fbpx

Vold på finansloven – men der mangler en vigtig brik 

De vigtige behandlingsforløb for voldsudsatte kvinder, der ikke flytter på krisecenter, er ikke med i regeringens udspil til finansloven for næste år. Voldsudsatte kvinder må derfor tage plads i en stadig voksende kø for få hjælp til at bryde med volden. 

Regeringens udspil til finansloven for 2023 landede i sidste uge. Danner har kigget udspillet efter i sømmene, og selv om der er fokus på at stoppe vold i hjemmet, er der ikke afsat de nødvendige økonomiske ressourcer. Der mangler penge til at drive rådgivningen ’Sig det til nogen’ for kvinder, der ikke flytter på krisecenter, men stadig vil bryde med vold. Der mangler også midler til den handleplan mod partnervold- og drab, som regeringen kom med i juni. 

Begge dele er afgørende for, at vi sammen kan bremse volden i hjemmene, før den bliver farlig og måske ender med drab. 

Ingen nye penge – tilbud må lukke 

Danner driver sammen med en række andre krisecentre tilbuddet ’Sig det til nogen’ rundt om i landet. Her kan kvinder, der af forskellige årsager ikke kan eller ønsker at flytte på krisecenter, få hjælp til at bryde med vold. En del af disse tilbud drives dog med midlertidig finansiering. Det har Danner problematiseret over for politikerne, fordi vi mener, der er god grund til at gøre dem til permanente tilbud. 

Evalueringen viser nemlig, at tilbuddet når ud til en anden gruppe kvinder end dem, vi typisk ser på krisecentrene, og at de får effektiv hjælp til at bryde med volden. 

Vi kan dog desværre konstatere, at der ikke er sat nye penge af i finansloven til at fortsætte halvdelen af de effektive og efterspurgte tilbud. Så når pengene slipper op i 2023, må de lukke. Det vel vidende, at de virker, har lange ventelister og for nogle kvinder er den eneste vej ud af volden. 

Behov for fagligt kompetente og relevante tilbud 

Danner mener, at rådgivningstilbud om at bryde med vold kræver en høj voldsfaglighed og løbende sikkerhedsvurdering, så den voldsudsatte kvinde og hendes børn får den rigtige hjælp og sikkerhed. Det leverer tilbud som ’Sig det til nogen’ i forvejen, og derfor giver det mening at lade tilbuddet fortsætte. Det er ovenikøbet økonomisk ansvarligt, fordi krisecentrene allerede drives under tilsyn og har organiseringen på plads. 

Danner forventer en markant længere ventetid, når halvdelen af tilbuddene lukker. Ventetiden nærmer sig allerede syv måneder i København og vil med al sandsynlighed stige yderligere. Det er kritisk, fordi vi ved, at risikoen for farlig vold stiger i det øjeblik, kvinden tager skridtet til at komme ud af volden. Dér skal vi kunne gribe hende – ikke henvise til en lang kø, hvilket i sidste ende kan blive fatalt. 

Handleplan for 130 millioner 

Ud over den manglende sum penge til rådgivningstilbuddet holder Danner øje med finansieringen af den handleplan, som regeringen har vurderet til at koste 130 millioner kroner. De 130 millioner skal politikerne forhandle om i den kommende tid. Handleplanen indeholder 22 indsatser for at stoppe volden. Kun ét tiltag er sat af i finansloven til fast finansiering. Pengene til de restende indsatser skal findes i den såkaldte reserve, som kun giver penge midlertidigt og dermed er meget usikker. 

Det er vigtigt, at alle 130 millioner prioriteres, for at den samlede plan har effekt. Det kræver, at partierne bakker regeringens forslag op og følger handleplanen til dørs. Når det er sagt, mener Danner naturligvis, at det kan være et problem, når vigtige indsatser kun er finansieret i få år ad gangen. Man risikerer at sætte gode indsatser i gang for derefter at stoppe dem igen – præcis som det er ved at ske med ’Sig det til nogen’ tre steder i landet. Det er dyrt, ineffektivt og kan blive rigtig farligt for den enkelte kvinde og hendes børn. 

Brikken er lige her 

Den afgørende brik for at komme partnervold til livs er altså ikke lagt med de penge, finansloven barsler med. De mange gode takter med en bred vifte af indsatser om tidlig opsporing af vold vil betyde flere kvinder, der bør kunne henvises til hjælp i hele landet. Der bør derfor være en landsdækkende ambulant rådgivning til voldsudsatte på lige linje med den, handleplanen giver til voldsudøverne. Den hjælp er handleplanens manglende brik og finanslovens akilleshæl, når det kommer til en helstøbt indsats. Vi har ganske enkelt ikke tilbud nok, hvis handleplanen skal have den ønskede effekt om at stoppe partnervold. 

Danner og andre gode krisecentre står klar, hvis politikerne ønsker at samarbejde om at lægge den afgørende brik i et svært puslespil.