Verden ifølge voldsudsatte mødre
I disse dage går mange ud for at købe blomster til deres mor. Og mange børn tegner tegninger til deres mor for at markere Mors Dag. Men der findes tusinder af børn i Danmark, hvis tegninger ikke ser ud, som de burde. Børn, der vokser op med et forvrænget billede af, hvad familie, kærlighed og tryghed er. For deres mødre er Mors Dag bare endnu en dag, hvor de må holde sig oven vande. Ikke mindst for deres børns skyld.
Når der kommer børn ind i et voldeligt parforhold, får det ofte volden til at eskalere. Men børn er også en af de vigtigste grunde til, at kvinder bliver hos en voldelig partner. Fordi de prøver at give deres børn en familie på trods. Eller fordi de forsøger at beskytte børnene fra at skulle være alene sammen med deres far. Eller også bliver de af frygt for, at børnene bliver taget fra dem. Eller fordi børnenes far har truet med at slå børnene ihjel. Eller fordi kvinderne er bange for selv at blive slået ihjel og ikke længere kunne passe på deres børn.
Men samtidig er børn ofte den udløsende faktor, når en kvinde får samlet nok handlekraft til at gå. En mor, der frygter for sine børns sikkerhed og sundhed kan finde uanede kræfter frem, uanset hvor ødelagt hun selv er blevet af vold.
I Danner møder vi dagligt mødre, der på én gang skal navigere i vold og moderskab. Vi møder dem på vores krisecenter og i vores rådgivningsforløb ’Sig det til nogen’. Og mange af de kvinder, der ringer til Danners døgnåbne nationale telefonrådgivning, søger netop råd om, hvordan de kan passe bedst muligt på deres børn.
I anledning af Mors Dag giver vi ordet til nogle af disse kvinder, som efter bedste evne forsøger at skabe sprækker af glæde og normalitet for deres børn. Mødre, der er flygtet med deres børn. Mødre, der har kæmpet og stadig må kæmpe med manglende forståelse hos myndigheder og i retssystemet. Mødre med livsvarige mén, som hver dag kæmper for at skabe et nyt liv for dem selv og deres børn.
Rebekka
”Da jeg var højgravid, blev han en del af det kriminelle miljø og var ofte påvirket af stoffer. Da vores søn var en uge gammel, flygtede jeg ned i kælderen med ham på armen kun iført undertøj. Min kæreste havde stået med en knytnæve oppe i ansigtet på mig, mens jeg ammede, og spurgte, om jeg gerne ville dø.
Jeg havde en aftale med en veninde den dag, som fandt mig senere nede i kælderen. Vi pakkede en taske og gik. Men 10 minutter efter ringede han og jokede med det og sagde, at jeg skulle komme tilbage.
Før det havde han banket mig ind i vægge med søm og ned på fliser. Og jeg tænkte bare, hvis han gør det, mens jeg har min søn i armene, går det galt. Jeg gik på grund af min søn. Hvis vi ikke havde fået et barn, var jeg sikkert blevet. Og så kan det godt være, jeg ikke havde været i live i dag.
Jeg gik på grund af min søn.
Jeg gik fra ham, da min dreng var 1 måned gammel. Han havde været væk i flere dage. Når han ringede, lød han mere og mere paranoid. Han truede mig og sagde samtidig, han var bange for, at jeg ville slå barnet ihjel. Jeg blev bange, fordi han havde det med at projicere sine handlinger ud på andre. Jeg vidste, hvad han kunne gøre i den tilstand, så jeg sagde til min mor: ”Nu er det nu.”
Både mine venner, min familie og folk på gaden havde forsøgt at tale med mig om volden tidligere. Men jeg afviste dem alle, fordi det bare gjorde ham mere vred.
Da jeg havde været på krisecenter i et halvt år, stoppede jeg med at synes, at det var synd for ham. Jeg nød tiden på krisecenteret, og jeg fik ro til at være mor. På krisecentret var historierne ens, min var bare én ud af 1.000.”
Katrine
”Sara blev meget bange og fik min tilladelse til at fortælle det til sin lærer. Og til kommunen. De vidste i forvejen, at han var voldelig. De vidste, at jeg ikke kunne få ham til at flytte ud af lejligheden. Men jeg havde ikke turdet fortælle hele sandheden. Men nu kom de med politiet.
Han var ude én nat. Næste morgen kom han med en kliptang og brød ind. Og så gik han direkte på mig. Han klemte så helvedes hårdt om min hals og borede en finger ekstra dybt ind. Det gjorde så ondt. Og imens så børnene på. Jeg råbte til Sara, at hun skulle løbe ned til underboen og få dem til at ringe efter hjælp. Politiet kom 5 minutter senere, og da var Christian helt rolig. Han sad på gulvet og legede med de små og lod som om intet var hændt.
Det gjorde så ondt. Og imens så børnene på
(…) Han bruger retssystemet til at anke forældremyndighedssagen. Så jeg er nødt til at følge de 2 yngste til overvåget samvær. Og jeg skal stå ansigt til ansigt med ham til retsmøderne. Sidste gang sad vi en meter fra hinanden. Han fortalte dommeren, at han havde planer om at flytte til min kommune. Da reagerede min krop. Jeg begyndte bare at ryste og kunne ikke stoppe det.
Det har været en lang kamp og er det stadig. Det tager lang tid at bygge sig selv op efter at være blevet så manipuleret og have følt sig så lille. Samtidig med at have født 2 børn. Jeg prøver at lukke ned for ham. Men der kommer aldrig helt ro, så længe han bliver ved med at bruge systemet.
Men han får ikke længere lov til at fylde på samme måde. For jeg har fået så meget hjælp til at arbejde med mig selv. Både i det år, vi boede på Danners krisecenter og i Danners efterværn.”
Laura
”Jeg tænkte bare: ”Du er færdig med at true og manipulere mig” og fortalte ham, at vi ikke skulle flytte sammen igen. Så sagde han: ”Det bliver enden på det hele, og det ved du også godt.” Da jeg spurgte, hvad det betød, gentog han bare, at det vidste jeg udmærket godt, og nu skulle jeg sige farvel til børnene. Han skubbede mig rundt, og så åbnede han et skab, hvor der stod en del engangsgriller. Min eksmand hader at grille. Et par måneder inden havde en af vores bekendte begået selvmord ved at fylde sin lejlighed med engangsgriller og lave kulilteforgiftning.
Jeg spurgte, hvad han skulle med alle de griller, og han sagde, at det skulle jeg ikke blande mig i. Så skubbede han mig ud og låste døren.
(…) Jeg ringede til politiet og sagde, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. De kom i hold, og til sidst var de seks betjente, der talte med ham gennem døren. Han sagde, at han ingen engangsgriller havde, for han hadede at grille.
Imens var en af betjentene gået rundt om huset og kunne se, at alle engangsgrillene var sat op. Min eksmand rullede gardinerne for og begyndte at spille høj musik. Det endte med, at de stormede huset og kom ud med børnene. Der sagde en af betjentene til mig, at vi skulle på krisecenter. Det var først der, det gik op for mig.
Det endte med, at de stormede huset og kom ud med børnene
(…) Han blev ikke dømt. Han forklarede, at han gerne ville grille og ikke vidste, at man ikke kunne grille indenfor. Samtidig startede hele efterspillet med børnene. En uge efter jeg kom på krisecenter, sad jeg til et familieterapeutisk møde sammen med ham. Sagsbehandleren sagde, at vi skulle starte med at sige noget pænt til hinanden. Der blev jeg vred, og jeg sagde: ”Prøv lige at høre her: Jeg er forurettet i en voldssag. Det er en uge siden, seks betjente stormede huset og hentede mine børn.”
Hvis det var en fremmed, der havde truet med at slå mine børn ihjel, havde de jo ikke bedt mig sige noget pænt til ham. Der er en forventning om, at man skal samarbejde, når man har børn, og det er fuldstændig retraumatiserende. Jeg er bange, hver gang jeg ser ham. Når vi skal i retten, kaster jeg op hele morgenen. Der er virkelig mange i systemet, der ikke har forstået, hvor udsat jeg var. Og som er blevet charmeret af min eksmand.
Børnene har ikke set ham siden den aften. Han har opsøgt dem en gang, hvor jeg tilkaldte politiet. En aften, da jeg gik hjem fra arbejde, fik jeg pludselig en fornemmelse af nogen bag mig. Da jeg vendte mig om, stod han der i sort tøj og sagde, at han kiggede på huse i nærheden.
Han vil gerne have almindeligt samvær med børnene, men det tør jeg ikke. Han er så tilpas narcissistisk, at han ikke regner andres liv for noget. De vil egentlig gerne se ham og har selv foreslået en gang hvert halve år. Det er mærkeligt for dem at have en far, som ikke er død, men som ikke er der.”
Freja
”Jeg er aldrig blevet slået eller skubbet. Det var mere subtilt. Min eks satte tit spørgsmålstegn ved, om noget var sket eller ej. ”Det passer ikke, Freja, det er løgn.” ”Det sker i dit hoved.” ”Du er overfølsom.” Han havde ofte fokus på mine fejl og mangler.
(…) Jeg tror faktisk, jeg har et godt indre kompas. Jeg ved, hvad jeg føler og oplever. Og jeg er bevidst om, at andre kan opleve det anderledes. Men min eksmand såede tvivl om min virkelighedsopfattelse. ”Det har jeg aldrig gjort – hvorfor siger du det?”
Så jeg slog det hen, når noget føltes forkert. Og jeg gjorde det samme som mor. Når Morten var voldsom eller egoistisk i sin retorik eller handlinger, tog jeg indirekte hans parti og gav det videre i min ’oversættelse’ til børnene.
”Ja, jeg har røde øjne, men jeg er ikke ked af det. Jeg er bare træt.” ”Nej, far og jeg er ikke uvenner, vi er bare uenige.” Sådan har jeg sagt, når de med tårer i øjnene hørte skænderier og krænkelser. Jeg har ubevidst gjort det samme som ham. I stedet for at lade børnene bruge deres sunde kompas.
Jeg skulle ikke have tilladt, at han voksede op på den måde.
Det slog mig først, da vi kørte hjem fra psykiatrien efter min søns diagnose. Da vi holdt for rødt, sagde jeg: ”Jeg er så ked af det, Thomas. Undskyld!” Han var forundret: ”Det er da ikke din skyld,” sagde han. Men jo, jeg skulle ikke have tilladt, at han voksede op på den måde.
I forløbet med ’Sig det til nogen’ har jeg erkendt, at jeg gjorde det for at overleve. Mit system sørgede for, at vi klarede os bedst muligt. Nu øver jeg mig i at ’oversætte’ tingene for børnene. Hvis jeg er ked af det, så siger jeg det. De er allergiske over for dårlig stemning og uvenskab. Så hvis jeg har haft en konflikt med en af dem, gør jeg meget ud af at anerkende, at det skete. Men jeg understreger altid, at vi bliver gode venner igen.
Det er en slags reparationsarbejde. En måde at give dem deres kompas tilbage på. Det er nærmest en socialpædagogisk fuldtidsstilling, jeg har fået derhjemme.”
Phoebe
Phoebe Toft har skrevet digtsamlingen ’Fanget i partnervold – en kamp mellem frygt og styrke. Digte om vold og narcissisme’. Følgende er 3 ud af i alt 56 digte, der indgår i digtsamlingen.
Psykotisk vold
Vores søn skal starte i 0. klasse
Jeg står tidligt op for at følge ham på hans første dag
Men jeg afbrydes af hans vrede og krav om min påklædning
Selvom det handler om hans samvittighed for ikke at ville deltage
Jeg lader det passere og forsøger at lægge smerten til side
Men det gør ham kun endnu mere rasende
Hans forvrængede fantasier tager over
Historien ændrer sig, og sandheden bliver gemt som mysterier
Vold følger snart efter, og jeg bliver hans offer
Jeg er bange og lever i konstant frygt for hans raseri
Men der er en del af mig, der ikke kan følge hans strenge krav
Så jeg følger stadig vores søn på hans første dag
Det modsatte af det han ønsker, at jeg ikke kan gøre
Så han kan føle sig lige så skuffet over mig som altid
Et barn i voldens greb
Fars vold raserer hjemmet
Søskende lider i det skjulte
Efterladt i elendighed indtil morgenstunden
Dagene er vores søns eneste flugtmulighed
Eskapisme via skærmen for at overleve virkeligheden
Men han er ikke helt til stede
Fanget mellem fantasi og virkelighed
Jeg får svært ved at nå ind til ham
Gameriet er alt hvad han har
Men jeg forsøger at rette op på det
Og så bryder helvede løs han er i gang med at slå
Jeg forsøger at tage hans trygge verden fra ham
Voldsomme raseriudbrud tårer alt fra hinanden
Mit hjerte knuses af desperat kamp for at redde ham
Et barn i klemme
Når hans stemme hæves, lukker hun sig af
Gemmer sig inde i sig selv
Langsomt forsvinder hun væk
Jeg finder hende nynnende i et hjørne, byggende med klodser
Hun er så smuk at se på
Smiler altid så bredt
Men mest når hun er bange
Et stort smil, og andre ser hende som et lykkeligt barn
Nogle gange ler hun også
Hun er svær at læse
Man ved aldrig, om hun er oprigtigt glad
Hun påfører sig selv skade
Kradser sig til blods
Sår på arme og ben
Hun ødelægger mange ting.