner, dadler og nødder i fælleskøkkenerne. Det smukke gran og lys i receptionen. Det kæmpestore juletræ, der hvert år bliver pyntet i Stadsstuen. 

Da Lila fik invitationen til julefesten, blev hun virkelig glad.  

”Det er så vigtigt for mig at blive ved med at komme i Danner. Vi kvinder forstår hinanden på en måde, ingen andre gør. Og personalet herinde forstår os på en helt særlig måde. De kender vores historier og den rejse, vi alle har været på. De har hjulpet os med at klare den hårdeste tid i vores liv. Der er et naturligt bånd, der binder os sammen. Vi taler sammen fra vores hjerter,” siger hun, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage. 

”Da jeg kom til Danner, troede jeg ikke, der var andre, der stod i en situation som min. Inden jeg kom herind, bad jeg tit til Gud. Jeg bad ham se mig og hjælpe mig. Og han hørte mig og sendte mine kontaktpersoner, Emilie og Christina. De er mine skytsengle, der har hjulpet mig med alt.” 

Flygtede til Danner for ikke at miste sine børn 

Fra det øjeblik, Lila var kommet til Danmark i et arrangeret ægteskab, til hun flygtede ind på Danner, var det mere undtagelsen end reglen, at hun fik lov til at forlade sit hjem. Hun levede et liv, der mindede om en tjenestepiges.  

Når hun indimellem fik lov til at gå ud og tage på sprogskole, smuglede hun bøger med hjem fra biblioteket og forsøgte at lære dansk. Ikke mindst, fordi hun vidste, at uret tikkede. Hun havde født de børn, hun skulle – dermed havde hun udtømt sin funktion, mente hendes eksmand og hans familie. 

Lila måtte ikke amme. Hun måtte ikke trøste dem, når de faldt og slog sig. Faktisk var det svigerfamiliens plan, at hun skulle overlade børnene til dem og rejse tilbage til sit hjemland. 

Den psykiske vold eskalerede. Og da Lila fandt ud af, at hendes eksmand havde forfalsket nogle dokumenter og frataget hende forældremyndigheden og søgt om skilsmisse uden hendes vidende, flygtede hun i desperation for at beholde sine børn ind på Danners krisecenter. 

Da hun kom, havde hun det så dårligt, at hun ofte kastede op og faldt sammen på gulvet. Dagene gik for nedrullede gardiner inde på hendes værelse. Men skridt for skridt fik hun det bedre og blev den mor, hun hele tiden havde ønsket at være, men ikke havde fået lov til. 

Store fremtidsdrømme 

I dag bor Lila i sin egen lejlighed sammen med sine børn, der trives i en ny børnehave. Hun har fået sin egen opholdstilladelse i Danmark. Og en samværsordning, der fungerer, med sin eksmand, som blandt andet blev dømt for psykisk vold.  

Lige nu arbejder Lila målrettet på at bestå sin danskprøve, så hun kan komme i gang med at tage 9. klasse. 

”Jeg har store drømme. Når jeg har taget 9. klasse-eksamen, vil jeg uddanne mig til sygeplejerske eller SOSU-assistent. Jeg vil gerne arbejde med at hjælpe folk. Jeg har masser af kærlighed, jeg gerne vil give til gamle og syge mennesker og børn,” siger hun og tilføjer:  

”Senere hen vil jeg også være frivillig i Danner. Så vil jeg passe børnene på krisecenteret, tage ud på ture med kvinderne og deres børn. Tale med dem om det, der er svært og hårdt. Hjælpe de kvinder, der ikke kan tale dansk endnu. Engang var det mig, der fik hjælp. Nu er det min tur til at give tilbage.” 

Et særligt bånd til Danner 

Lige nu er livet uden for Danners trygge mure stadig nyt for Lila. Men mange af de tidligere beboere bliver ved med at komme til julefesterne år efter år. Det har enorm betydning at bevare et tilhørsforhold til det sted, hvor de største ændringer i deres liv har fundet sted. 

”Vi er jo vidner til en afgørende tid i deres liv,” siger en af Danners pædagoger og Lilas kontaktperson, Emilie Rasmussen. 

”Det har en kæmpe betydning for de kvinder og børn, der er flyttet fra Danner, stadig at føle, at de er berettiget til at være en del af det her hus. Særligt for mange af børnene. Det er derfor, vi holder fast i julefesterne. Hvert år kommer der børn i alle aldre. De små, skolebørnene og de unge, der har boet her som små og nu er blevet studenter. De skal altid hen at kramme de pædagoger, der har været her i mange år. For de var jo de første voksne til at tale med dem om noget, der var rigtig svært. På den måde vil de altid have en helt særlig betydning for deres barndom og for resten af deres liv.” 

Lila er ikke i tvivl om, at hendes kontaktpersoner på Danners krisecenter har haft en helt afgørende betydning. 

”Jeg har så meget lyst til at fortælle hele verden om det fantastiske arbejde, som Emilie og Christina og alle andre på Danner laver. De har jo også deres egne liv, familier og problemer. Det har alle. Men om det regner eller sner, så kommer de ind på Danner og hjælper os kvinder hver eneste dag. Jeg ved godt, de får løn for det. Men man kan mærke forskel på, om folk ”bare” gør deres arbejde, eller om de bruger deres hjerte,” siger hun. 

”Når folk ser på mig i dag og siger ”hun klarede den!”, ved de ikke, hvem der står bag mig. Hvem der hjalp mig til at klare det. For mig er de Guds skytsengle.”